Barbaras hengivelse og fjernhed

Men alle mændene får også nok af dejligheden, og sanselighedens sæbeboble brister. Stedt over for sådanne vilkår må kvindeligheden lyve, optræde, udklæde sig, spille på mændenes håbløse drøm om en kvinde. Barbara er en sådan autentisk spiller på mænd – og det er flot, at romanen elsker hende for det.

Men den er desuden mærkelig moderne i sin tone midt i sit 1700-tal med lange citater af Kingo og Brorson. Det er den sandsynligvis, fordi den, som forfatterens ven, kollegaen William Heinesen bemærker, er skrevet med levende model til hver enkelt person. Barbara har således mange træk fælles med den Estrid Banister Good, som det lykkedes Else Lidegaaard at besøge på hendes gamle dage og få til at fortælle om det uforløste forhold til Jørgen-Frantz Jacobsen. Hun var ikke så erotisk optaget af ham som han af hende, og hun dyrkede mange andre mænd end ham.

Deres breve, som Else Lide- gaard har udgivet i "Kære Estrid – Jørgen Frantz, du kære" fortæller meget ud over deres kringlede forhold. Først og fremmest er der et overraskende frisprog i deres breve, således at man virkelig fornemmer, at så anderledes kunne der også tales midt i de officielle 1930'ere – og man forstår, at det er denne tone, der slår igennem som romanens modernitet midt i dens foregivne 1700-tals-tone. For eksempel skriver Jørgen-Frantz til Estrid i 1937 efter et "kærlighedsmøde" som optakt til et endeligt farvel:

"Min kære gamle ven – endnu er jo intet tabt, vi kan jo begge gløde. Blot vil jeg ikke gløde forgæves, det må du forstå. Jeg er ikke fra Roskilde."

Det lader sig for eksempel sammenholde med en replik fra et lignende kærlighedsmøde med hr. Poul i romanen, der slutter med den fraværende Barbara: (Hun) "sendte ham flere fingerkys og lo. Men pludselig studsede hun: – Hvad er der, min ven? Er du ked af det? Men jeg har ikke tid!".

Således transporterer romanen et 1930'er-forhold ned i 1700-tallet, og det tjener den håbløse mandlige kærlighed, der har skrevet denne roman, til ære, at den kan se Barbaras uskyldighed i både hendes hengivelse og hendes fjernhed.

For kvinder har deres egen verden og er ikke blot til for mænd. Barbara er denne uforståelige vidunderlighed. Et symbol på det uindtagelige, givne liv, sådan som Jørgen-Frantz Jacobsen måtte elske det op imod sin død af tuberkulose i 1938.

kultur@k.dk

Jørgen-Frantz Jacobsen: Barbara. Kbh. 1939 (flere udgaver siden).

Else Lidegaard (red.): Kære Estrid – Jørgen Frantz, du kære. 293 sider. 250 kroner. Gyldendal.

I klummen "Genlæst" skriver et fast panel hver tirsdag om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk