Han ville det hele - og nåede til Horsens

Vi har sat os sammen i hans sofa med udsigt til en propfyldt reolvæg på den ene side og en snedækket lille have til den anden. Der er kaffe på kanden, fastelavnsboller, en stribet kat, der spinder, men trods den udtalte hygge sidder Claus Grymer og vrider sig lidt i sit sofahjørne. Han har indvilget i at snakke om sin kommende bogudgivelse, men i virkeligheden er han helst fri. Mener, at han har sagt det, der er at sige – i bogen. Og at han i øvrigt er langt bedre til at skrive end til at snakke.

"Jeg reflekterer meget lidt over, hvordan jeg skriver," siger han forsigtigt og uddyber så, at teksterne er blevet til i ét skriveforløb, men at han først bagefter har kunnet se det tydelige forløb og den sammenhæng, der er i dem.

"Jeg synes, den her bog har nogle indsigter, som de tidligere måske ikke har haft. Den der erkendelse af, at det er i det almindelige, tingene foregår. Det er en personlig udvikling, hvor blandt andet journalistikken har spillet en rolle. Da jeg kom i lære på Morsø Folkeblad og skulle skrive om kloakering, da kom jeg ned på jorden! Der lå en opdragelse til virkelighed i det arbejde," siger han.

Det er 10 år siden, Claus Grymer sidst udgav en bog, nemlig novellesamlingen "En mærkelig dag". At der er gået så mange år, skyldes ifølge ham selv, at han simpelthen ikke har kunne skrive noget, der duede. Rigtig meget er blevet kasseret, men med "Fra evigheden til Horsens" var der pludselig "noget". Teksterne blev til under et sommerhusophold, hvor Claus Grymer så at sige skrev sig igennem sin fortid i små tekster, der nærmest er en hybrid mellem digte og essay.

"Det handler vel om en nøgtern virkelighedserkendelse. Fra den der nærmest afgudsdyrkende respekt for digterrollen og digteren og til en mere realistisk erkendelse af, hvordan virkeligheden er. Jeg tror, det har noget med alderen at gøre, og jeg har egentlig hele tiden haft på fornemmelsen, at jeg ville blive bedre til at skrive, jo ældre jeg blev," fortæller Claus Grymer.

"Jeg har aldrig været særlig god til at være ung, jeg var sådan den mere forsigtige type, og det er ikke altid så godt i ungdommen. Den alder, jeg har nu, passer bedst til mig," siger han.

Claus Grymer har derfor heller ikke noget ønske om at dvæle ved fortiden, det er ikke hans ærinde med bogen. Blot har han følt sig inspireret til at gå tilbage i nogle stemninger og beskrive fragmenter af sit liv.

Hvorfor ville du være digter?

"I skolen skrev jeg nogle gevaldige historier, det var sådan en måde at gøre sig gældende på. Ellers var jeg ikke noget stort lys i skolen. Men det der med stilene det kunne jeg altså. Ambitionen om at blive digter var samtidig en flugt fra det meget almindelige til det meget ualmindelige. Jeg læste voldsomt meget og havde hele tiden en drøm om at blive en, der ikke bare læste bøger, men som også skrev dem," siger han og tilføjer, at det var i en tid, hvor der virkelig blev set op til digtere. De udtalte sig i medierne og var nærmest en slags profeter."

"Jeg tænkte, hvorfor skulle man være almindelig, det var der så mange, der var. Jeg var vel en mærkelig blanding af en, der ikke havde ret meget selvtillid, og så en, der næsten havde alt for meget. Der var meget virkelighedsflugt i det, det erkender jeg nu," siger han.

For Claus Grymer er erindringerne dog først og fremmest et stof, som han kan bruge, når han skriver, og mens vi sidder og snakker, kan han have en fornemmelse af at sidde og snakke ved siden af det, han egentlig mener.

"Når jeg skriver, er jeg jo meget omhyggelig med, at det, jeg skriver, er præcist. Når jeg derimod skal tale om det, kan jeg ikke gøre det med den samme omtanke. Det er, når man skriver, man er mest sandfærdig. Alt, hvad jeg har at sige om den bog, det står i bogen," siger han – velvidende, at han ikke slipper så let.

