NU KAN MAN selvfølgelig godt være kritisk, fordi man ikke kan læse. Det har egypterne jo netop lige demonstreret på Tahrir-pladsen. Men det egyptiske samfund er ikke et sekulært samfund i vestlig forstand, men derimod et dybt muslimsk samfund. Ingen ønsker at røre ved den nuværende forfatnings paragraf 2, der siger, at islam er den eneste kilde eller inspiration til udformning af statens love.

I øjeblikket ser man derfor også muslimske grupper, som har succes med at organisere sig politisk, eksempelvis Det Muslimske Broderskab og de fundamentalistiske salafister med sheik Mohammed Hassan i spidsen.

Egypterne var nok kritiske over for Mubaraks regime, men vil de være lige så kritiske over for Det Muslimske Broderskab og salafisterne?

Prognoser siger, at Broderskabet formodentlig vil høste op mod 40 procent af stemmerne ved valget og salafisterne helt op mod 10 procent.

Salafisterne opfordrer til jihad mod Vesten, vil have al turisme i Egypten forbudt, og de kræver, at alle kvinder i landet skal bære tørklæde, uanset om de er muslimer eller ej. Broderskabet lover godt nok, at de vil give frihedsrettigheder til alle og endda tillade muslimer frit at konvertere til hvilken som helst religion, men jeg mødte ingen i Egypten, som tror dem på deres ord.

Det er derfor naivt at tro, at bare man udstyrer folk med en stemmeseddel i hånden, så er alt fuldbragt. Det, der skal til, er oplysning og uddannelse. Især oplysning om andre valgmuligheder og religiøse alternativer – og det er som sagt en mangelvare i stort set alle mellemøstlige lande.

Et demokrati uden oplysning kan blive dødsensfarligt. Man skal ikke glemme, at Hitler blev demokratisk valgt af folkemasserne i 1933, fordi man ønskede sig en slags revolutionær genoprejsning efter nederlaget i Første Verdenskrig.

Ayatollah Khomeini kritiserede fra sit eksil i Paris shahen for at være USA's højre hånd. Da Khomeini kom tilbage til Iran i 1979, var det netop de uuddannede, bønderne og analfabeter, der hilste ham velkommen. Det var mennesker uden nogen politisk eller akademisk baggrund, der førte an i den iranske revolution. Det samme kunne let ske i Egypten.

MEN MAN MÅ OGSÅ stille det forbudte spørgsmål: Er det blot manglende uddannelse eller snarere den religiøse baggrund, der er mest faretruende? Der hersker en udbredt holdning i Vesten om, at det er lige meget, hvilken religion mennesker har. Bare man er indstillet på at tænke demokratisk, er alt i den skønneste orden. Den tankegang gælder kun for vestlige demokratier, fordi det her er de færreste mennesker, der lægger en religion til grund for deres valg. Men det er langtfra sikkert, at de mellemøstlige demokratier vil følge samme mønster.

Det, som var mest slående ved at besøge Kairo, var at være vidne til den frygt, som har tag overalt i samfundet. Alle i det egyptiske samfund, selv muslimer, er bange for de fundamentalistiske kræfter, som nu har fået frit spil, og som ingen har styr på. Det, som afgør fremtiden for Egypten – og for alle andre lande i Mellemøsten – er derfor ikke kun, om det lykkes at få indført demokrati, men derimod slaget om fortolkningen af islam.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, tidligere integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen