Hurra kan være både festligt og blodigt

Inga Andersen fra Rødding hørte for nylig et godt foredrag om danske sange, og ved den lejlighed sang man blandt andet "Dengang jeg drog af sted". Det blev ved den lejlighed diskuteret, hvor hurra egentlig stammede fra, og om det kunne have sin rigtighed, at det kommer af et gammelt kampråb, der faktisk betød at slå ihjel.

Det der med at råbe hurra, som vi jo glad og gerne gør ved fødselsdage og anden festivitas, blev introduceret i begyndelsen af 1800-tallet og blev almindeligt som en dansk skik fra midten af århundredet Det er på den tid, hvor den nationale følelse for alvor folder sig ud, og hvor de nationale digtere, malere og så videre dyrkede Dannebrog, det danske landskab og de danske strubers pragt.

LÆS OGSÅ:  Lige præcis

Der findes utallige skildringer af de danske Jensers afrejse til fronten i den såkaldte Treårskrig, altså krigen 1848-1850 mod Slesvig-Holsten. Ved den lejlighed blev der råbt hurra, hurra, hurra, sådan som Faber har skildret det i sine sange.

Det var altså ikke mindst hyldesten til det danske mod det tyske, der fremkaldte hurra. Men paradoksalt nok er hurra faktisk tysk. I hvert fald er det umiddelbart dannet af et tysk verbum, hurr, der er imperativ af hurren, der betyder at ile eller betegner noget med susende fart på.

Verbet hurre findes stadig i visse danske dialekter og var tidligere udbredt i dansk som et ord for noget, der snurrer rundt, hvirvler eller bevæger sig hastigt rundt. Det kunne eksempelvis hedde hurrelvind, før det begyndte at hedde hvirvelvind på dansk. Det er jo naturligvis det ord, vi også kender fra engelsk som hurry.