Da Danmark blev Danmark

Det præcise svar lyder, at Danmark første gang omtales på den lille Jellingesten fra cirka år 950, hvor der står: "Kong Gorm gjorde dette dødeminde efter sin kone, Thorwi, Danmarks pryd." Cirka 35 år efter rejste Gorms søn, Harald Blåtand, den store Jellingesten med teksten: "Harald konge bød gøre dødeminde dette efter Gorm sin fader og efter Thorvi, sin moder. Den Harald, som sig vandt al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne."

– Vi kan gå ud fra, at de nordiske sprog er blevet talt i hvert fald siden kristi fødsel, eftersom de tidligste runeskrifter daterer sig tilbage hertil. Men hverken Danmark som land eller danere som folk omtales af ældre danske kilder end Jellingestenene, oplyser Poul Otto Nielsen.

Han tilføjer dog, at når vi leder efter oprindelsen til betegnelsen danere, havner vi på mere usikker grund. Navnet Danmark er sammensat af "Dan", som er den gamle folkeslagsbetegnelse, og "mark", som betyder grænseområde og formentlig sigtede til grænsen til saksernes rige i det nuværende Tyskland.

– Udenlandske kilder omtaler danerne tidligere end Jellingestenene. Fra frankiske rigsannaler omtales danernes kong Godfred i år 808, og Gregor af Tours omtaler i 500-tallet danerkongen Chlochilaicus, som omkring år 515 skulle have gjort strandhugst i Frankrig, oplyser Poul Otto Nielsen.

Går man imidlertid over fra de sikre historiske optegnelser til de mere farverige myter, åbner der sig et væld af bud på vort folkeslags oprindelse. En af dem er Ryd Klosters årbog fra slutningen af 1200-tallet, som konstaterer, at danerne "på Abrahams oldefar Saruchs tid kom fra goternes land til det rige, som nu kaldes Dania", og at disse folk nedstammede fra Gog, som var Noas sønnesøn og Jafets søn. Dermed er det danske folk behændigt koblet sammen med Bibelens beretninger fra de allerældste tider.

– Den slags myter findes der mange af for ethvert folk. Dem skal man have, når man skaber en nation. Og det er typisk, at man i kristen tid har forsøgt at kæde sit folk sammen med den kristne skabelse, som blev anset for den højeste sandhed, konstaterer Poul Otto Nielsen, der dog slår fast, at sådanne myter ikke kan bruges af seriøse historikere.

Ryd Klosters årbog åbner dog også mulighed for, at danerne ikke har bibelsk oprindelse, men i stedet stammer fra de gamle grækere. Og krønikeskriveren tilføjer, at vore forfædre i de forskellige landsdele brugte forskellige betegnelser om sig selv, indtil de på den bibelske kong Davids tid, det vil sige cirka år 1000 før Kristi fødsel, fik kong Humbles søn, Dan, til konge. Dan kom fra Sverige og fik først magten over Sjælland, Møn, Falster og Lolland. Senere søgte jyderne hans hjælp mod en mægtig fjende, som han besejrede. Herefter tog han også magten over Fyn og gav alle rigets indbyggere betegnelsen danere efter hans eget navn.

historie@kristeligt-dagblad.dk