Gullmai Sørensen |
8. april 2011
DANSK FORUM for Mikrofinans har for nylig offentliggjort en rapport, der viser, at danske ngo'ers brug af mikrofinansiering er steget fra knap 57 millioner til 85 millioner årligt. Dertil skal lægges den fond på cirka 400 millioner, som Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) og PKA Pension har oprettet til investeringer i mikrofinans. Verdens fattige har hermed fået øget mulighed for opsparing, kreditgivning og investering.
Når Birthe Refslund den 1. april skriver i et debatindlæg, at fattige mennesker ikke har overskud til at bruge markedet som individuelle iværksættere, så er der heldigvis endnu flere fattige, som har overskuddet, hvis de får muligheden.
I de senere år er der i højere grad blevet anvendt metoder til at formidle små lån, som tager udgangspunkt i de traditioner, som de forskellige kulturer selv har udviklet til opsparing. Andelskassen Oikos er stor tilhænger af disse spare- og lånegrupper.
I nogle tilfælde vil tilførsel af ekstern kapital ikke være hensigtsmæssig, og i mange andre tilfælde vil netop tilførsel af ekstern kapital give kvinderne muligheder, som de ellers ikke ville have haft. Men kapitalen skal kun tilføres i samme grad, som mulighederne kan skabes. Fattige mennesker, der ikke har overskud til at være iværksættere, skal selvfølgelig ikke have lån, men relevant bistand.
Når Birthe Refslund skri-ver, at vi burde have mere tiltro til, at fattige mennesker med opfindsomhed og i fællesskab kan klare sig selv, så deler Oikos synspunktet. Vi har blot erfaring med, at det ofte er mikrokreditter, som skaber forandringerne, så de fattige ikke skal vente på at udnytte de muligheder, de måtte have.
Birthe Refslund skriver også, at disse mennesker skal nås via deres egne regeringer. Det er absolut en debat værd. I de senere år er der sket en omlægning af dansk udviklingsbistand til i højere grad at skabe udvikling på græsrodsniveau, uden at bistanden først skal igennem de ofte alt for tunge regeringsapparater. Men den ene indsats udelukker heldigvis ikke den anden, og for tiden kanaliseres udviklingsmidler ad flere veje.
Som noget forholdsvis nyt er der flere private investorer, som investerer i udviklingslandene. Det rejser til gengæld en række forbehold, når motivationen er et rimeligt afkast, før det er hjælpen til den fattige.
Som privat investor har Oikos den force at være en socialøkonomisk virksomhed, hvor der ikke er nogen inter- essenter, der skal have del af overskuddet, da det bliver i virksomheden. Den fordel har PKA Pension ikke, da de skal tjene penge til deres medlemmer. Det forudsætter stærke etiske retningslinjer, for at investeringerne bliver på de fattiges præmisser og ikke på deres bekostning.
Oikos ser mikrolånene som en vej til at opfylde FN's 2015-mål, modsat Birthe Refslund, der mener, retorikken er skadelig. Vi er enige i, at det ikke er uproblematisk at hævde det. Det specielle ved mikrolån er, at man kan bidrage som individ på flere forskellige måder. Der er flere private investorer på markedet, som arbejder med mikrolån på forskellige præmisser.
Så det er op til den enkelte at vurdere, om de næsten en milliard mennesker, der har gavn af mikrolån, hellere skulle vente på, at deres regering hjælper dem på et tidspunkt.
Gullmai Sørensen er kommunikationsansvarlig i Andelskassen Oikos
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad