Fund viser, at muslimer har været bosat i Danmark siden 1200-tallet

Arkæologiske fund viser, at muslimer kom tidligt til Danmark. Eksempel på god integration, mener domprovst

Fundet af klædedragter, krumsabler og smykker med arabiske skrifttegn får nu arkæologerne til at gå ekstra grundigt til værks i udgravningerne i København. Foto: Scanpix.
Fundet af klædedragter, krumsabler og smykker med arabiske skrifttegn får nu arkæologerne til at gå ekstra grundigt til værks i udgravningerne i København. Foto: Scanpix. Foto: Jens Nørgaard Larsen.

OBS!!!!! DETTE VAR KRISTELIGT DAGBLADS APRILSNAR 2011

Der var muslimer i Danmark i større antal helt tilbage i 1200-tallet.

Det viser de effekter, arkæologer har fundet i forbindelse med udgravningerne til den københavnske metro, ikke mindst på Gl. Strand. Her har arkæologerne, udover rester af gamle bådebroer fra 700-tallet, også fundet klædedragter, krumsabler og smykker med arabiske skrifttegn, som stammer fra Mellemøsten omkring midten af 1200-tallet.

LÆS OGSÅ: En hær af arkæologer graver sig ned i det gamle København

Dr.phil. og professor på Carsten Niebuhr Instituttet Jørgen Bæk Simonsen er ikke i tvivl om, hvordan og hvorfor muslimerne er kommet så meget længere nordpå, end det hidtil har været antaget.

"Abbaside-dynastiet blev løbet over ende af mamlukkerne i 1258. De tilbageblevne underkastede sig den nye mamluk-kalif i Kairo, men en del af eliten foretrak eksilet," forklarer Jørgen Bæk Simonsen, der har skrevet bogen "Islam med danske øjne".

DOKUMENTATION: Læs mere om de muslimske fund

Arkæologerne er stadig tilbageholdende med informationer om, hvad de mellemøstlige fund kan betyde for synet på Danmarkshistoriens relation til andre kulturer. Men fungerende biskop i København, domprovst Anders Gadegaard er begejstret:

"Jeg er ikke overrasket. Det viser jo bare, hvor godt integration lykkes, hvis man er imødekommende. Det viser, at enhedskulturen bliver stærk, når den tilføjes inspiration udefra."

Det multikulturelle islæt i dansk middelalder skyldes, at abbasiderne i 900-tallet blandt andet sendte den opdagelsesrejsende Ibn Fadlan ud for at overtale en konge til at anerkende abbasidernes kalif. Abbasiderne, hvis kalifat lå i Bagdad, havde dog ikke råd til at bygge det palads, de havde lovet ham. Så Ibn Fadlan rejste videre og beskrev, hvad han så.

"Han nåede så langt mod nord som øst for det nuværende Moskva og har i den forbindelse mødt vikinger. Han har blandt andet beskrevet deres begravelsesmønstre i sine rejsebeskrivelser," siger Jørgen Bæk Simonsen, der har oversat beretningerne til dansk.

Beskrivelserne blev udgivet i Ibn Fadlans samtid, så det er ikke utænkeligt, at højtstående abbasider, som kunne frygte hævn fra mamlukkerne, har læst beskrivelserne og er blevet inspireret til at rejse mod nord.

De er rejst på floderne op gennem Rusland og kommet den vej til København, og grundet deres baggrund har de sikkert fået arbejde med tekstiler, som abbasiderne er kendt for at forarbejde meget smukt, både til klæde og tæpper.

Lektor og navneforsker Michael Lerche Nielsen, Københavns Universitet, bekræfter, at der var muslimer i Danmark gennem middelalderen. Det viser udviklingen i flere gode, gamle danske navne. En del har nemlig deres oprindelse i islam.

"Det gælder for eksempel efternavnet Hansen. I den oprindelige middelalderform var navnet 'Hassan-søn'," forklarer Michael Lerche Nielsen.

benteclausen@k.dk