Hænger folkeskole og folkekirke stadig sammen? Det er det spørgsmål, der rejser sig, når der lukkes skoler rundt omkring, sådan som det gøres for tiden.
- Colourbox.com
Birgitte Stoklund Larsen |
9. april 2011
I øjeblikket lukkes skoler rundt omkring i landet. Det udfordrer sognegrænser og rejser på ny spørgsmålet om, hvorvidt folkekirken kan klare sig uden folkeskolen
Hænger folkeskole og folkekirke stadig sammen? Det er det spørgsmål, der rejser sig, når der lukkes skoler rundt omkring, sådan som det gøres for tiden.
Kommunernes frist for at nedlægge skoler med virkning for skoleåret 2011-12 var den 1. marts. Danmarks Lærerforening har netop samlet tallene for dette års skolenedlæggelser, som er de mest omfattende i flere år: 84 skoler lukkes helt, mens i alt 246 skoler fra 52 kommuner bliver enten lagt sammen eller får lukket afdelinger, når et nyt skoleår begynder efter sommerferien.
En kommunalforsker vurderer, at det langtfra er slut, og at der i alt vil være nedlagt 5-600 skoler, når omstruktureringer i kølvandet på kommunalreformen er afsluttet.
Det er altså ganske omfattende, hvad der sker med skolerne i disse år, og betydningen rækker langt ud over børnenes skolegang – det handler om, hvor det er attraktivt at bo (læs: huspriser), og det handler om det lokale liv, der siver med, når skolen forsvinder.
For eksempel viser en rundspørge, som DGI Gymnastik har foretaget, at det kan blive svært for gymnastik- og idrætsforeninger at finde lokaler, hvis skolen lukker – og mon ikke det samme er tilfældet for aftenskoler og andet lokalt foreningsliv? Når en skole lukkes, høvles der med andre ord ned på den kulturelle og sociale kapital, der skabes i lokalområdet.
Det er her, spørgsmålet om forholdet mellem folkeskole og folkekirke rejser sig på ny: Hænger de to stadig sammen? Naturligvis ikke på den gammeldags facon, hvor det var skolen, som tog en del af ansvaret for dåbsoplæring. De bånd blev kappet i 1975, da man fik en skolelov, der løste folkeskolen fra konfessionelle bånd og forpligtelser, og folkekirken har gjort en hel del siden på dåbsoplæringsområdet, senest med den "rapport om dåbsoplæring i folkekirken", som for øjeblikket er i høring.
Men kan kirken klare sig uden skolen?Helt konkret melder spørgsmålet sig i forbindelse med konfirmanderne. Skal konfirmanderne "gå til præst" i den landsby, hvor de bor, og hvor kirken ligger? Eller skal de følge deres kammerater til præst i byen, hvor skolen ligger? I det første tilfælde får man storbytilstande for konfirmationsforberedelsen, der må ligge uden for skoletid – i det andet tilfælde har man muligheden for at lade konfirmationsforberedelsen foregå i umiddelbar tilknytning til skoletimerne.
Man kan iagttage forskellige strategier for, hvordan man løser problemet. Nogle steder samarbejder man om konfirmationsforberedelsen i skole-sognet og kan således knytte til ved det fællesskab, der er i skolen og håndboldklubben, og hvor de 13-15-årige ellers slår deres folder. Konfirmanderne kan så – nogle steder – vælge, hvilken kirke de vil konfirmeres i, når den store dag kommer. Det giver udfordringer om samarbejde mellem sogne, som ikke altid forløber gnidningsløst.
Andre steder prioriterer man at holde konfirmanderne i bo-sognet, blandt andet ud fra begrundelsen om, at kirken ikke også skal være med til at tømme en landsby for liv.
Det er en svær beslutning for et sogn at opgive at have "sine egne" konfirmander, og kriterierne for, hvilken model der vælges, er næppe altid og alle steder bestemt ud fra, at konfirmanderne i konfirmationsforberedelse får en basis for en langtidstilknytning til kristendommen.
Skolelukninger udfordrer sognetænkningen. Statistiske oplysninger om, hvor mange sogne der findes uden skole, er ikke umiddelbart tilgængelige, men en ting er sikkert: Udfordringen bliver kun større.
Hvis der i de kommende år lukkes endnu op imod 500 skoler, vil endnu flere sogne være skole-løse – og det er næppe godt for dét kirkelige liv, der udfolder sig i samspil med forenings- og skoleliv.
Kriteriet for den forrige kommunalreform fra 1970 var, at en kommune skulle være i stand til at drive en centralskole. Siden er endnu en kommunalreform kommet til med større centralisering. Spørgsmålet er, om det ikke er tid til en sognereform – efter model af kommunalreformen fra 1970. Intet sogn uden skole?
kirke@k.dkBirgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad