Dansk uvirkelighed. Efter os syndfloden

I det øjemed "coacher" vi hinanden på livet løs. Det virker, som om den ene halvdel af danskerne går til coach, mens den anden er ved at uddanne sig til en. Da jeg var barn, hyldede man den talemåde, at man jo ikke kan leve af at klippe håret på hinanden – et realistisk motto, kan man sige. I dag ser det ud, som om vi kan, og endda godt. Vi har så godt som fået skilt os af med landets produktive arbejdspladser, nu kan vi endelig koncentrere os om det væsentlige: at coache hinanden. Hvor længe går det?

Mest uvirkelige er dog omstændighederne omkring velfærdsstaten, som i de seneste årtier har bred sig ukontrollabelt i alle retninger som et koralrev. Den er blevet ufatteligt dyr som følge af en rolle som leverandør af terapeutiske tjenesteydelser til den enkelte.

Velfærdsstaten ligner "Titanic" på udkig efter et isbjerg, det kan vædre. Der fables løs om vækst! vækst! vækst!, men indtil videre er vi ikke i nærheden af at ville levere de fornødne ofre, selvom de fleste nok indser, at uden at der skæres alvorligt i velfærdsstaten, sker der ikke noget.

Muligvis er vi dybest set kritiske over for en overdreven vækstdyrkelse, men heller ikke det formår vi at formulere forpligtende.

Alt i alt er det, som om virkeligheden ikke længere eksisterer. En virkelig virkelighed, altså, noget ganske andet end medievirkeligheden. I den virkelige verden er X Factor en svag luftspejling på en briset morgen.

Intet forekommer i den sammenhæng slet så zombieagtigt som vore politikere. De burde, men er ikke til at få til at trække grænser. Men i deres tilfælde er det måske snarere en opgivende taktik: Der er meget dårlige nyheder foran os, men politikerne har ikke planer om at være dem, der bringer dem. De venter simpelthen på, at vi rammer muren af os selv.

Og så viser de handlekraft ved at kaste sig over nordafrikanske lande! Man må knibe sig i armen. Angrebet på Libyen viser, at det ikke kun er "danskerne", der ligger underdrejet under sine egne illusioner, men hele Vesten. Det er forstemmende at iagttage, hvordan vestlige nationer, som har det største besvær med at klare egne ærter, formelig kaster sig over denne lejlighed til at "redde menneskeheden".

I Europa ser vi "forbrydelser mod menneskeheden" overalt, måske fordi vi af egen erfaring er blandt historiens største førstehåndskendere af dette i øvrigt tvivlsomme begreb. Også i denne sammenhæng vil det imidlertid vise sig at være en misforstået strategi. Libyen er ikke på vej til at blive demokratisk eller smækfuld af menneskerettigheder. Det er ved at skille sig af med en diktator, ligesom Iran gjorde det i 1979. Og se, hvordan det gik.

Måske skulle Vesten hellere prøve at redde sig selv, mens tid er.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist Kåre Gade