Naturligvis spørger jeg heller ikke om folks medlemskab, når de kommer til gudstjeneste. Tværtimod understreger jeg fra prædikestolen, at alle er velkomne til at deltage i nadveren, hvad enten de er døbt eller ej. Og jeg spørger ikke, om forældre til dåbsbørn er døbt, men af nysgerrighed spørger jeg ofte, hvorfor de ønsker at døbe deres barn. For det er næppe bare for at melde dem ind i en forening, hvor de, når de bliver store nok, skal betale for medlemskabet. Når jeg er så nysgerrig, er det nok, fordi jeg oplever dåben som noget stort og forunderligt og gerne vil høre forældrenes tanker herom. Jeg tror faktisk, at folk og kirke kan lære noget af hinanden, når vi mødes – og som præst repræsenterer jeg jo kirken.
Det med dåben og medlemskabet er interessant – og problematisk. For tiden taler vi meget om fald i antallet af folkekirkemedlemmer. I København var der i 2009 8580 medlemmer, der forlod folkekirken – 5367 var blevet bisat/begravet, mens de resterende 3213 (!) var udmeldelser. Samme år var der en tilgang på 6363, idet 5409 blev døbt og 954 meldte sig ind. Men problemet er større end som så, fordi de fleste af dem, der forlod folkekirken, var kirkeskatteydere, mens kun de indmeldte 954 med sikkerhed er det.

For at øge kirketilvæksten og få flere børn døbt forsøger folkekirken generelt at mobilisere via initiativer for babyer, børn og deres forældre. I Københavns Stift har biskop Peter Skov-Jakobsen sat fokus på dåben med kampagnen "Klik dig klog på dåb" og en temadag om dåb for alle menighedsrådsmedlemmer og ansatte i Københavns Stift, postkort og plakater på fødegange og en ny hjemmeside, der henvender sig til forældre, som "går og gør sig tanker om deres børns dåb".

Hvis initiativerne virker, hjælper det på statistikken, men ikke på økonomien. For det varer mindst 18 år, før dåbsbarnet begynder at betale kirkeskat – hvis det altså vel at mærke ikke melder sig ud. Og har det været genstand for de mange tiltag fra kirkens side undervejs – babysalmesang, spirekor, spaghettigudstjenester, fastelavnsarrangementer, børnegudstjenester, minikonfirmandundervisning, skole-kirke-samarbejde, konfirmationsundervisning, kor og så videre – har det på det tidspunkt allerede drænet folkekirkens økonomi betragteligt.

Der bruges således masser af ressourcer på at få nye medlemmer ind i kirken. Men man glemmer at træde i karakter over for dem, der vil melde sig ud – og som økonomisk har størst vægt.
Da der som en slags opfølgning på biskoppens dåbsseminar i København udkom et debatmagasin, "Kirke & Identitet", fra stiftet, forestillede jeg mig, at der måske her var skyts, som vi kunne bruge over for dem, der ikke længere så nogen mening i at være medlem af folkekirken. Desværre må jeg indrømme, at jeg blev skuffet. Artiklerne er alle sammen både gode og spændende, men først og fremmest udvortes beskrivelser og tanker om folkekirken i dag og om 10 år.

En artikel af Clement Kjersgaard handler dog om fire argumenter for at være medlem af folkekirken, to, som han kalder "dårlige", og to, som han kalder "gode": De "dårlige argumenter" er ifølge Clement Kjersgaard: 1) Hvis der er en gud, er det bedre at stå på god fod med ham. 2) Traditionen og det nationale. De "gode argumenter" er: 1) At være medlem af Helligåndens fællesskab. 2) At vi som frelste skal understøtte folkekirkens værdier i samfundet.

Underligt nok nævner han ikke, hvad jeg tror får de fleste mennesker til at være aktive kirkebrugere, nemlig det at være med i et fællesskab hvor man beskæftiger sig med essentielle spørgsmål om livstydning.

Forleden havde stiftsmagasinets redaktion så inviteret københavnske menighedsråd og præster til paneldebat om "Kirke & Identitet". Ud fra debatmagasinets artikler og panelets indlæg stillede jeg spørgsmål om, hvad argumentet egentlig er for at være betalende medlem af folkekirken – eller med andre ord hvilket argument der er for ikke at opsige sit kontingent til folkekirken.

Jeg må have stillet mit spørgsmål uklart, for i stedet for et svar på dette spørgsmål fik jeg nogle smukke og poetiske ord om dåbens betydning.

Da jeg efter mødets slutning spurgte et antal af de tilstedeværende præster om, hvad de sagde til folk, der ønskede at melde sig ud af kirken, viste det sig, at de intet sagde, men lod det ske uden sværdhug eller forsøg på at overbevise om, at folkekirken kunne have en betydning for den pågældende, og at der skulle betales for denne betydning.

Derfor er det, at jeg endnu en gang må stille mit spørgsmål – og nu til Kristeligt Dagblads læsere: Hvad er argumentet for at betale sit medlemskab af folkekirken?
Bortset fra, at man ikke er sikret en begravelse/bisættelse med gejstlig medvirken, og at et gravsted på en kirkegård kan blive noget dyrere, har det jo reelt ingen konsekvenser for den enkelte at melde sig ud af folkekirken. Ud over naturligvis, at man sparer kirkeskatten – det vil ifølge Ateistisk Selskabs hjemmeside sige en uges løn pr. år.
Jeg tror, at vi må regne med, at vores folkekirke i dag består både af betalende medlemmer og ikke-betalende. Og at folkekirken i mange sammenhænge også er der for borgere af andre konfessioner.

Der er næppe nogen præst i folkekirken, der har lyst til at tjekke folks medlemskab, før de får del i kirkens ydelser.
Konsekvensen heraf burde være, at vi alvorligt overvejede at ændre folkekirkens status som en lukket forening med et medlemskab i form af en kirkeskat, som ingen alligevel respekterer. I stedet skulle folkekirken være som et af de tilbud, vores danske samfund er så berømt for: biblioteker, skoler og hospitaler. Ikke alle indbyggere i Danmark har lige meget behov for disse institutioner hele livet igennem, men de er der, når man har brug for dem.


Anne-Mette Gravgaard er sognepræst