Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Da Amerikas Athen brød i brand til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da Amerikas Athen brød i brand

Engang blev Boston på den amerikanske østkyst kaldt "Amerikas Athen", fordi de amerikanske forfatningsfædre lagde grundstenen til et demokratisk samfund lige her. Foto: Colourbox.

-

Kommenter Hold mig opdateret

Dennis Lehane fortæller i "Den givne dag" amerikansk arbejderhistorie, så det synger. Den kulørte og medrivende roman er første bind af en kæmpetrilogi om det moderne USA

"Brænd, Boston, brænd" står der med dryppende maling på husmurene i arbejderkvartererne.

Gaderne fyldes med blod, tårer og vilde råb fra ordensmagtens kamp mod demonstranterne, der er en skønsom blanding af anarkister, bolsjevikker, lommetyve og strejkende fabriksarbejdere.

Vinduer splintres, butikker brænder, og fortænder fyger gennem luften med næsten samme fart som politiets kugler.

LÆS OGSÅ: Grænsen mellem normalitet og vanvid

Annonce
Engang blev byen kaldt "Amerikas Athen", fordi de amerikanske forfatningsfædre lagde grundstenen til et demokratisk samfund lige her. I dag ligger store dele af kvartererne i ruiner efter strejkeoptøjer, der senere får deres faste plads i historiebøgerne. Velkommen til Boston, september 1919, og velkommen til Dennis Lehanes forrygende historiske roman "Den givne dag".

Dengang i det 20. århundredes begyndelse var der næsten ikke tal på de samfundsgrupper, som var afskåret fra de højtbesungne friheds- og lighedsidealer, som USA ellers var grundlagt på.

Var man sort, arbejder, kvinde, handicappet eller nyankommet indvandrer, kunne man skyde en hvid pind efter rettigheder, der i dag opfattes som selvfølgelige.

Og en af Dennis Lehanes pointer i romanen er, at alle samfundsmæssige privilegier, lige fra stemmeret til overarbejdstidsbetaling, kun er kommet i stand efter voldsomme kampe. USA er grundlagt på revolution, og den samfundsomvæltende ånd har aldrig forladt indbyggerne.

Det er da også driften efter at vende op og ned på den herskende orden, der driver romanens to hovedpersoner frem og i armene på hinanden.

Betjenten Danny Coughlin er irsk-amerikaner og søn af en højtstående inspektør i Bostons stolte politikorps. Han er splittet mellem sin privilegerede familiebaggrund og arbejderklassens kummerlige forhold, som han kender indefra som bosiddende i det kriminelle italienske indvandrerkvarter North End.

Danny har visse fordele af at være søn af en magthaver, men deler med sine kolleger ulidelige 48-timers-vagter, minimal ferie, et massivt alkoholforbrug og en løn på sultegrænsen, og han involveres gradvist i arbejdet med at organisere Bostons betjente og indlemme dem i USA's nationale fagforbund.

Luther Laurence er efterkommer af slaver og er ved at opbygge en hæderlig tilværelse i sydstaten Oklahoma med kone og barn, da hans rastløse sjæl bringer ham på kollisionskurs med hjembyens gangstermiljø. Efter et skuddrama flygter han til Boston, hvor han bliver husholder i Coughlin-familiens hjem og sideløbende involveres i den afroamerikanske borgerrettighedsbevægelse NAACP.

Danny og Luther bliver venner og udgør som et sort-hvidt termometer et perfekt redskab for Lehane til at tage temperaturen på USA i årene lige efter Første Verdenskrig.

Rundt om denne dynamiske duo drysser han et knopskydende persongalleri, der også omfatter historiske personer som baseballstjernen Babe Ruth, guvernør Calvin Coolidge, der senere blev præsident, og en ung, ihærdig agent ved navn John Hoover, der senere blev berømt og berygtet som den hensynsløse FBI-chef J. Edgar Hoover.

Med det selvantændende politiske materiale og det farverige persongalleri skaber Lehane historieformidling af høj klasse. På effektiv vis fremmaler han, hvor turbulent amerikansk historie er, og hvor legitimt diverse minoriteters raseri mod magthaverne var.

I sammenligning med mange af de lande, hvor de tilstrømmende immigranter kom fra, var USA utvivlsomt et bedre sted at bo. Men i sammenligning med landets egne grundlæggende idealer dumpede virkeligheden anno 1919 med et brag.

"Den givne dag" er ikke stor romankunst, hvis man dermed mener et stykke fiktionsprosa, der blandt andet er sprogligt fornyende, har en kompleks fortællestruktur og excellerer i komplicerede personskæbner. Dertil er Lehane for meget krimiforfatter – på dansk kender vi ham fra bøgerne og filmene "Mystic River", "Shutter Island" og tv-serien "The Wire" – og romanens melodramatiske elementer kan undertiden trænge til dosering.

Men hold op, hvor er det underholdende og farverigt og engagerende at dykke ned i de historiske omstændigheder ved verdenskrigens slutning med Lehane som indigneret guide.

Romanen kulminerer med en politistrejke, som Danny står i spidsen for, og som fører til voldsomme optøjer og sætter byen i brand. Men selvom Boston ved romanens afslutning ligner den ødemark, som digteren T.S. Eliot få år senere skrev om i "The Waste Land", voksede der også blomster frem af byens aske: USA's arbejderklasse fik bedre vilkår, og ligestillingen begyndte at få vind i sejlene.

Næste store skridt i dén historie blev taget i 1920'erne, som Luther og Danny i "Den givne dag" efterlades på grænsen til, og som man må håbe, at Dennis Lehane tager under behandling i næste bind af sin store USA-krønike.

Dennis Lehane: Den givne dag. Oversat af Søren K. Barsøe. 660 sider. 399 kroner. Klim.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​