Mens andre kristne trossamfund i USA skranter, går det fremad for en nichekirke, hvis regelrette religiøsitet kan forekomme forældet i en moderne verden.
Det hurtigstvoksende kristne trossamfund i USA er nemlig nu Syvende Dags Adventistkirken, der blandt andet tilskynder medlemmer til at spise efter kostregler formuleret i Bibelens Første Mosebog og til at være forberedt på Jesu genkomst. Nye data fra paraplygruppen National Council of Churches viser en vækstrate på 2,5 procent i USA, hvilket er bemærkelsesværdigt i lyset af, at dominerende trossamfund som Sydstatsbaptisterne og de større protestantkirker oplever tilbagegang.
LÆS OGSÅ: Asketiske adventister lever lange livAdventisternes succes forbløffer iagttagere.
"Vi har at gøre med et trossamfund, der dybest set vender tilbage til kernen og spørger: 'Hvad mente Gud med alle disse regler og forskrifter, og hvordan kan vi passe ind i det, som Gud ønskede, vi skulle blive?' Det er helt i modstrid med alt andet, som sker i amerikansk kultur," siger Daniel Fuller, der er ekspert i kristen missionsvirksomhed på Fuller Theological Seminary, til nyhedsbureauet Religion News Service.
Årsagerne til væksten er blandt andet en optrapning af forkyndelsesindsatsen i USA samt adventisternes globale fokus. Mange nye indvandrere til USA kommer fra Latinamerika og Afrika, hvor adventisterne er stærkt til stede, og føler sig derfor hjemme i deres nye lokalsamfunds adventistkirker.
Samtidig har opsigtsvækkende forskningsresultater om forbindelsen mellem adventisternes religiøse praksis og deres jernhelbred øget amerikanernes interesse for det lille trossamfund. Adventisterne tager afstand fra alkohol og tobak og overholder kosher-forskrifter, hvilket betyder, at de skyr "urene" fødevarer som svinekød og skaldyr og hovedsageligt lever af frugt, grøntsager, bønner og gryn. Ifølge forskere er denne kost – kombineret med en åndeligt fredfyldt og fællesskabsorienteret livsstil – med til at sikre, at adventister lever længere end andre amerikanere.
LÆS OGSÅ:Syvende Dags Adventistkirken eller AdventistkirkenSyvende Dags Adventistkirken har i dag 1,1 millioner medlemmer i USA, og den vokser mere end dobbelt så hurtigt uden for som inden for landets grænser.
nyholm@k.dk