Tegning: Peter M. Jensen.
-
Jens Ole Christensen |
1. april 2011
"Jeg et ubehag over fænomenet aprilsnar og andre practical jokes. Et ubehag, som det har taget mig nogen tid at sætte ord på, og som ikke alene har sammenhæng med den naturlige krænkede stolthed, de gange jeg gik i fælden," skriver Jens Ole Christensen, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission
Giv agt, kære læser!
I dag er der formodentlig en løgnehistorie i avisen. Det er jo den 1. april, og det er acceptabelt at tage hinanden ved næsen.
Så der vil nok være en nyhed – lige under det rigtig alvorlige niveau – som kun er sat i for at forføre og fornøje. Den handler næppe om kræftsygdomme, atomkatastrofen i Japan eller blodsudgydelserne i Mellemøsten. Men i niveauerne under det bør læserne tage sig i agt.
Jeg indrømmer, at jeg har et ambivalent forhold til fænomenet. På den ene side hygger jeg mig med det. Især hvis jeg gennemskuer løjerne de ærefulde 15 sekunder før min kone. Og jeg har faktisk selv en enkelt gang deltaget i en aprilsnar på Luthersk Missions hjemmeside, som fik flere intelligente mennesker til at gå i fælden.
Hyggelig dag på kontoret!
På den anden side har jeg et ubehag over fænomenet aprilsnar og andre practical jokes. Et ubehag, som det har taget mig nogen tid at sætte ord på, og som ikke alene har sammenhæng med den naturlige krænkede stolthed, de gange jeg gik i fælden.
Ubehagets indhold: Practical jokes er jokes på vores tillid til hinanden – noget af det mest værdifulde i det menneskelige fællesskab. Hvis vi altid var sure gamle mænd, der aldrig troede på det, vi fik fortalt, så var vi ikke så lette at snyde. Til gengæld var vores evne til at træde i hjertelig forbindelse med andre mennesker også begrænset. Vi er med andre ord nødt til at købe hele pakken: Kærlighed, fællesskab og venskab kan vi kun gå ind i, hvis vi vil løbe risikoen for at blive snydt.
Derfor må jeg også indrømme en grundlæggende sympati for de godtroende. Dem, som ikke instinktivt regner med, at det, de hører, er løgn, og at omgivelserne er ved at tage dem ved næsen. Det kan godt være, at de mennesker mangler noget i sund kritisk sans, men i hverdagene er de brobyggere. De er med til at skabe det rum, som gør det muligt at leve nogenlunde meningsfuldt.
LÆS OGSÅ:
Vi har lavet aprilsnar med hinanden i århundrederOg for øvrigt: Uden dem ville de mennesker, der har en mere udviklet kritisk sans, slet ikke kunne fungere. Ingen ville jo stole på dem.
Så godtroenhed og kritisk sans er vel det, K.E. Løgstrup kaldte komplementære modsætninger. Altså modsætninger, der ikke udelukker hinanden, men betinger hinanden.
I det lys har jeg i udgangspunktet sympati for rektor Ralf Hemmingsen, Københavns Universitet, der stolede på sin medarbejder Milena Penkowa så længe. Manden betaler en pris for sin godtroenhed lige nu, men er det i bund og grund ikke værdigt at tro på det, et medmenneske fortæller os, indtil det modsatte er sandsynliggjort?
Det er denne umiddelbare tillid til hinanden og livet, som rituelt udsættes for en – o.k. som regel ufarlig – rystelse i dag.
Der er en kilde mere til mit – med hygge opblandede – ubehag ved den 1. aprils rituelle løgne. Og det hænger sammen med den rolle, sand tale spiller i kristendommen. Kristen tro står og falder med sandfærdighed. Jesus kalder sig selv "Sandheden". Og kristen tro forudsætter, at apostlene er til at stole på, når de fortæller, at de så den opstandne. Eller at kvinderne ved graven ikke løber med en halv vind, når de siger, at den var tom.
Hvis de lavede en practical joke påskemorgen, så er kristne mennesker de mest ynkelige i verdenshistorien, og den påskefest, vi skal fejre om et par uger, er meningsløs.
Hvis deres ord ikke er til at stole på, så er der ingen kristendom. Her går der en vandåre fra kristen tro til kristen etik: Den sande tale har status i kristen livsstil.
Det er en af grundene til, at udfordringer til praktisk sandfærdighed er til at få øje på i Bibelen. De går som en rød tråd fra det ottende buds ord om at omgås sandheden, så det gavner vores næste (2. Mosebog 20, 16), over Jesu udfordring til, at man skal kunne stole på vores "ja" og "nej" (Matthæusevangeliet 5, 37) til Paulus' tilskyndelse til indbydes sandfærdighed i menigheden (Efeserbrevet 4, 25). Kristent liv er på sandhedens side, og vi undergraver os selv og vores egen tro, når vi ikke er sandfærdige.
Nuvel, det er den 1. april og tid til at lege med sandheden. Men senest fra i morgen er der grund til at lægge sig ovenstående på sinde.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, tidligere integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad