En født politiker takker af

Lad os begynde med konklusionen: Tony Blairs politiske erindringer er først og fremmest usædvanligt fængslende, morsomme, knivskarpe, selvafslørende og aldeles læseværdige – sine steder befriende brutale, som når han omtaler nogle utilfredse pensionister, som irriterede ham, som "rottweilere på speed".

Usædvanligt, genren "afdankede statsmænds memoirer" taget i betragtning. Den slags er som regel det modsatte: kedelige, selvretfærdige, overflødige og alt andet end læseværdige.

Som Churchill, omend på en ganske anden måde, var Blair den fødte politiker. Han havnede tilfældigt på Labours lederpost, da den foregående leder uventet døde, og derpå i premierministerstolen, ganske uden leder-erfaringer. Den slags opnår man ikke uden at være velforsynet med albuer.

LÆS OGSÅ:Britisk presse er delt i opfattelse af Blair

Han ved det selv og lægger ikke skjul på det. I kapitlet om prinsesse Diana – hun har skam sit eget kapitel – beskriver han overvejelserne bag en tale, han skulle holde ved hendes begravelse. Her indfanger han hende, men også sig selv:

"Jeg følte, at jeg skyldte hende at forsøge at indfange noget af det, der var hendes væsen. Vi var begge på mange måder manipulerende mennesker, som hurtigt gennemskuede andres følelser og var i stand til at lege med dem."

Hvilke andre tidligere statsledere, kunne man forestille sig, ville sige den slags om sig selv?

Bortset fra Prinsesse Di er bogens temaer de forventelige fra den tid, hvor Blair sad ved magten, 1997-2007: Nordirland, krigen i Eksjugoslavien, 11. september, Afghanistan, Irak og – ikke mindst – New Labour og hele arbejdet med at reformere det engelske samfund. Det vil sige i realiteten videreføre de reformer, der var påbegyndt af Margaret Thatcher, med at trække Storbritannien ud af den sump, landet var havnet i, præget af fagforeningsstyre og privilegietyranni.