Provstiudvalg består af provsten og af medlemmer af menighedsråd i provstiet, der kan være tale om at udpege til nedlæggelse. Provstiudvalg er blevet pålagt tavshedspligt indtil budgetudvalgets beslutning om godkendelse forelå.

Menighedsråd, hvis kirke er udpeget til nedlæggelse, har efterfølgende fået skriftlig besked fra provsten med oplysninger, der ikke indeholder nogen reel begrundelse for, at netop dets kirke er udpeget. Menighedsrådene har ikke på anden måde fået nogen brugbar orientering. Heller ikke om, hvordan og hvornår nedlæggelserne forventes gennemført.

Menighedsrådene i de otte provstier er aldrig blevet opfordret til at udtale sig på en måde, som har givet provstiudvalget bidrag til sagligt at træffe afgørelse, og har kun uofficielt, i øvrigt ad omveje, hørt om, hvad der er foregået.

Her er, hvad der er galt:

Ingen kendt prioritering af mål og midler. Ingen planlægning af sognestrukturtilpasning. Ingen kriterier for nedlæggelser. Ingen oplysninger om, hvori tilpasningsbehov nærmere består. Intet tilvejebragt anvendeligt grundlag i øvrigt for beslutninger om indstillinger til nedlæggelse. Intet brugbart om tiden efter nedlæggelse.

Ingen saglig og grundig forudgående orientering af de implicerede cirka 80 sogne om nedlægningsplanerne med uro og demotivering til følge. Reelt ingen høring af de implicerede sogne. Tavshedspligt for provstiudvalgenes medlemmer, der hver for sig har kunnet have hensyn at tage til at undgå lukning af "egen" kirke.

Ingen oplyst begrundelse for den meget alvorlige beslutning om indstilling til nedlæggelse af den enkelte kirke – hvor ansvaret er skubbet nedad til provstirådene, som i denne henseende har en uhensigtsmæssig sammensætning med manglende overblik.

Ingen bistand til de nedlægningstruede menighedsråd. Landsforeningen af Menighedsråd, der er menighedsrådenes interesseorganisation, har ikke på opfordring ydet reel assistance.

Stiftet har afvist med formel begrundelse at tage hensyn til et impliceret menighedsråds nødråb om at få en fair behandling.

Alt dette uden forudgående forsvarlig afklaring af, om kompetencen til nedlæggelse ligger hos kirkeministeren, eller der kræves lovændring.

Efter enevældens afskaffelse i 1849 har borgere i det danske samfund vist ikke været udsat for så usaglig, egenrådig og hensynsløs behandling af offentlige anliggender."

Jens Smedegaard Andersen

forhenværende dommer,

Sofievej 9 B, Hellerup