Mange store problemer bag Dialogcentrets lukning

År senere fandt jeg lindring fra mine indre dæmoner i den kristne tro. Så samtidig med at jeg fandt ting kritisable hos Dialogcentret, så mente jeg, at arbejdet med at kritisere og eksponere sekteriske grupper var vigtigt, og at der skulle være en klar stemme i det offentlige rum, der kunne markere, hvad kristendommen står for. Jeg var meget bevidst om, at det, kristendommen står for, ikke er "klart" i betydningen en lukket, entydig eller totalitær tilværelsestydning. Evangeliet lukker op og sætter fri.

I efteråret 2003 samledes Dialogcentrets resterende kræfter til et møde. Det stod skralt til. Samtidig med at Dialogcentret havde mere end dobbelt så mange medlemmer end nogen anden dialogorganisation i Danmark, så havde man få frivillige. Man havde i flere år haft store underskud (disse underskud er fortsat indtil nu).

På mødet havde man søgt at samle alle aktive. Der var ud over ansatte fire frivillige. Det blev besluttet at indstille, at jeg skulle starte som arbejdende bestyrelsesformand ved næste generalforsamling. Det blev ikke skjult, at jeg var kritisk over for Dialogcentrets hidtidige praksis, og at det indebar reformer. Alle støttede varmt op om mit kandidatur. Aagaard gav endda udtryk for, at han selv var bange for, at Dialogcentret havde fået malet sig op i et hjørne.

Opgøret med "det gamle" Dialogcentrets hårde stil og udemokratiske ledelse blev blandt andet udtrykt i artikler som "Dialogcentret er i overgangskrise!" (Den Nye Dialog 98) og "Dialogcentret rydder op – Enevælde er ved at blive til demokrati på Dialogcentret" (Kristeligt Dagblad den 27. marts 2006).

MEN FØR OG FORAN DET kom altid behovet for den klare stemme. Min allerførste lederartikel hed "Ukristelig vækkelse" (Den Nye Dialog 95). Både i Kristeligt Dagblad og i Den Nye Dialog blev jeg portrætteret ved en beskrivelse af min fortid i Menos (Kristeligt Dagblad den 1. juni 2004: "Sektbarndom var et mareridt". Den Nye Dialog 96: "Dialogcentrets formand var med i sekt").

Mængden af sager var overvældende. Mennesker, der var i klemme i religiøse sammenhænge, ringede ofte. I løbet af mine fire år på Dialogcentret har jeg personligt rådgivet eller talt med mere end 150 mennesker, der var i klemme, blev presset eller havde fået traumer i religiøse sammenhænge. Nogle gange udviklede det sig til større sager.

Min første store sag var et behandlingshjem, der var involveret med det, der senere udvikledes til Injiva-behandling. Andre større sager drejede sig om Transcendental Meditations byggeplaner i det jyske og om Evangelist.

Den værste sag, jeg oplevede, drejede sig om Center for Kreativitet og Teater. Udadtil en almindelig privat teaterskole, hvor vi pludselig stod med et netværk af 40-50 tidligere elever, der alle var traumatiserede efter deres ophold på skolen, hvor en stærkt manipulerende leder brugte meget voldsomme mentale og spirituelle teknikker. Ingen på Dialogcentret havde uddannelse til eller erfaring med at varetage disse sager.

Samtidig med at vi havde alle disse sager, var der konstant meget ressourcekrævende konflikter internt på Dialogcentret. Personrelaterede og holdningsbaserede blandet sammen i en pærevælling. I starten tænkte jeg, at disse konflikter skyldtes, at Aagaard havde en tendens til at glemme, at han ikke var leder mere. Da konflikterne fortsatte, efter at han efterhånden trak sig ud af arbejdet, tænkte jeg, at konflikterne skyldtes en særlig debatkultur, der stammede fra "det gamle" Dialogcentret, at det skyldtes enkelte personer eller mine manglende lederevner.

Oven i konflikterne var der et konstant pres efter vækst. Vi skulle have flere frivillige for at løfte "opgaven". Samtidig skulle vi skaffe flere indtægter for at kunne have ansatte til at løfte "opgaven".

I denne hurlumhej var der ikke meget tid til at presse det positive, nysgerrige religionsmøde eller den dybere teologiske eller filosofiske refleksion ind. Der var mange, der mente, at "Dialogcentrets mission" var vigtig. Derfor havde vi flere medlemmer og større indtægter end andre dialogorganisationer (selvom det ikke var nok). Der var imidlertid ikke mange, der ville gå ind i "opgaven" frivilligt, og vi kunne sjældent holde på folk. Selve arbejdet var konfliktpræget, og miljøet på centret var det også. Desuden var der en selvforståelse og en profilering af centret som et sted med ekspertviden, der ikke opmuntrede til frivilligt engagement.

NÅR JEG SER TILBAGE på min tid på Dialogcentret, så ser jeg en organisation med en farlig indre dynamik – måske ikke så slem som hos de værste af de bevægelser, vi kritiserede, men med stor virkning via vores offentlige og kirkelige gennemslagskraft.

Først og fremmest blev ønsket om "klar tale" eller ærlig, konfronterende dialog i modsætning til "cocktailparty-dialog" blandet sammen med "kampen mod sekter", hvilket gjorde, at jeg personligt mener at have været med til at fremme og bekræfte nogle stereotyper og nogle fjendebilleder samt en kristen-kulturel selvretfærdighed og en uevangelisk os og dem-tænkning.

De mange interne konflikter tror jeg skyldtes netop dette. Dialogcentret italesatte og formede os omkring en kosmisk kamp, der var meget vigtig, og hvor man deltog i den gode strid og investerede sig selv og alle sine ressourcer i den og til gengæld fik en stor del af sin identitet ud af det.

Min erfaring fra Dialogcentret betyder ikke, at jeg har skiftet tro. Jesus er stadig Guds søn og verdens frelser i mit univers. Jeg er også stadig overbevist om, at der findes religiøse og ideologiske sammenhænge, der manipulerer og ødelægger, ligesom Menos gjorde i sin tid.

Jeg er bare blevet bange for, at den slags sammenhænge kan være mine egne, uden at jeg ser det. Det, jeg har lært, er, at enhver tro kan korrumpere – og ikke bare korrumperes udefra. Det gælder også troen på Jesus, det gode i mennesket, dialog, fornuften, demokrati og så videre.

Jens Linderoth var leder af Dialogcentret i perioden 2004-2008. Han er nu ansat som erhvervs-ph.d. af IKON, Informations- og samtaleforum for Kristendom Og Nyreligiøsitet