Den oversete modernist

Kristeligt Dagblad møder den engelske Carl Nielsen-ekspert på Merton College, som bryster sig af at være den ældste del af universitetet i Oxford. Siden teenageårene har han været optaget af den danske komponist, og selvom samtalen foregår på engelsk, er den krydret med danske ord og vendinger.

Hans bog handler, som titlen indikerer, om at sætte Carl Nielsen ind i den modernisme, der prægede Europa op til og efter det forrige århundredeskifte. Megen forskning gennem de senere år har fokuseret på modernismen, men her har Carl Nielsen været overset. Noget, som Daniel Grimley blandt andet forklarer med, at langt de fleste kilder i sagens natur er på dansk.

"Carl Nielsen er et meget brugbart casestudie på modernismen. Men det er en vanskelig balance. Der er ikke tale om, at Carl Nielsen skal have særbehandling, og vi kan ikke dele det op sort mod hvidt, når vi taler om modernisme. Carl Nielsen passer heller ikke som fod i hose i den model," erkender Daniel Grimley.

I sin bog trækker han på blandt andre Georg Brandes for at sætte den danske modernisme og Carl Nielsen ind i en europæiske ramme. Carl Nielsen rejste rundt i Europa og mødte andre kunstnere og komponister herunder Schönberg og Sibelius. Men han skiller sig blandt andet ud ved, at han fortsatte med at komponere symfonier helt op til 1931.

"Det var der ingen andre, der gjorde i det centrale Europa fra 1920'erne. Derfor er den 6. symfoni sådan et fantastisk værk, for hvor er konkurrencen? Der var kun Franz Schmidt og Kurt Weill," svarer Daniel Grimley på sit eget spørgsmål.

Carl Nielsen skrev erindringsbogen "Min fynske barndom", og der er stor fokus på Carl Nielsens rødder. Hans mest kendte melodi er "Jens Vejmand", hvor den fynske komponist satte musik til det jyske digt af Jeppe Aakjær og skabte den ærkedanske sang.

Fordi Carl Nielsen var så dybt engageret i den første højskolesangbog, har han præget den danske sangskat. Han er optaget i Kulturkanonen, et koncept, den engelske akademiker undrer sig over.

"På mange måder føler jeg ikke, at Carl Nielsen er så typisk dansk. Jeg tror ikke, at han udelukkende kan forstås i en dansk sammenhæng, og jeg tror, det vil være en misforståelse at gøre det," siger Daniel Grimley.

Han ser en fare i at gøre Carl Nielsen dansk på samme måde, som Elgar bliver anset for indbegrebet af engelskhed. Han sondrer heller ikke mellem symfonikeren Carl Nielsen og manden bag de populære folkelige melodier.

"Jeg er ikke sikker på, at jeg skelner, for jeg ser det som elementer af samme komplekse personlighed. 'Jens Vejmand' er et godt eksempel. Melodien bliver en del af finalen i den 3. symfoni og transformeret til en gigantisk marcherende hymne, der tydeligvis er en reference til 'An die Freude' fra Beethovens 9. symfoni. Så musikken er universel og rækker langt videre end den lokale danske sammenhæng," siger han.

Daniel Grimley har tidligere udgivet bøger om norske Grieg og finske Sibelius, som sammen med Carl Nielsen går for at være de tre store nordiske komponister. Men de har ikke meget andet end geografien til fælles.

"Jeg ser dem absolut ikke som værende ens. De er tværtimod nærmest så forskellige, som man kan tænke sig," lyder det bestemt.

Daniel Grimley ser i stedet en anden og mere oplagt parallel i engelske Vaughan Williams, som ligeledes komponerede musik til sange og salmer ved siden af de store klassiske værker.

"Han arbejdede på den engelske salmebog for den anglikanske kirke, som vi også synger fra i dag. Børn synger salmerne i skolen uden nødvendigvis at vide, hvem der komponerede musikken. Så det er sammenligneligt med Højskolesangbogen. Der er også ligheder mellem Vaughan Williams' 8. symfoni, og hvad Carl Nielsen gør i sin 6. Det er en på én gang legende og tornet tilgang, som giver os fornemmelse af, hvad symfonien handler om," siger Daniel Grimley og fortsætter:

"Men Vaughan Williams var på mange måde lige så meget en tysk eller fransk komponist. Han studerede hos Ravel og Max Bruch, og et stykke som 'London Symfoni' lyder som en fransk komponist, der skriver noget engelsk," forklarer han.

Men trods Daniel Grimleys insisteren på at sætte Carl Nielsen ind i den europæiske modernistiske tradition er der særligt ét værk, som ikke passer ind – operaen "Maskarade", som blandt andet er opført i London uden stor succes.

"For ikke-danske lyttere er det svært at forstå 'Maskarade'. Der er et niveau af legelyst og ironi, som ligger dybere end blot en anden generations ironi. Men der er også de musikalske referencer til Lumbye og Gade. På mange måder kan du ikke forstå 'Maskarade' uden at have besøgt Tivoli. Men 'Maskarade' er gudskelov meget mere end Tivoli."

norum@k.dk