At nægte børn kontakt, har vidtrækkende konsekvenser

Han sørger naturligvis over tabet af sine børn, men er nu heldigvis i et nyt kærligt forhold med en forstående kone og to dejlige små børn. Det er imidlertid stadig en rystende oplevelse at tænke på, hvad de to tabte børns mor gør ved sine børn, der nu er 10 og 12 år gamle. Hun lærer børnene at hade de mennesker, der kun har vist dem kærlighed. Hun planter mistro og grimme tanker i deres hoveder. Hun fratager dem kontakten og samværet med hele faderens familie. Vi er en ressourcestærk familie, der rummer både farmor, farbror, tante, kusine, fætter og oldemor. Jeg har haft disse små på skønne ferier flere gange, og nu får ingen af os respons på henvendelser med kort og gaver, og vi savner børnene ganske forfærdeligt i vores fælles liv. Vi bliver dog også ved med at skrive.

I mit professionelle liv har jeg set meget grimt i familielivet og ydet rådgivning og vejledning, så det kom som et meget stort chok, da jeg privat måtte opleve sådan en "sag". Det er naturligvis værst for min søn, men jeg føler også magtesløsheden og sorgen som farmor. En sådan mors håndtering af en skilsmisse skader således ikke blot børnene og deres far, men har meget vidtrækkende virkninger for hele faderens familie. Værst af alt er alligevel den ødelæggende virkning på børnenes mentale udvikling og deres menneskesyn, forårsaget af en forbitret og hævngerrig mor.

En ændring er næppe i sigte, hverken for sidste uges brevskriver, min søn eller for alle os andre, men det gør ikke sagerne mindre smertefulde.

Med venlig hilsen

skilsmissefarmor

Kære skilsmissefarmor

Tak for dit brev. Vi tror ligesom dig, at rigtig mange har oplevet lignende smertefulde brud under en eller anden form. Det ulykkelige er, at det er muligt for en kronisk vred person at skabe betydelige skræmmebilleder af en tidligere ægtefælle eller partner både over for andre voksne og ikke mindst over for børn, som af naturlige årsager ikke kender hele historien. Vi kan godt forstå, at et brud kan skabe vrede hos et voksent menneske. Det er en naturlig følelse og en måde at komme videre på, og nogle gange kan vreden være meget berettiget.

Men når vreden bliver langvarig og altoverskyggende, skader man sine børn. For børn har et helt andet ståsted end de voksne, også efter et brud. Børn er nemlig de eneste, der stadig elsker både deres far og deres mor. I dette nye livslandskab skal børn agere, og til det behøver de støtte og hjælp.

De voksnes vrede er ikke børnenes vrede, og de voksnes sorg er ikke den samme som børnenes sorg. Det er så uendelig vigtigt, uanset om vi lever i et parforhold eller hver for sig, at vi er i stand til at skelne vores egne følelser fra vores børns behov. Alt for mange børn bliver draget ind i de voksnes følelser og umodne magtkampe, og de kan slet ikke hverken overskue det eller agere i det.

Det skulle være en fundamental barnerettighed at blive fri for at skulle drages ind i de voksnes konflikter. Vi har talt med mange børn og unge, som fortæller, hvor svært og ulykkeligt det var, når de skulle holde med den ene eller den anden eller være med til at beskytte den ene mod den anden. På den måde forlanges, at børn har et overblik og en modenhedsgrad, som de slet ikke besidder, og det er med til at frarøve dem tryghed og sund selvfølelse.

Et barn elsker som nævnt i udgangspunktet både sin far og sin mor. Og det faktum må man som voksen se i øjnene. Der kan være helt særlige og alvorlige omstændigheder, hvor man må beskytte et barn fra en af forældrene, for eksempel ved vold, svære personlighedsforstyrrelser og misbrug af forskellig art. Men i al almindelighed og i de allerfleste tilfælde er det såre vigtigt, at børn støttes i at have kontakt til begge forældre og have lov til at have de følelser, de har, i forhold til dem, de kommer fra.

Du beskriver også et hjerteskærende problem, nemlig at man ved at forhindre børns samkvem med en af forældrene, samtidig ofte forhindrer dem i kontakt til bedsteforældre, onkler og tanter, fætre og kusiner på den side af familien. Sådanne børn vokser op uden at kunne spejle sig i halvdelen af deres egne biologiske gener. Det er synd for børnene ikke at kunne genkende sig selv i dem og udvikle sig i fred og selv tage stilling til den del af familien på lang sigt.

Men det er også en stor og smertelig sorg for den udelukkede gren af familien og specielt for bedsteforældre ikke at kunne følge med i deres børnebørns udvikling. Vi forstår så godt en bedstemors sorg og vemod. Tak, fordi du ville dele tanker og smerte med os. Bliv blot ved med udholdenhed at få skabt en eller anden form for kontakt. For børnenes og jeres egen skyld.

Mange hilsener

Annette og Jørgen