Henrik Jensen |
6. april 2011
Tony Blairs politiske erindringer er en perle inden for genren
Lad os begynde med konklusionen: Tony Blairs politiske erindringer er først og fremmest usædvanligt fængslende, morsomme, knivskarpe, selvafslørende og aldeles læseværdige – sine steder befriende brutale, som når han omtaler nogle utilfredse pensionister, som irriterede ham, som "rottweilere på speed".
Usædvanligt, genren "afdankede statsmænds memoirer" taget i betragtning. Den slags er som regel det modsatte: kedelige, selvretfærdige, overflødige og alt andet end læseværdige.
Som Churchill, omend på en ganske anden måde, var Blair den fødte politiker. Han havnede tilfældigt på Labours lederpost, da den foregående leder uventet døde, og derpå i premierministerstolen, ganske uden leder-erfaringer. Den slags opnår man ikke uden at være velforsynet med albuer.
LÆS OGSÅ:Britisk presse er delt i opfattelse af Blair
Han ved det selv og lægger ikke skjul på det. I kapitlet om prinsesse Diana – hun har skam sit eget kapitel – beskriver han overvejelserne bag en tale, han skulle holde ved hendes begravelse. Her indfanger han hende, men også sig selv:
"Jeg følte, at jeg skyldte hende at forsøge at indfange noget af det, der var hendes væsen. Vi var begge på mange måder manipulerende mennesker, som hurtigt gennemskuede andres følelser og var i stand til at lege med dem."
Hvilke andre tidligere statsledere, kunne man forestille sig, ville sige den slags om sig selv?
Bortset fra Prinsesse Di er bogens temaer de forventelige fra den tid, hvor Blair sad ved magten, 1997-2007: Nordirland, krigen i Eksjugoslavien, 11. september, Afghanistan, Irak og – ikke mindst – New Labour og hele arbejdet med at reformere det engelske samfund. Det vil sige i realiteten videreføre de reformer, der var påbegyndt af Margaret Thatcher, med at trække Storbritannien ud af den sump, landet var havnet i, præget af fagforeningsstyre og privilegietyranni.
Blair underbetoner ikke just de problemer, reaktionære spidser i Arbejderpartiet anstillede i den proces.
Blair er kendt for at være en stor beundrer af USA. Clinton er en politisk rollemodel, og Blair tilgiver ham storsindet skandalerne, herunder Monica Lewinsky:
"Jeg var overbevist om, at hans handlinger til dels udsprang af hans overordentlig store interesse over for andre mennesker. I forhold til mænd kom den til udtryk som venskab; i forhold til kvinder var der potentielt et seksuelt element." Ja, min fod.
Om Clinton hedder det videre, at "han var helt usædvanligt rolig, når han var under beskydning."
Det er en genkommende formulering i bogen, både i beskrivelserne af Blair selv og af andre beundringsværdige, at roen sådan betones. Således hedder det også om George W. Bush midt i 11. september-krisen, at han var "utroligt, ja nærmest unaturligt rolig".
I livet møder man også ubeundringsværdige, og blandt dem er især medbejleren til lederposten i Labour, Gordon Brown, som får det enkle prædikat: "en underlig fyr", helt uden social intelligens!
Blair selv skulle få rigelig mulighed for selv at udvikle evnen til at være rolig under intens beskydning, da modstanden tårnede sig op imod ham. Udgangspunktet i 1997 var en medvind hos engelske vælgere af næsten Obama-agtige proportioner, og trods alt holdbar nok til to genvalg.
Blair har siddet længere på posten som premierminister end nogen anden. "En kærlighedsaffære med offentligheden" kalder han det selv. Men den holdt ikke, som han selv erkender smerteligt. Når den offentlige mening én gang går sig en tur, er der ikke 10 vilde heste, der kan få den tilbage.
Der var hele vejen igennem noget drenget vindende ved Blair. Det er der også i dag, hvor han nærmer sig 60. Men, som han gerne vil se det og overbevise os andre om, af den ungdommelige, af offentligheden forsmåede elsker, udviklede sig en moden og modig statsmand.
"Jeg havde for længe siden", skriver han i 1. kapitel, "lært den første lektion i politisk mod: Tænk dig om. Derefter havde jeg lært lektion nummer to: Vær parat til at lede og træffe beslutninger. Jeg var nu (i 1997, red.) i gang med tredje lektion: Hvordan man løber en kalkuleret risiko."
Med tiden fulgte risici, der ikke var kalkulerede, og i bogens sidste kapitel får vi modenhedens sidste lektion ifølge Blair: "At gøre, hvad jeg mente var det rigtige, selvom folk ikke var enige med mig."
Det er profetens lære, men profetens rolle udfyldte Blair næppe. Hans læst var politikerens.
kultur@k.dkTony Blair: En rejse. Oversat af Hans Larsen. 768 sider. 399 kroner. Jyllands-Postens Forlag.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad