Antallet af danske konfirmander falder kraftigt, og ifølge kirkepædagogisk ekspert skal folkekirken i den grad slå automatpiloten fra for at vende udviklingen. Foto: Scanpix.
- Lars Laursen.
Jon Bøge Gehlert |
4. april 2011
Antallet af danske konfirmander falder kraftigt, og ifølge kirkepædagogisk ekspert skal folkekirken i den grad slå automatpiloten fra for at vende udviklingen. Biskop erkender, at kirken har et langt, sejt træk foran sig
Når unge ikke vil konfirmeres, handler det om, at kirken slet ikke er i øjenhøjde med dem – sekularisering kan ikke bruges som forklaring.
Sådan konkluderer Søren Østergaard, leder af Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik, CUR, i kølvandet på tal, der viser, at unge i stigende grad fravælger konfirmationen. I tirsdags kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at der sidste år var 1100 færre unge, der valgte konfirmation end året før, og i løbet af de seneste fem år er andelen af konfirmerede unge faldet fra 73 procent af en ungdomsårgang til 70 procent.
LÆS OGSÅ: Stadig flere unge dropper konfirmationenDen udvikling karakteriserede Ribe-biskop Elisabeth Dons Christensen som "et udtryk for en sekularisering af samfundet, som kirken må tage alvorligt". Men det er slet ikke der, skoen trykker, mener Søren Øster- gaard.
"Sekulariseringsforklaringen gav mening for 30-40 år siden, men ikke i 2011. Danskerne bliver ikke mere sekulariserede – troen og spiritualiteten bliver blot mere individualiseret, mens der kommer flere prædikestole end blot dem i kirken, for eksempel medierne. Kirken er nødt til at slå automatpiloten fra, hvis den skal finde relevante svar på de udfordringer, kirken står over for."
I oktober sidste år viste en CUR-undersøgelse blandt 1200 unge da også, at 53 procent af landets 7.-9. klasseselever tror på Gud – mod 39 procent i 1995.
"Udfordringen for kirken er ikke sekulariseringen, men det faktum, at kirken befinder sig i en markedssituation, hvor kvaliteten af det, den tilbyder, bare ikke er god nok. Opgaven består ikke kun i, at de unge skal møde kirke og kristendom – det handler også om, at der skal skabes bro mellem kirkeligheden og virkeligheden," siger Søren Østergaard.
LÆS OGSÅ: Minikonfirmander på vej i alle sogneRibe-biskop Elisabeth Dons Christensen, som for nylig stod i spidsen for landets biskopper i udarbejdelsen af en rapport om minikonfirmander og konfirmationforberedelse, er klar over, at sekularisering ikke er hele forklaringen på de faldende konfirmationstal.
"Jeg er jeg da ked af at høre, at vi ikke er i øjenhøjde med konfirmanderne, men vi bestræber os meget på at være det. Der tages mange initiativer rundt omkring, og vi arbejder hele tiden på at skabe spændende, utraditionel undervisning. Men det er et langt, sejt træk."
I sin kritik fremhæver Søren Østergaard, at kirken kan risikere at skyde sig selv i foden ved at satse mere på minikonfirmanderne i folkeskolens 3.-4. klasser, da de unge så blot endnu tidligere finder ud af, at kirken ikke rammer dem. Men det afviser biskoppen.
"Der er han galt afmarcheret. I vores undersøgelser op til rapporten kunne vi se, at de elever, der havde været minikonfirmander, både var mere positive over konfirmationsundervisningen og var mere parate og vidende. Der er bestemt ingen negative effekter ved minikonfirmand-ordningen."
gehlert@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad