Henrik Hoffmann-Hansen |
4. april 2011
MED AFSTEMNING DF vil DNA-registrere drenge og udlændinge
Hvad mener du?
Skal alle udlændinge og nyfødte registreres i dna-register?
Hvad skal regeringen gøre for at genvinde magten? Før jul var statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) analyse, at man skulle smide al forsigtighed overbord og tage et opgør med efterlønnen. I et splitsekund så det ud til, at han havde fundet nøglen i sin nytårstale, men så buldrede fagbevægelsen afsted med det tungeste skyts, og i dag er efterlønsopgøret reelt skrottet. Nu forsøger regeringen i stedet at lande en blød velfærdsaftale med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, inden valget udskrives. Dermed kan det igen komme til at handle mere om den såkaldte værdipolitik og mindre om økonomi. Værdipolitik vil i denne sammenhæng sige rets- og udlændingepolitik.
Allerede sidste år fik vi et pointsystem for familiesammenføringer, fordi 24-årsreglen efterhånden var blevet gennemhullet. For nylig blev Søren Pind (V) integrationsminister i stedet for Birthe Rønn Hornbech (V), og fra første dag talte han for, at udlændinge skulle assimileres, ikke integreres. Den nye undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) vil have særlige tilsyn med skoler med mange tosprogede, fordi deres børn og unge stadig læser og regner for dårligt. Regeringen sysler desuden med en idé om et optjeningsprincip, der skal sikre, at udlændinge ikke kan rejse ind og trække på danske velfærdsydelser fra dag ét. I går overtrumfede Dansk Folkeparti så regeringspartierne med et forslag om, at alle drengebørn og alle børn af udlændinge fra lande uden for EU skal sættes i et DNA-register allerede fra fødslen. Det viser sig nemlig, at netop denne del af menneskeheden er overrepræsenteret i kriminalstatistikken. Rockwool Fonden dokumenterede ganske vist for nylig, at der er sket et dramatisk fald i indvandreres kriminalitet de seneste 15 år, men det er åbenbart ikke så afgørende.
Ingen vil nægte, at mænds og udlændinges kriminalitet er et alvorligt problem, men det må bekæmpes med andre midler end ved på forhånd at mistænkeliggøre halvdelen af befolkningen. En sådan totalregistrering ville være et alvorligt anslag mod den danske tillidskultur. Umiddelbart har både regeringen og Socialdemokraterne afvist idéen, men en meningsmåling viser, at der i befolkningen er flertal for, at hele befolkningen skal puttes i et DNA-register fra fødslen. Samme tanke gør Socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup sig i øvrigt til talsmand for – uden mindste bekymring for, hvad registeret på længere sigt kan misbruges til. Det ved regeringspartierne godt, men i øjeblikket synes de på desperat udkig efter en sag, der kan sikre dem magten. Måtte nogen efterhånden turde gentage Gitte Seebergs slidte og berømte sætning om, at "nok er nok" i rets- og udlændingepolitikken.
hhh
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad