Spedalskhed spreder sig i Indiens storbyer

"Da sygdommen blev erklæret udryddet, blev ressourcer taget fra bekæmpelse af spedalskhed og givet til andre områder som hiv og tuberkulose. Problemet er bare, at der stadig er lommer i Indien, hvor spedalskheden florerer, og derfor ser vi i disse år en opblomstring af sygdommen. Det vil fortsætte, hvis ikke midler igen bliver tilgængelige for os, så vi kan fortsætte kampen", siger dr. Pai.

Foreningen har til huse i en baggård i bydelen Chunabhatti ikke langt fra Dharavi. Langs vejen dertil sidder kvinder i vejkanten med lidt grøntsager eller blomster, som de forsøger at sælge, mens børnene leger på de samme afsvedne arealer mellem faldefærdige bygninger, som hunde, køer og mænd bruger som offentligt toilet.

Lugten fra de omkringliggende bunker af affald følger brisen, men ingen her synes at bemærke den mere. Heller ikke inde i baggården, hvor en gruppe unge læger har taget plads i et telt af sort plastic. Under tegninger af spedalskhedens symptomer tilser de patienter, der på trods af sygdommens medfølgende stigmata har sneget sig herind, giver gode råd og uddeler medicin.

"Egentlig skulle de offentlige hospitaler tage sig af spedalskhedspatienterne på lige fod med alle andre, fordi sygdommen nu ikke længere er noget specielt. Vi har også forsøgt at træne personalet på de omkringliggende hospitaler, men de er så overbebyrdede i forvejen, så derfor har vi stadig klinikker rundt omkring i Mumbai og i forstæderne. Og især i slumkvartererne ser vi en stigning i antallet af nye tilfælde, og det er bekymrende," sukker dr. Pai, inden han inspicerer nogle store, tørre og misfarvede pletter, en ung mand har på armene og albuen. At det er spedalskhed, er lægen ikke i tvivl om.

Teltet i baggården og klinikkerne rundt om byen er i dag, hvad foreningen har råd til. Før i tiden havde de også mobile lægeenheder, der kørte rundt til Mumbais slumområder for at finde de nye tilfælde og informere om sygdommen. I slummens varme og fugtige huse er der nemlig perfekte betingelser for bakterien Mycobacterium leprae, der forårsager spedalskhed, forklarer dr. Pai, mens han viser rundt mellem Dharavis faldefærdige huse. De fattige her har ikke adgang til rent vand, bad eller toiletter, og da de fleste heller ikke får næringsrig kost, rammer sygdommen oftere her end andre steder.

"Kun fem procent af alle mennesker er modtagelige for sygdommen. Men den rammer oftest de fattige, fordi de bor tæt sammen, og hvor der er snavset og uhygiejnisk. Men selv her lever stigmatiseringen," siger han opgivende.

Netop den er med til at holde sygdommen i live. For så længe smittebærende patienter går rundt i slumkvartererne uden at ville søge læge, vil sygdommen blive ved med at gøre spedalske deforme, blinde og udstødte. Dr. Pai ser det derfor som foreningens fornemste opgave at få dem, der tror, de har sygdommen, til at søge hjælp hurtigere. For den kan kureres – endda meget nemt.

Siden 1995 har en medicinsk cocktail bestående af rifampicin, dapson og clofazimin – også kaldet multi drug treatment eller MDT – været gratis tilgængelig fra verdenssundhedsorganisationen WHO, og den er effektiv. I lettere tilfælde skal patienter tage en pille daglig i seks måneder, mens de i sværere tilfælde må sluge dem i 12. Selvom de syge fra første dag på MDT ikke længere smitter, hænger sygdommens skygge dog tungt over dem, der har fysiske skader efter spedalskheden, forklarer dr. Pai.

"De, der virkelig er arrede efter sygdommen, ender i spedalskhedskolonier. Der er fire i Mumbai og fire mere i forstæderne. Men er man først endt der, er der ingen vej tilbage. Så flytter man ikke ud igen. Og ofte gør børnene det heller ikke."

De sociale implikationer af sygdommen er derfor svære at håndtere for dem, den rammer, og deres familier, fordi naboer, venner og bekendte tager afstand fra dem. Men der er dog lyspunkter, siger dr. Pai, inden han trækker et slidt forhæng til en lille gadeklinik til side.

Indenfor sidder Devicharan Verma og hans svigerdatter. Et stort betændt sår på den 42-årige mands højre fod er ved at blive renset, og han giver sig lidt, da vattotten sætter sig fast i det åbne sår. Nerverne i foden er dog så beskadigede af spedalskheden, at det ikke er så slemt, som det ser ud til, siger Devicharan lavt, mens han flytter sig utilpas rundt i stolen. Og alternativet er, at foden på et tidspunkt skal amputeres, ved han.

Dr. Pai er dog optimist. For alene det, at Devicharan i dag er her med et familiemedlem, betyder, at de tager sig af ham, og at han kan få hjælp. Han er ikke udstødt som mange andre, og ved at være åben omkring sygdommen kan de måske få andre i samme situation til at komme til klinikken. Det er nemlig det, der skal til, hvis indbyggerne i Dharavi og omegn skal befris for spedalskheden, og Indien virkelig skal opfylde målet om at udrydde sygdommen, siger dr. Pai, inden han igen vandrer ud i de snævre gyder udenfor. Ud til børnene, den døde rotte, de åbne kloakker og affaldet – slummen.

udland@k.dk