Meg Carpenter er midt i 30'erne, forfatter og fastlåst som et dyr i en fælde i sit fugtige hus på den engelske sydkyst – både i sit romanprojekt, der har ni år på bagen, og i sit forhold til den smukke, men uendelig indolente Christopher, som hun ikke kan tage sig sammen til at forlade, selvom hun i virkeligheden er forelsket i en mand på 60.
Det lyder som en feel good-film eller en lufthavnsroman, men det er det så langtfra.
Engelske Scarlett Thomas løfter nemlig den stolte britiske arv fra John Fowles og A.S. Byatt ind i det 21. århundrede med sin intellektuelt stimulerende og underholdende roman, der leger med og diskuterer de litterære konventioner og samtidig sampler filosofi, litteraturhistorie og fri fantasi. Og resultatet er vitterligt knaldhamrende godt.
Meg skulle egentlig skrive sin egen, sin rigtige roman, der efter en lovende debut burde ligge lige til højrebenet. Men det gør den ikke. I stedet har hun forvandlet sig til en "plot-o-matic-maskine," der skriver sci-fi-genrelitteratur for Orb Books under pseudonymet Zeb Ross og underviser litterære "wannabes" i at gøre det samme.
Blandt andet med inspiration fra Aristoteles' "Poetik", der som en anden manual skal lære dem at skrive de 80.000 ord, som genren foreskriver, og som kan ekspederes på otte weekender. Når Meg ikke er i sci-fi-universet, er hun i det populærvidenskabelige, hvis udgivelser hun anmelder for en avis. Og det bliver faktisk en anmeldelse af bestselleren "Kunsten at leve evigt", som hun egentlig slet ikke skulle have anmeldt, der får bolden til at rulle såvel i hendes private liv som i hendes professionelle.
"Vores tragiske univers" snor sig som en labyrintisk slange fra det navlepillende parforholdsfnidder til de store litterære og kosmiske spørgsmål og tilbage igen; fra det personlige over kunsten og det eksistentielle til det universelle, som bogens allerførste sætning giver et forvarsel om:
"Jeg sad og læste om, hvordan man overlever universets undergang, da jeg modtog en sms fra min veninde Libby. Der stod: Stor katastrofe. Kan du være nede ved promenaden om et kvarter?".
Scarlett Thomas skriver med et stort intellektuelt og sprogligt overskud, glimrende fordansket af Ninna Brenøe, og hendes roman er sludrevorn og højbrynet på den særligt britiske måde, der gør, at man accepterer og ender med at knuselske selv de mere søgte diskurser og digressioner.
Og det lykkes faktisk for Thomas at få sammenkørt de to litterære spor, som Meg er spændt ud imellem: genrelitteraturen og det finlitterære. For Meg er det et enten-eller.
Hun får – i hvert fald i Thomas' meta-roman om Megs ikke-roman – ikke skrevet noget af betydning på sin rigtige roman, men derimod knaldet en masse af under pseudonym.
Scarlett Thomas har derimod stort held med et både-og: Hendes setup er genre-klassisk og kunne glide lige ind i en mere landlig udgave af "Sex and The City", men hun leger begavet med de litterære konventioner i sin uplottede roman, der ender med at konstatere, at en historie måske slet og ret er en hvilken som helst skildring af forskellige aktører, der interagerer indbyrdes. Og i Thomas' overlegne aftapning er det faktisk også alt nok.
Scarlett Thomas: Vores tragiske univers. Oversat af Ninna Brenøe. 446 sider. 299 kroner. Tiderne Skifter.