I departementschefens lomme

Vi får et historisk tilbageblik på embedsmænds og ministres arbejde siden begyndelsen af 1900-tallet.

Vi kommer også på besøg i Stats-, Finans-, Justits-, Udenrigs- og Undervisningsministeriet, og får mange interessante oplysninger om stærke og svage ministre gennem tiden. Som for eksempel beretningen om daværende trafikminister Frode Nør Christensen (CD), der engang i 1987 glædestrålende fortalte på sit første ministermøde, at han nu i afbureaukratiseringens navn havde nedlagt et kontor. "Vel ikke Würtzens planlægningskontor," spurgte en anden minister. "Jo, hvordan kunne du vide det?", svarer Nør Christensen overrasket.

Det viser sig, at netop det kontor var oprettet af en tidligere trafikminister, Jens Riisgaard Knudsen (S), med særbevilling fra Finansministeriet for at tøjle departementschef Jørgen Halcks enevælde. Det havde den nye minister ikke fanget, og han var væk igen efter 10 måneder. Hvorimod departementschefen nåede at slide 13 ministre op på 20 år, som det udtrykkes. Modsat var Anders Fogh Rasmussen (V) en stærk statsminister, der meget hurtigt gjorde sin departementschef klart, at spindoktoren, Michael Kristiansen, hørte til i de inderste cirkler i ministeriet.

Endelig præsenteres vi i bogen for forslag, der kan skabe bedre balance i forholdet mellem embedsmænd og ministre i fremtiden. Et af dem kunne være at indføre politisk udpegede rådgivere, kabinetssekretærer eller juniorministre, som man kender det fra andre lande.

Det ville styrke politikernes magt, men det kunne også sikre embedsmændene, at de ikke skulle agere så politisk, som de i mange tilfælde er nødt til i dag.

Argumenterne imod er indlysende. Med politisk udpegede embedsmænd vil ministre nemt mangle et modspil i deres arbejde. Lovgivningen risikerer også at blive mere siksakkende, hvor det nuværende system sikrer en vis kontinuitet og saglighed, uanset hvilken regering der har magten.

Det er en spændende debat om demokratiets vilkår, men bogen overdriver alligevel centraladministrationens magt en smule. Dels har embedsmænd i reglen et meget stort ønske om at betjene ministre så godt og loyalt som muligt, og de hjælper ministre uanset partifarve. Og dels bestemmes meget store dele af samfundsudviklingen hverken på Slotsholmen eller på Christiansborg.

Et godt eksempel er udviklingen i det kommunale forbrug. I en snes år har skiftende finansministre og deres administrationer forsøgt at lægge en dæmper på de kommunale udgifter.

Alligevel er de år for år steget mere end aftalt med regeringen. Så selvom Finansministeriets magt i 1990'erne steg betydeligt under daværende finansminister Mogens Lykketoft (S) og hans dynamiske departementschef, Anders Eldrup, rakte det ikke til at holde styr på kommunerne.

Så der er trods alt grænser for embedsmændenes magt, og politikere, både nationalt og lokalt, præger stadig samfundets udvikling. Helt spildt var det ikke at lade enevælde erstatte af grundlov og demokrati i 1849. Ikke desto mindre er det vigtigt at fokusere på embedsstandens magt, som denne bog gør så fremragende.

hoffmann@k.dk

Susanne Hegelund og Peter Mose: Javel, hr. minister. 288 sider. 300 kroner. Gyldendal.