Jeg giver dig helt ret i dine betragtninger om at der i kristendommen er mulighed for at forstå lidelsen på en måde der gør os i stand til at rumme den uden at den bliver en trussel mod os - at vi kan lære at leve med den og måske endda vokse som mennesker af den. Og jeg giver dig ret i, at det du kalder ´de mange halvreligiøse modeluner` ikke nødvendigvis har den fantastiske livspondus, der ligger i at have en stærk tro. Og nu har jeg indikeret mit ærinde, nemlig at troen er et meget væsentligt middel i spørgsmålet om at leve med lidelsen. At tro er en alment menneskelig evne. Om du er sort, gul eller hvid har du evnen til at tro - og der findes utallige beskrivelser fra andre religioner, der viser at mennesker, der har en levende tro, overkommer det umenneskelige.
Jesus og de begivenheder, der siden er blevet vores påskehøjtid bør være en inspiration for alle mennesker. Men som kristne bør vi tage os i agt for at tage patent på det alment menneskelige. Vi bør i stedet glæde os over at Jesus er en inspirationskilde i vort eget liv - at hans liv kan vi bruge i vort liv. At vi ikke bruger det til, atter en gang, at stille det op som et spørgsmål om os og dem.
Når glæden nu en gang er fundet i kristendommen, kan man jo så håbe for de halvreligiøse, at de er på en vej, der kan hjælpe dem til at blive helreligiøse.
Kristendommen er så værdifuld, at vi ikke behøver at søge dårlige eksempler andre steder til at fremme det vi mener er vort eget gode eksempel.

Mvh Jørgen Aagaard