Ming Ou Lü skriver fra Kina |
5. april 2011
Den seneste måned har de kinesiske myndigheder slået hårdt ned på en lang række systemkritikere. I godt en uge har ingen hørt fra den prominente kunstner Ai Weiwei
Den kinesiske kunstner AiWeiwei skulle til Hongkong sidste søndag. På vej gennem tolden kom to politifolk og førte ham bort. Han skulle noget andet, fortalte politiet hans lamslåede assistent Jennifer Ng. En time senere ransagede kinesisk politi Ai Weiweis studie i Beijings kunstområde 798. Ved ransagningen tilbageholdt det kinesiske politi en række af Ai Weiweis assistenter samt hans kone. De er nu sat fri, men ingen har endnu hørt fra Ai Weiwei.
LÆS OGSÅ: Kina sender kritikere og kristne i arbejdslejreAi Weiwei er kendt i Danmark for at have stået bag den midlertidige udstilling ved Langelinie, som erstattede Den Lille Havfrue, da hun var udlånt til verdensudstillingen i Shanghai. Samtidig har hans værker været udstillet i en række større kunstgallerier verden over som Tate Modern i London.
Flere af hans værker er yderst kritiske over for den kinesiske regering, men alligevel havde den kinesiske centralregering indtil sidste søndag ikke taget yderligere skridt mod kunstneren.
En af grundene kan være, at han står bag designet af Fuglereden, Kinas nationale stadion, der agerede som det olympiske stadion i 2008. Samtidig er Ai Weiwei søn af den kinesiske poet Ai Qing, som kineserne anser som en af landets største moderne poeter.
"Jeg ser med stor bekymring på de kinesiske myndigheders tilbageholdelse af den kinesiske kunstner Ai Weiwei," siger udenrigsminister Lene Espersen (K) til Kristeligt Dagblad.
"Den seneste tids udvikling med et stigende antal vilkårlige tilbageholdelser af personer i Kina er dybt bekymrende, og noget vi fra dansk side tager afstand fra," siger hun.
Ai Weiweis forsvinden er den seneste i løbet af de seneste to måneder, hvor de kinesiske myndigheder har anholdt en lang række kinesiske advokater og systemkritikere.
"De seneste anholdelser i Kina vidner om, at hardlinerne i den kinesiske regering har fået overbevist den mere liberale del om, at der nu skal slås ned på systemkritikerne," siger Wang Songlian, researchkoordinator for menneskerettighedsorganisationen China Human Rights Defenders, CHRD, i Hongkong.
"Den seneste tids anholdelser er det største anslag mod den kinesiske menneskerettighedsbevægelse siden 1998."
Revolutionerne i Mellemøsten og Nordafrika har ført til, at anonyme kinesiske internetaktivister har opfordret til demonstrationer i Kina. Indtil videre har der ikke været større demonstrationer i landet. De kinesiske myndigheder har valgt en yderst hård linje, hvor et overvældende antal af politifolk har været til stede på alle de lokaliteter, som internetaktivisterne har valgt som demonstrationssteder.
"De kinesiske myndigheders strategi har været ganske effektiv i at forhindre, at der var nogle folk, som overhovedet turde møde op til disse annoncerede demonstrationer," siger Wang Songlian.
"På den anden side vidner den seneste tids mange anholdelser om, at de kinesiske myndigheder er i vildrede om, hvem der overhovedet opfordrede til demonstration. De er simpelthen ude af stand til at forhindre, at det sker igen."
Det kinesiske politi har ingen kommentarer til Ai Weiweis situation.
udland@k.dk