Mor, græd ikke! Tanker ved Mariæ bebudelsesdag på søndag

Værket består af tre satser og er skrevet over tre omhyggeligt udvalgte tekster, der i deres sammensætning for mig at se er helt usædvanlig gribende. Ja, tekstvalget udgør i sig selv en prædiken, som det her til denne bebudelsessøndag er værd at tage frem.

DEN FØRSTE TEKST, Górecki udvalgte, er en polsk folkesang fra området i Schlesien, hvor der i årene 1919-1921 fandt en opstand sted. Sangen handler om en mor, som har mistet sin elskede søn i dette opgør, og den lyder i al sin rørende enkelhed: "Min yngste søn, hvor er du draget hen?". Hun ved ikke engang, hvor han er begravet, og beder nu til blomsterne, "Guds små blomster", at de må blomstre, dér hvor hendes søn er blevet lagt. Der er i denne enkle folkemelodi, som Górecki selv har udtrykt det, ikke tale om hverken resignation eller voldsom udkrængning af sorgen. Blot den stille, dybe sorg og klage over det tab, hun har lidt.

Den anden tekst som danner grundlag for symfoniens 2. sats er en inskription fra et Gestapo-fængsel. Egentlig blot et pensionat i byen Zakopane, som tidligt under Anden Verdenskrig blev brugt til at fængsle og torturere polske fanger. Dér i kælderen i celle nummer 3 indgraverede en ganske ung polsk kvinde, som blev taget til fange den 25. september 1944 – som blot en ud af mange – følgende ord: "O, Mor, græd ikke, Ubesmittede Mor i Himmelen. Vær der altid for mig." Under ordene har hun sat sit navn, Helena Wanda Lazusia-kówna, og tilføjet: 18 år gammel.

Det gjorde indtryk på mig, fortæller Górecki, at hvor de øvrige inskriptioner i deres ordlyd mest handlede om hævn eller befrielse, havde den unge kvinde med ordene "Mor, græd ikke" hverken tanke på sig selv eller for den sags skyld hævn. Hun havde derimod kun tanke for sin mor og hendes smerte og det nært forbundet med Jomfru Maria, Jesu mor. "Ubesmittede Mor i Himmelen" er Jomfru Marias titel i katolsk tradition og knytter an til det ligeledes katolske dogme om den ubesmittede undfangelse.

Górecki dedikerede værket "Symphony of Sorrowfull Songs" til sin hustru. Med til hans historie hører det, at han selv mistede sin mor, da han var to år gammel, og følgende havde en opvækst præget af sygdom, der blandt andet gjorde, at han som kun seksårig blev indlagt på et hospital langt væk fra sin far og stedmor. Opholdet på hospitalet kom til at vare halvandet år. Han blev allerede i 1960'erne bedt om at skrive et værk netop til minde om ofrene for holocaust. Han begyndte på opgaven, men fik den aldrig fuldført.

Senere, i 1976, skrev han så sin 3. symfoni, "Symphony of Sorrowfull Songs". Górecki døde sidste år i november, 76 år gammel. Han fremtræder som en af den nye polske musiks stærkeste profiler, og han fik med brugen af sit lands gamle, folkelige og religiøse musiktradition med tiden et inderligt tonesprog, en glødende ekspressivitet.

Danmark kom til at spille en særlig rolle for ham og hans senere udvikling, idet han efter en kompositorisk krise i sit arbejdsliv valgte at leve tilbagetrukkent fra offentligheden. En invitation fra Danmark med en værkbestilling til Lerchenborg Musikdage i 1984 brød tavsheden og resulterede i et stort anlagt kammermusikværk.

JEG KAN I DENNE artikels sammenhæng ikke lade være med at hæfte mig ved et bestemt fotografi af ham. Det er taget i hans hjem i hans senere år og viser ham siddende i sin stue, hvor væggene er prydet med ikke bare en, men mange Maria-ikoner.

I Bibelen optræder Maria kun i yderpunkterne af Jesu liv. Ved hans fødsel og ved hans død. Lige nu kredser vi om bebudelse og fødsel. Næste gang vi hører om hende, er til påske, som jo er om ikke mange dage. Her fortæller evangelierne samstemmende, at hun, hans mor, var til stede og overværede hans korsfæstelse. Og følger vi Johannes-evangeliet, taler Jesus direkte til hende fra korset. Påskemorgen går hun sammen med kvinderne fra Galilæa ud til graven og finder den tom. Maria har ikke mistet sin søn. Han er dér i det endnu spæde dagslys påskemorgen givet tilbage i Guds hånd.

SOM PRÆST ER DET uundgåeligt, at man ofte står ansigt til ansigt med den allerdybeste og ubærlige sorg.

Dagligt holder en lille grøn bil ind ved kirkegården, nær hvor jeg bor. Jeg ved uden at løfte blikket, hvem bilens fører er. Hun er kvinde og bosat på egnen her. Men frem for alt er hun mor, og hun kommer på kirkegården for at se til sin søns grav.

Rune var soldat, men mistede livet, efter at han i slutningen af oktober 2009 blev hårdt såret i Afghanistan. Han nåede dog at vende hjem, for Rune ville hjem, det havde han lovet sine kære, inden han tog af sted. Men han døde kort tid efter sin hjemkomst af sine kvæstelser i en alder af 22 år.

Det var ikke meget, han magtede at tale i sin sidste tid, hårdt såret som han var. Men det er blevet mig fortalt, at hans stærke og kærlige blå blik lige til det sidste om noget bar disse ord frem: "Mor, græd ikke!".

Marianne Aagaard Skovmand,

cand.theol., ph.d. og valgmenighedspræst i Ubberup,

Tingvejen 47, Kalundborg