Gud er større

Og så alligevel! Jeg kan ikke lade være med at tænke, at under det alt sammen ligger der ligesom en glemsel. Ikke sådan, at Gud helt er glemt. Men måske sådan, at Guds storhed og uendelighed, Guds altomfattende og altafgørende virkelighed, har fortonet sig.

Den jødiske filosof Martin Buber, der står som en af det 20. århundredes største tænkere, sagde ligefrem, at ligesom der en gang imellem indtræder en måneformørkelse eller solformørkelse, så er der i vor tid indtrådt en "Gudsformørkelse" (Gottesfinsternis).

Buber mente ikke, at Gud helt er væk. Han mente, at vi er kommet til at tænke på Gud som en forestilling eller følelse, det enkelte menneske kan have, altså noget subjektivt. Vi er holdt op med at tænke på Gud som en virkelighed uden for og uafhængig af mennesket, altså en objektiv virkelighed.

Man kan i Bubers ånd sige, at vi har fået det svært med salmelinjerne "Gud er Gud, om alle mand land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde." Der er ligefrem teologer, der sætter spørgsmålstegn ved det, som salmens ord udtrykker. Jeg tænker, at det måske er de allervigtigste ord i hele vores salmebog at holde fast ved og holde sig for øje.

Og så kommer det sædvanlige spørgsmål: Hvad skal vi gøre ved det? Vi kan tale om tiden og kulturen og forsøge at forstå, hvad der er sket med os. Teologer og filosoffer kan gøre sig store tanker og forsøge at påvirke os andre. Det har alt sammen sin betydning. Det er altid vigtigt, at der er nogen, der tænker dybe tanker og taler til os med indsigt og visdom. Men tanke og tale gør det ikke alene. Der må andet og mere til. Jeg tror, vi må leve og virke på nye måder. Leve og virke direkte fra den inderste kerne i gudstroen og evangeliet.

ET AF DE STÆRKESTE og mest opsigtsvækkende eksempler på fornyelse i hele den kristne historie har vi i Frans af Assisi. Han er helgen i den katolske kirke. Men på en måde er han også blevet alle kristnes helgen. Frans var rigmandssøn fra byen Assisi i Umbrien i Italien, men som ung mand blev han omvendt til fattigdom. Han tog Jesu ord til den rige unge mand helt bogstaveligt: "Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!".

Frans hørte ikke bare ordene. Han gav sig til at handle efter dem. Han stod på torvet i Assisi foran sin velhavende far og stedets biskop og tog alt sit fine tøj af og begyndte et liv som fattig vandringsmand og forkynder af evangeliet. Der var nogle få andre, der fulgte ham, og det blev efterhånden til en stor bevægelse.

Frans og hans medbrødre levede fattigdommen, barmhjertigheden og kærligheden til Kristus. De prædikede med deres liv. Da Frans vidste, at han skulle dø, bad han om at blive lagt nøgen på den bare jord, og sådan døde han. Det var om aftenen den 3. oktober 1226. Frans havde ikke bare forkyndt evangeliet med sit liv. Han forkyndte også evangeliet med sin død. Han kunne sige med Job: "Nøgen kom jeg ud af moders liv, nøgen vender jeg tilbage! Herrens navn være lovet!".

Den, der tænker, at Gud ikke findes, må også tænke, at et menneske som Frans var forrykt og levede og døde på en illusion. Men hvis Frans levede sandt, så var hans livs sandhed, at Gud er det virkeligste af alt virkeligt og værd at give sit liv for.

JEG KOMMER TIL at tænke på et udsagn, som vi har fra en af ørkenfædrene. Det var mennesker, der i det 3. og 4. århundrede drog ud i den egyptiske og den syriske ørken og levede som eneboere. Den mest kendte af dem, den hellige Antonius, sagde: "Der kommer en tid, da menneskene bliver vanvittige, og hvis de ser en, som ikke er vanvittig, vil de vende sig mod ham og sige: 'Du er vanvittig' – fordi han ikke er som de."

Har vi ikke brug for sådanne "vanvittige", der i virkeligheden er de sundeste af alle og står på selve virkelighedens grund?

Men Frans af Assisi var en ener. Der findes kun ganske få af hans slags. Ørkenfædrene og -mødrene (for sådanne var der også) var enestående skikkelser. Der har gennem tiden været andre, der kan stå som forbilleder. De kan på en særlig måde gøre tydeligt, hvad vores liv som mennesker og som kristne drejer sig om. Men vi er ikke som de. De fleste af os vil nok allerhelst leve det, som Grundtvig kaldte "et jævnt og muntert, virksomt liv på jord". På en måde er det det, der er vores ideal.

Men så skal vi have med, hvad Grundtvig også skriver i sangen: "Med øjet, som det skabtes, himmelvendt, lysvågent for alt stort og sandt herneden, men med de dybe længsler velbekendt, kun fyldestgjort af glans fra evigheden."

Så har vi alligevel det hele med! Hele virkeligheden, den sande virkelighed, det synlige og det usynlige. Vi lever vores daglige liv på jorden. Vi tænker det ikke kun. Vi lever det. Med og for hinanden. Men samtidig "himmelvendt" og med "dybe længsler velbekendt." Længsler som kun kan tilfredsstilles "af glans fra evigheden."

Så bærer vi Gud i krop og sind og tanke og handling, fordi Gud bærer os. Så lever vi midt i alt det uendelig små, men også midt i alt det uendelig store. Så er vi, som vi er, mennesker på jorden, men det er også gået os i blodet, at Gud er større.

Jan Ulrik Dyrkjøb er sognepræst