Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Da Danmark blev Danmark til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da Danmark blev Danmark

Jellingestenene med inskriptioner fra fra 900-tallet er de to ældste skriftlige kilder fra Danmark, som omtaler vort land. Rent landskabsmæssigt er Danmark imidlertid 12.000 år ældre. Foto: Scanpix.

- Sanpix

Kommenter Hold mig opdateret

En læser har spurgt om vort lands alder og navnet Danmarks oprindelse. Kristeligt Dagblad udvider i den anledning ugens "Spørg om historie" for at give plads til et svar

Uden for den lille hvide kirke i Jelling står to runesten, som tilsammen udgør det nok mest betydningsfulde historiske monument i Danmark.

De to berømte Jellingesten rummer også en del af svaret på et omfattende, men også spændende spørgsmål, som "Spørg om historie" har modtaget fra en læser, Jean Ascher: "Jeg vil gerne vide, om man ved, hvornår Danmark, altså selve landet, steg op fra havet, og om man ved, hvorfra og hvordan navnet Danmark blev til?"

Det er to vidt forskellige spørgsmål, og svarene kan vanskeligt rummes i den ene spalte, som normalt er afsat. Derfor udvider vi pladsen og går på jagt efter svar i samarbejde med Poul Otto Nielsen, overinspektør ved Nationalmuseet og specialist i Danmarks oldtid.

– Formuleringen "steg op af havet" er jo et lyrisk billede, som ikke helt svarer til, hvad der skete, da isen smeltede efter den seneste istid. Alt tyder nemlig på, at isen trak sig tilbage fra tørt land, og at Danmark faktisk havde et større areal, da dette skete, forklarer han.

Annonce
Men hvis vi taler om, hvornår landet kom til at se omtrent sådan ud, som det gør i dag, lyder Poul Otto Nielsens svar omkring år 11.000 før kristi fødsel i den såkaldte Allerød-tid, da Danmark blev isfrit, og de første jægere begyndte at vandre ind. Istidens endelige afslutning dateres dog først til omkring 9600 før Kristi fødsel.

Såvidt landets oprindelse. Med hensyn til navnet bliver svaret enten meget præcist eller meget usikkert.

Det præcise svar lyder, at Danmark første gang omtales på den lille Jellingesten fra cirka år 950, hvor der står: "Kong Gorm gjorde dette dødeminde efter sin kone, Thorwi, Danmarks pryd." Cirka 35 år efter rejste Gorms søn, Harald Blåtand, den store Jellingesten med teksten: "Harald konge bød gøre dødeminde dette efter Gorm sin fader og efter Thorvi, sin moder. Den Harald, som sig vandt al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne."

– Vi kan gå ud fra, at de nordiske sprog er blevet talt i hvert fald siden kristi fødsel, eftersom de tidligste runeskrifter daterer sig tilbage hertil. Men hverken Danmark som land eller danere som folk omtales af ældre danske kilder end Jellingestenene, oplyser Poul Otto Nielsen.

Han tilføjer dog, at når vi leder efter oprindelsen til betegnelsen danere, havner vi på mere usikker grund. Navnet Danmark er sammensat af "Dan", som er den gamle folkeslagsbetegnelse, og "mark", som betyder grænseområde og formentlig sigtede til grænsen til saksernes rige i det nuværende Tyskland.

– Udenlandske kilder omtaler danerne tidligere end Jellingestenene. Fra frankiske rigsannaler omtales danernes kong Godfred i år 808, og Gregor af Tours omtaler i 500-tallet danerkongen Chlochilaicus, som omkring år 515 skulle have gjort strandhugst i Frankrig, oplyser Poul Otto Nielsen.

Går man imidlertid over fra de sikre historiske optegnelser til de mere farverige myter, åbner der sig et væld af bud på vort folkeslags oprindelse. En af dem er Ryd Klosters årbog fra slutningen af 1200-tallet, som konstaterer, at danerne "på Abrahams oldefar Saruchs tid kom fra goternes land til det rige, som nu kaldes Dania", og at disse folk nedstammede fra Gog, som var Noas sønnesøn og Jafets søn. Dermed er det danske folk behændigt koblet sammen med Bibelens beretninger fra de allerældste tider.

– Den slags myter findes der mange af for ethvert folk. Dem skal man have, når man skaber en nation. Og det er typisk, at man i kristen tid har forsøgt at kæde sit folk sammen med den kristne skabelse, som blev anset for den højeste sandhed, konstaterer Poul Otto Nielsen, der dog slår fast, at sådanne myter ikke kan bruges af seriøse historikere.

Ryd Klosters årbog åbner dog også mulighed for, at danerne ikke har bibelsk oprindelse, men i stedet stammer fra de gamle grækere. Og krønikeskriveren tilføjer, at vore forfædre i de forskellige landsdele brugte forskellige betegnelser om sig selv, indtil de på den bibelske kong Davids tid, det vil sige cirka år 1000 før Kristi fødsel, fik kong Humbles søn, Dan, til konge. Dan kom fra Sverige og fik først magten over Sjælland, Møn, Falster og Lolland. Senere søgte jyderne hans hjælp mod en mægtig fjende, som han besejrede. Herefter tog han også magten over Fyn og gav alle rigets indbyggere betegnelsen danere efter hans eget navn.

historie@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​