Da Japans Demokratiske Parti kom til magten i september 2009, var det enden på et halvt århundredes de facto étparti-styre med Det Liberal-demokratiske Parti ved roret. Af endnu større vigtighed var det dog, at det nye partis hensigter omhandlede følgende centrale spørgsmål: Hvem skulle styre? Bureaukrater eller folkevalgte?

Det Liberaldemokratiske Parti var blevet dannet i 1955 og havde reelt ikke regeret ret meget efter at have bidraget til at koordinere genopbygning efter krigen. Genopbygningen var uden nogen debat og på uofficiel vis, men som en meget reel national politik fortsat som en principielt ubegrænset udvidelse af industriel produktionsevne. Der var næsten ingen politisk diskussion af muligheden for at prioritere anderledes.

Behovet for et politisk styringsredskab i hænderne på folkevalgte politikere blev tydeligt i 1993, da to fremtrædende politikere tog flugten fra Det Liberaldemokratiske Parti sammen med deres tilhængere. Derved udløste de den politiske reformbevægelse, som blev til Japans Demokratiske Parti. Det var det første troværdige oppositionsparti, som – til forskel fra Socialistpartiet, hvis opposition var rent rituel – var parat til at vinde valget og faktisk regere frem for blot at opretholde facaden som regering, hvilket var blevet normen under Det Liberaldemokratiske Parti.

Regeringens prestige lider lige nu under, at Kan ikke har udvist talent for at gøre sig til en tv-personlighed og udstråle storslået lederskab. Ikke desto mindre håndterer hans regering ubetvivleligt situationen så godt, den kan under disse fire samtidige kriser. Dens bestræbelser besværliggøres af logistiske problemer, som ingen japansk regering har stået over for siden tiden efter Anden Verdenskrig.

Kan-regeringens bestræbelser hæmmes tydeligvis af en rigid og meget opsplittet bureaukratisk infrastruktur. Japans Demokratiske Parti har ikke haft megen tid til at rette op på alt det, som Det Liberaldemokratiske Parti så længe forsømte.

Demokraternes 17 måneder ved magten forud for den nuværende katastrofe har været en saga af kampe med karriereembedsmænd mange steder i bureaukratiet, heriblandt ved domstolene, som har kæmpet for, at verden skulle fortsætte i den form, de altid har kendt. Andre lande kunne lære meget af Japans Demokratiske Partis forsøg på at ændre status quo i de politiske aftaler, som har haft et halvt århundrede til at opstå og konsolideres.

Også Japans største aviser har mestendels bakket op om status quo. Ja, de synes faktisk at have glemt alt om deres egen medvirken til at vanskeliggøre Demokraternes bestræbelser på at skabe et effektivt politisk koordineringsorgan i landet. Et halvt århundrede med rapporteringer fra interne liberaldemokratiske rivaliseringer uden relevans for den faktiske politik har gjort Japans reportere til verdens bedste kendere af politiske fraktioner. Det har også gjort dem så godt som ude af stand til at erkende faktiske politiske initiativer, når de ser dem.

Resten af verden derimod har været slået af forundring over den værdige måde, hvorpå almindelige japanere håndterer den forfærdelige modgang. Jeg bliver spurgt igen og igen, hvorfor der ikke er plyndringer eller tegn på opfarende vrede. Mediedækningen af Japans ulykke taler igen og igen om befolkningens "stoiskhed".

Men i løbet af det halve århundrede, jeg har kendt japansk liv godt, har jeg aldrig tænkt på japanerne som stoiske. Japanerne opfører sig snarere, som de gør, fordi de er anstændige mennesker. Fordi de er betænksomme, bebyrder de ikke hinanden ved at opkaste sig til helte i deres egne, personlige tragedier. De har helt klart fortjent en god regering som den, Japans Demokratiske Parti forsøger at give dem.

debat@k.dk

© Project Syndicate 2011

Oversat af Sara Høyrup