Han har en god hukommelse og husker mange episoder og sindsstemninger fra sin fortid, men selvom "Fra evigheden til Horsens" har stærke selvbiografiske træk, så rummer bogen ikke sandheden om, hvordan det rent faktisk var.

"Man kan godt få en sandhed frem ved at lyve. Ved at opdigte en situation, som aldrig har fundet sted, kan man få fat på en eller anden sjælelig virkelighed. Faktuelt er det løgn, men på en anden måde er det sandt alligevel," siger Claus Grymer.

I bogen fortæller han blandt andet om kvinden Tove, som han flytter sammen med. Forholdet er ulige, hun er mere forelsket i ham, end han er i hende. Hun er interesseret i virkeligheden, han er interesseret i digtekunsten. Tove får en depression, og i teksten lader Claus Grymer os forstå, at hun begår selvmord. Men har Tove eksisteret i virkeligheden?

"Det er irrelevant. Det afgørende er, at teksten om hende lever. I forbindelse med film bliver det af og til fremhævet, at begivenhederne, der skildres, virkelig har fundet sted. Hvad skal vi vide det for? Hvis ikke filmene gør deres historier til virkelighed, kan det hele være lige meget. Således også med Tove. Formålet med hendes tilstedeværelse er først og fremmest at supplere det gennemgående meget kritiske (selv)portræt af fortælleren. Og det gør hun, hvad enten hun har været til eller ej."

"Det er ikke bare en historie, jeg finder på. Jeg skriver om det, fordi jeg kunne se, at der var en risiko for, at det ville gå sådan, fordi jeg kun ville det der digteri for enhver pris. Det var jo den rene egoisme, den har jeg så villet køre helt ud i en slags opgør med mig selv. Jeg mener, jeg måske kunne have reageret på den måde, der er ingen modsætning i det. Det er blot et eksempel på, at man kan være ærlig, selvom man lyver," siger han.

Claus Grymer erkender, at der er en melankolsk tone i bogen.

"Jeg kan ikke lyve mig fra, at der er noget melankoliker i mig. Men det er ikke sådan, at jeg kigger tilbage i bitterhed over, at det ikke blev til mere. Jeg tror egentlig, det er blevet til det, det kunne blive til, og jeg føler ikke, at jeg er brændt inde med noget."

Blev journalistikken en nødløsning for dig?

"På en måde, ja, men jeg vil nu sige, at journalistikken i høj grad har beriget mit liv. Jeg har lært mennesker at kende, som jeg ellers aldrig ville have mødt. Så hvis jeg fik valget i dag, ville jeg have valgt det samme igen."

I Claus Grymers familie er der mange præster. Hans far var præst, hans bror er det, og nu også hans datter. Kristendommen og troen på Gud har derfor altid haft en central plads i hans liv. Også i barndommen og ungdommen, men ifølge Claus Grymer kan man ikke overtage en tro, man er nødt til at finde den selv. I dag går han ikke meget op i, hvor meget eller lidt han tror. Han er kirkegænger, og kristendommen er den virkelighed, som han ser verden fra.

"Gud er for mig et andet ord for liv. Ikke at tro ville for mig være det samme som at dø," siger han.

Den allerførste sætning i bogen lyder: "Nu er jeg lidettroende: kun én Gud kan jeg tro på. Og det er ikke mig selv." Om det siger Claus Grymer:

"Det er en forløsende erkendelse, at det ikke er en selv, der er Gud. Bare det, at alting ikke afhænger af en selv, er en stor lettelse. Men som person bliver man ved med at være selvcentreret."

Du skriver på bogens bagside, at teksterne rummer et evangelisk perspektiv. Hvad mener du med det?

"Der er blandt andet en tekst, der handler om at gå i kirke og komme ud i en duft af ny begyndelse. Den der besindelse på virkeligheden opfatter jeg som en evangelisk dimension."

washuus@k.dk