Kogebog om præstekonflikter

"Unge præster tror, at de har uanede ressourcer. Men der er opgaver, man som præst skal holde sig fra. For præster skal regne med, at der også skal være tid til fordybelse og forarbejdelse. Min egen erfaring som præst er, at arbejdet slider på teologien, og det slider også menneskeligt, for jo længere man er præst i et sogn, des mere medinddrages man i viden om sognets bebeoere. Derfor skal der findes luft i kalenderen til at lade op både menneskeligt og teologisk."

I nogle tilfælde er konflikterne dog eskaleret så meget, at fornuftige løsningsforslag er umulige at gennemføre.

Det gælder blandt andet Melbysagen. Her tog sognepræsten sin afsked i 2008. Det skete efter en langvarig strid med et stort flertal af menighedsrådet om kompetenceforhold og i anledning af nogle supplerende gudstjenester, der blev holdt i protest mod præstens forkyndelse. Først sygemeldte præsten sig fra menighedsrådsmøderne og endte med at blive præst i en valgmenighed.

"Enhver form for anstændig omgangstone var krakeleret, og så er det svært at se en vej ud af konflikten," siger Kristine Garde.

Pressen er et tveægget sværd i kirkekonflikter. Ifølge retsteologen skal man vare sig for at inddrage medierne, for medieomtalen kan gøre det svært at få job efterfølgende, hvis præsten flyttes eller fyres.

Lene Matthies-sagen handlede om manglende samarbejdsevner og decorum – præstens opførsel. Enden på sagen blev et tjenstligt forhør, som førte til, at Lene Matthies blev flyttet til en stilling i et andet provsti. Det er en af de sager, hvor pressen spillede en væsentlig rolle.

"Lene Matthies havde især en stærk allieret i pressen, og journalisten stoppede ikke efter flytningen til en anden kirke, hvor sagen juridisk var afsluttet i kirkeligt regi. Derfor endte hun med at blive et offer for pressen, for offentliggørelsen af en række dokumenter fra sagen i et kirkeligt magasin fik biskoppen til at indkalde til et møde igen, og hun valgte selv at bede om sin afsked i 2007.

Det forhindrer efter min mening en lempelig flytning, fordi hendes navn var offentligt kendt. Som præst i en konflikt skal man virkelig tænke sig om. Er pressen virkelig det bedste kort at have på hånden? Jeg mener, at mange forhandler sig til en lempelig flytning eller afsked, uden at det kommer til offentlighedens kendskab. Det giver præsten en bedre chance end forsiden af en avis.

Så Lene Matthies betalte en høj pris, blandt andet fordi hun ikke fik sagt 'så stopper I' til sit bagland."

Kristine Garde frikender ikke Københavns Stifts daværende biskop, Erik Norman Svendsen.

Hun finder det forkert, at Lene Matthies ikke blev flyttet til et andet stift eller i det mindste under et andet biskoppeligt tilsyn.

"Biskoppen tabte delvist sagen, for præsten blev ikke fyret, som han havde indstillet hende til. Til gengæld dummede Lene Matthies sig også i sagen om manglende øl og vin i sognegårdens skab. Hvis hun havde lånt noget, så lægger man en seddel. Og man lader i hvert fald ikke alle andre i sognegården være under mistanke for tyveri, når man selv ved, at man har lånt fra skabet."

Lene Matthies-sagen og flere andre sager giver derudover Kristine Garde anledning til at sige, at præster skal være opmærksomme på, hvor alvorlige sanktioner er, og hvor store problemer, man kan stå i, hvis man ignorerer dem.

"Mange præster tror, at en tjenstlig påtale eller gamle klagesager ikke kan indgå i senere sager. Det er ikke rigtigt. Og man skal også være opmærksom på, hvem der indkalder, og hvorfor der indkaldes til samtale. I et andet eksempel fra bogen er der en præst, som slet ikke opfatter, at den sidste samtale, hun har med biskoppen, hvor hun afviser en favorabel fratrædelsesaftale, faktisk er ensbetydende med, at hun efterfølgende fyres."

"En anden 'fælde' er at tro, at fordi præst og biskop er teologisk ligeberettigede, så får en præst lidt længere snor end menighedsrådet, som biskoppen også fører tilsyn med. Det er heller ikke tilfældet."

Kristine Garde mener , at Matthies-sagen har været medvirkende til, at der nu er lov om, hvordan præster kan flyttes – og hvor for eksempel det "modtagende" menighedsråd ikke kan sige nej. Et brud på kaldstanken – det vil sige menighedsrådenes ret til at kalde en præst – ifølge Kristine Garde.

Præster må indstille sig på, at de lever i et klagesamfund.

"Men uanset om en præst løber ind i klager og konflikter, så skal han eller hun lade være med at gå i panik, og dernæst må de ikke lade det tage arbejdsglæden fra dem."

"Det styrker evnen til arbejdsglæden at tænke på, at præster har et embede, der ikke kan undværes, og et budskab, som ikke høres andre steder."

Men, siger Garde, der er et stigende behov for hurtigere konfliktløsning.

"Der, hvor præsten kan få lov til at sige, at den gudstjeneste var lovlig kæk, og at menighedsrådet kan erkende, at hvis de vil have unge i kirke, så skal der eksperimenteres."

Ellers kan småting ende i konflikter.

benteclausen@k.dk