En af de fundne bøger, her fotograferet til en pressekonference i Amman, Jordan, den 3. april 2011. Konferencen blev afholdt af Jordan's arkæologi-chef, Ziad al-Saad (ikke afbilledet).
- Jamal Nasrallah/Scanpix.
Frank Jørgensen |
4. april 2011
Der er fundet 70 små "bøger" i en hule i Jordan. Måske stammer de fra Jesu tid, måske er det fremragende forfalskninger. Men eksperter står på den anden ende
Hemmelige kristne koder på 2000 år gamle blyplader, et fund i en afsidesliggende hule i Jordan, en beduin, der ikke vil aflevere sit fund.
Det er hverken manuskriptet til en ny Indiana Jones-film eller et Da Vinci-mysterium, men en sag, der har fået religionsforskere og arkæologer op ad stolen.
LÆS OGSÅ:Koder fra kristendommens vugge fundet i JordanDet er en beduin i Israel, som i øjeblikket er centrum for arkæologernes og kristendom-eksperternes store opmærksomhed. Han ligger inde med 70 små bøger, hvis blade er blyplader.
Bøgerne er bundet sammen med ringe, og de har hver mellem 5 og 15 sider, som måske – måske ikke – fortæller hemmeligheder om kristendommens spæde barndom.
Beduinen siger, at bøgerne har været i hans families besiddelse i de seneste 100 år. Men det passer ikke, siger den jordanske regering. Regeringen har bragt sagen om de måske opsigtvækkende bøger frem, fordi den vil have dem udleveret.
Ifølge den britiske nyhedsstation BBC siger regeringen, at bøgerne blev fundet i en hule i det østlige Jordan på et tidspunkt mellem 2005 og 2007, da vandet efter en oversvømmelse trak sig tilbage og åbenbarede to sprækker i hulen. En jordansk beduin fandt bøgerne, der så – ifølge regeringen – blev smuglet til Israel af en anden beduin.
Akademikere og lærde er uenige om, hvorvidt fundet er ægte. Der er tale om blyplader på størrelse med kreditkort. De bærer gamle hebræiske tegn, og der er symboler og tegn, som henviser til messias og måske til korsfæstelse og genopstandelse. Det meste af teksten er skrevet i kode.
Den britiske avis Daily Mail skriver, at prøver taget af blypladerne og ringene tyder på, at de faktisk er næsten 2000 år gamle, ligesom korrosionen, som har fundet sted, også tyder på, at de har den alder. Denne korrosion er ifølge eksperter meget svær at forfalske, hvilket øger troen på, at der er tale om den ægte vare.
Og i så fald kan der være tale om et fund, der når på højde med fundet af Dødehavsrullerne i 1947.
David Elkington er britisk akademiker og ekspert i religionshistorie og arkæologi. Han er en af de få, der har undersøgt bøgerne, og han siger, at de kan være "en meget stor opdagelse for den kristne historie".
"Det er en fantastisk tanke, at vi har holdt disse objekter i hånden, som måske også er blevet holdt af kirkens tidlige helgener," siger han til BBC.
Elkington leder et britisk eksperthold, som hjælper Jordans regering med at få udleveret fundet. Men briterne frygter, at beduinen, hvis identitet ikke er oplyst, kan finde på at sælge fundet på det sorte marked eller ødelægge bøgerne.
"Det er vitalt, at samlingen sikres intakt under de bedst mulige forhold, både til gavn for ejeren og til gavn for et potentielt fascineret internationalt publikum," siger Elkington, hvis arbejde i øvrigt ikke er ufarligt.
Ifølge BBC er han og hans kone under arbejdet med at få de gamle bøger til Jordan blevet beskudt, ligesom parret har modtaget dødstrusler. Det er ikke klart, hvem der har affyret skuddene, eller hvor mange eller hvem der har fremsendt truslerne.
Margaret Barker er britisk ekspert i Det Ny Testamentes historie, og hun siger til BBC, at stedet, hvor fundet blev gjort, også tyder på, at der er tale om et kristent og ikke et jødisk fund.
"Vi ved, at grupper af flygtninge fra det urolige Jerusalem ved to lejligheder flygtede mod øst. De krydsede ind i Jordan ved Jeriko, og så flygtede de østpå til nogenlunde det sted, hvor disse bøger siges at være fundet," siger hun og fortsætter:
"En anden ting er, at der er tale om bøger og ikke ruller. Kristne skrev i bøger snarere end ruller og forseglede bøgerne som led i en hemmelig tradition i den tidlige kristendom."
Flygtningene kom til området i Jordan efter år 70, da romerne ødelagde jødernes andet tempel i Jerusalem.
Viser det sig, at bøgerne er fra disse år, kan der være tale om det hidtil ældste fund af nedfældet kristendom. Og de jordanske myndigheder mener, at det kan være tilfældet.
Ziad al-Saad, direktør i Jordans kontor for Antikviteter, siger til BBC, at bøgerne kan være skrevet af tilhængere af Jesus i de første årtier, efter at han blev korsfæstet – formentlig i år 33.
"De vil være lige så vigtige, eller måske endda mere betydningsfulde end Dødehavsrullerne," siger han.
/ritzau/
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad