Intelligensens væsen under lup

"Selvom jeg ikke mener, jeg kan skrive i førsteperson, når der er tale om et geni som Sidis, har jeg indarbejdet meget af mig selv i ham. Selvom jeg havde venner og legede, følte jeg mig altid alene. Sidis ville leve i ensomhed, for der følte han sig mest tryg, og det kan jeg egentlig godt følge ham i," siger han og fortsætter:

"Det har været enormt svært at prøve at forstå mennesket med den højest målte intelligens nogensinde, for jeg kunne i virkeligheden ikke tage udgangspunkt i andet end facts. Men jeg har suppleret med at tale med de mest intelligente mennesker, jeg kunne få fat på, og læst såkaldte geniers biografier for at få en større forståelse for hans tankegang."

Hvor William Sidis blev et psykologisk opdragelseseksperiment, som skulle optræde med sine evner for det bedre borgerskab til sin mors store begejstring, husker Morten Brask kun at være blevet bedt om at læse sine stile højt, hver gang klassen havde afleveret noget.

Han mener ikke selv, at hans evner oversteg andre børns, om end han som 10-årig fik en skrivemaskine af sine forældre, som han hver dag gik hjem og skrev en side på, havde skrevet sin første roman i niende klasse og blev opfordret til at springe et klassetrin over.

"Men jeg adskilte mig fra de andre ved at være ekstremt følsom over for, hvordan folk var. En trækning ved øjet kunne gøre mig nervøs, og den oversanselighed arbejdede jeg meget med hos William og i romanens sprog."

"William Sidis' perfekte liv" er bygget op omkring artikler og bøger om William Sidis og bøger skrevet af Sidis selv. Morten Brask brugte især tid på at bevæge sig rundt i New York på de steder, hvor Sidis befandt sig for at genskabe sanseindtryk. Det gjorde han meget ud af, fordi man i dag mener, at Sidis var født med aspergers syndrom.

"Bogen er fuldt bevidst et sprogbombardement, for mennesker med aspergers syndrom har det svært med at begrænse deres sanseindtryk. Jeg prøvede at fokusere på, at dufte for eksempel fylder ekstremt meget, og at der sker mange sansesammensmeltninger for dem. Og så prøvede jeg at vise, hvordan det føles ved at beskrive, hvordan han scanner tingene lynhurtigt, laver komplekse beregninger og skaber nye ordkombinationer."

Som en del af sin research har Morten Brask også interviewet mennesker med aspergers syndrom, men han undlader at nævne ordet i bogen, for den dom må læserne selv fælde, hvis de vil.

Brask fortæller, at han er kommet til at holde mere og mere af Sidis, efterhånden som han har lært ham at kende gennem sin research. Især føler han, at han har lært noget om beskedenhed.

"Han har givet mig en meget afgørende erkendelse af, at beskedenhed faktisk er en meget vigtig dyd. Måske kommer det med alderen, at det på et tidspunkt ikke er det at præstere, der er det vigtigste. Jeg har selv gjort en masse ud af at få høje karakterer, få velrenommerede job og positionere mig på en masse måder. Men det gør ikke lykkelig. Jeg blev meget fascineret af hans idé om bare at leve et enkelt liv i beskedenhed og give sit anonyme bidrag," siger han og tager en tår af sin sorte kaffe, mens han omarrangerer en vase med en halvvissen lilla tulipan.

"Jeg kan godt lide, at han står fuldstændig i kontrast til den performatisme, vi lever med i dagens samfund. Her handler det om at være på, og det ligger jeg jo også selv under for. Folk får bekræftelse ved at være på i reality-tv og medier. Det handler om at være kendt, uden at man nødvendigvis har noget at have det i. Det var det omvendte med William. Han ønskede bare at være ukendt. Jeg har arbejdet meget med svaner i bogen, fordi jeg ser ham som en svane. Han fødes som en svane, men vil dybest set bare gerne være en lille ælling."

Brasks idé fra barndommen om, at viden om matematik kunne føre til et bedre liv, har han revideret en hel del siden. I dag tror han mere på psykologen Howard Gardners teori om flere forskellige former for intelligens.

"I det samfund, bogen beskriver, er det en meget gammeldags opfattelse af, hvad intelligens vil sige, der hersker. Og jeg synes stadigvæk, at der i vores samfund er en tendens til at vægte det boglige ekstremt højt. Men hvis man kun fremelsker den form for intelligens, risikerer vi at få et ingeniørsamfund, hvor man taber en masse mennesker på gulvet," konkluderer han og fortsætter:

"Rent instinktivt og intuitivt tror jeg, vi alle sammen ved, at tingene skal hænge sammen, at vi er nødt til at være holistiske. Uanset hvor stort et geni du er, skal du også kunne holde døren for en kollega, som bærer en stor kasse, og begå dig socialt. Jeg har fundet en forløsning i at arbejde med et menneske, hvis skæbne viser, at man kan have nok så store forudsætninger, men at vores vilkår dybest set er de samme."

graa@k.dk