Den forsigtige læser vil lægge mærke til, at de ord, som chefredaktøren bruger, er nøjagtig de samme, som blev brugt af ny- og gammeldanske meningsdannere under den danske Muhammed-krise. Det eneste, vi endnu mangler, er Uffe Ellemann-Jensens (V) beskrivelse af Muhammed-tegningerne som "en provokation for provokationens skyld."

Nu har vi det på plads: Chefredaktøren for en avis, der hovedsagligt skrives og læses af religiøse tyrkere, kan ikke lide en tegning, der ifølge enhver rimelig læsning "håner, spotter og latterliggør" islam og muslimerne.

Dumanli lægger først ud med det ikke overraskende krav om en undskyldning. Heller ikke overraskende fik Dumanli ikke den undskyldning, han forlangte. I en kort erklæring forklarer ugeavisen først, at tegneren ikke specielt har forsøgt at få lamperne til at ligne kondomer. Dernæst hejser de ytringsfrihedens flag: "I den satiriske avistradition blander man sig ikke i forfatteres og tegneres arbejde. Alle har ret til at skrive og tegne i sin egne klumme eller på sin egen plads. Vi kan lide eller ikke lide en enkelt tegning, men det er i princippet vigtigt at beskytte denne frihedens sfære. Vi respekterer også kritikken."

Efter dette modige slag for ytringsfriheden afsluttes erklæringen med den tydeligvis påtvungne og obligatoriske "undskyldning": "Vi er kede af de reaktioner, der er rettet imod karikaturen. Vi undskylder over for dem, der betragter den som respektløs." Hvis disse to akavede sætninger minder én om Morgenavisen Jyllands-Postens og Anders Fogh Rasmussens (V) "undskyldninger" i forbindelse med Muhammed-tegningerne, behøver man ikke blive bange for, at man hører stemmer.

Hvis vi vender tilbage til chefredaktør Dumanlis artikel: Den mest in-teressante del af den er de to sætninger, hvor han på trods af den vrede, som karikaturen gav anledning til, på en måde, som nogle vil beskrive som sentimental og opblæst, forsøger at glatte konflikten ud:

"I virkeligheden er der ikke grund til at reagere stærkt på sådanne sølle provokationer. Det bedste er at henvise Penguen og tegneren til Allah."
For at forstærke sin argumentation minder chefredaktøren sine læsere om et gammelt tyrkisk udtryk:

"Det er en kendt metode at 'tisse på moskémuren' for at blive berømt."

Og han kommer med en advarsel til sine religiøse læsere, som han antager er blevet krænket og fornærmet af tegningen:

"Metoden har nogle gange fungeret, men kun i situationer, hvor der har været tale om ugennemtænkte overreaktioner og overdrevent raseri, som har udartet sig til vold."

Man behøver ikke at have fulgt Muhammed-krisen i alle dens detaljer for at forstå dette vink med en vognstang. Det er klart, at Zamans chefredaktør forsøger at komme "overreaktioner" i forkøbet og forsøger at gyde olie på de vande, som han tydeligvis er bekymret over, at nogen kan finde på at røre i.

I artiklerne og kommentarerne er der ofte henvisninger til de danske Muhammed-tegninger. På en ultranationalistisk hjemmeside står der for eksempel:

"Det har såret os dybt, at den umoralitet, æreløshed og grovhed, der er blevet begået i Danmark, har bredt sig til vores fædreland."

Og i en kommentar får vi en anden hilsen:

"Glem Danmark og se på danskerne blandt os. Man er begyndt at latterliggøre og forhåne folks religion. Dette er en forbrydelse, og hvis den går ustraffet hen, vil den bare fortsætte."

Det er iøjnefaldende, at mange bloggere og kommentatorer advarer imod "overdrevne reaktioner". Det virker, som om den lektie, de tyrkiske muslimer har lært af Muhammed-krisen, er, at voldsanvendelse og overdrevne og offentlige følelsesudbrud skader islams anseelse meget mere end satiriske tegninger, da de blot forstærker forestillingen om, at muslimerne er hurtige til at blive fornærmede og sågar blive voldelige.

En meget brugt argumentation, som mange bloggere og kommentatorer anvender, ligner chefredaktør Dumanlis argumentation:

"Vi må henvise tegneren til Allah. Lad ham få sin straf fra Allah."

Der er noget civiliserende og konfliktdæmpende over disse argumenter, der henviser "de skyldige" til Allah og dermed ekspederer strafudmålingen til den højeste autoritet. Straf er Guds domæne. Vi, de dødelige, kan derimod eksempelvis skrive protestbreve eller lade være med at købe en avis, som man mener spotter, håner og latterliggør ens
religion.

Selvom der er gået godt en måned, efter at tegningen blev publiceret, er der endnu ikke sket noget virkelig dramatisk – ud over en politianmeldelse og de aggressive kommentarer på diverse hjemmesider. Det er måske alt for tidligt at fremføre, at Penguen-karikaturen er gledet ind i glemslen. Folk, der gerne vil drage politisk gevinst ud af den, venter måske på det rigtige tidspunkt. Men man må huske, at de voldelige demonstrationer i Mellemøsten imod Danmark begyndte fire-fem måneder efter trykningen af tegningerne.

Men det kræver alligevel en forklaring, at tyrkiske muslimer i det mindste indtil nu har taget udfordringen temmelig pænt. Hvis man skal være venlig ved de religiøse tyrkere, kan man anføre, at de allerfleste efterhånden har vænnet sig til at tage religiøs satire på en afslappet måde. Selvom en del eller mange føler sig krænkede eller fornærmede, henviser de bare sagen "til Allah" og forventer, at han selv "tager affære".

Hvis man ikke skal være så optimistisk på tyrkernes vegne og i stedet vælger en mere skeptisk indfaldsvinkel, kan man pege på en række politiske omstændigheder som de vigtigste faktorer for fraværet af dramatiske reaktioner. Man kan fremføre, at der ikke er en vigtig politisk kraft i landet, der foreløbig gerne vil politisere og (mis)bruge tegningen imod en anden politisk gruppe for at opnå politisk fordel.

Det ser ud, som om tyrkiske muslimer har fundet en af de bedste løsninger på mellemmenneskelige uoverensstemmelser, ikke mindst de religiøse konflikter: At henvise sagen til Allah og eventuelt sende ham en bøn om, at han skal tage affære imod "synderne". Det burde de aktivistiske danske muslimer også have gjort i Danmark under karikaturkrisen.

Mehmet Ümit Necef er lektor i Mellemøststudier ved Syddansk Universitet