Måske ville de upræcisheder og eventuelle overdrivelser, som Goldstone nu trækker tilbage, aldrig have fundet vej til rapporten, hvis Israel trods alt havde samarbejdet med undersøgelseskomiteen.

Når der siges trods alt, er det, fordi komiteen, der arbejdede i FN's Menneske-rettighedsråds regi, også havde sine problemer med i bagagen fra første skridt. Menneskerettighedsrådet har, grundet sin sammensætning, hvor muslimske lande med støtte fra stater som Cuba og Kina ofte danner flertal, en tydelig tendens til at dæmonisere og fordømme Israel, mens de selv holder hånden over hinandens sortplettede forhold til menneskerettigheder. Det er stadig rådets største svaghed til denne dato og en hindring for ligestilling og lige behandling mellem Mellemøstens lande, når det gælder undersøgelse af brud på menneskerettigheder og endda eventuelle krigsforbrydelser.

Endelig blotter den tredje og sidste part i Goldstone-sammenhængen også sine svagheder. Hamas har siden rapporten, til forskel fra Israel, fuldstændig forsømt at igangsætte undersøgelser af bevægelsens bevidste affyringer af raketter mod Israels civilbefolkning før, under og efter krigen. Og med teorier om, at det er mordtrusler fra en jødisk lobby, der har fået Goldstone til at offentliggøre sin artikel, er Hamas endnu en gang med til at blotte sit sande ansigt med antisemitiske konspirationsteorier om jødiske sammensværgelser og bevægelsens kyniske forhold til fjendens og endda sin egen civilbefolkning.

Alle tre parter bør tage ved lære, og Goldstones rapport er bedst tjent med ikke at blive brugt i Sikkerhedsrådets regi.

A.S.