Hold fast i den kulturpolitiske mission

I skolen, på gymnasiet og på de højere læreanstalter spiller det nordiske en forsvindende lille rolle. Der står i læse- og læreplaner, at der skal undervises i nabolandenes sprog og litteratur, og det gør man så også i det små, men der er få, som tager det særlig alvorligt, og mange, som anser det for en sur pligt.

Det eneste sted, der for mig at se er gang i det nordiske, er i det væld af nordiske krimier, der udkommer i oversættelse i disse år. Fra Sverige og Norge kender vi både Stieg Larsson og Gunnar Staalesen, Karin Fossum og Camilla Läckberg. Selv svarer vi igen med Elsebeth Egholm og Leif Davidsen. I forhold til dette bestseller-felt har Nordisk Råds Pris en klar opgave, nemlig den at promovere litteratur af høj sproglig og kunstnerisk karat.

Ser man på listen over prismodtagere igennem årene, kan man også kun blive glad. Det er fine forfattere alle sammen, og det er værker, der besidder netop den æstetiske tyngde, man kan savne i store dele af populærlitteraturen. Og så er det værker, der ikke bare vidner om en rig nordisk litteratur, men for ganske mange af dem også om et nordisk miljø. Mange af dem beskriver nemlig en nordisk erfaringsverden.

Nordisk Råds Litteraturpris gives til et værk af særlig høj litterær og kunstnerisk kvalitet. Spørgsmålet er selvfølgelig bare, hvad det er for noget. Sådan som juryen i år har anskuet det, skal det indstillede værk ikke bare "være godt, men helt særligt. Et værk, der har karat til at nomineres til prisen, skal ikke ligne noget, vi kender i forvejen".

Således lægger man sig op ad en modernisme- og avantgardeforestilling, og det ville være helt fint, hvis ikke begge værker blev udvalgt efter den samme målestok. Som det er nu, er det ensidigt og smalt. De to værker antyder ikke bredden i dansk litteratur, og man kan næppe forestille sig, at de valgte værker vil få særlig stor udbredelse i nabolandene, når de ikke engang har det blandt de danske læsere.

Men man kunne også forestille sig et andet kriterium, der gik på, at man valgte det ypperste inden for en kendt genre. Det har to af vores egne digtere, så vidt jeg kan se, netop fået prisen for. Dorrit Willumsen fik den for romanbiografien "Bang", som næppe kan siges at være meget eksperimenterende. Og Naja Marie Aidt fik den for "Bavian", som er fine, men også temmelig traditionelle noveller.

Nordisk Råds litteraturpris har, som det fremgår af formålet, en klar kulturpolitisk mission. Den er der ikke blevet talt meget om i al debatten om prisen. Det er kommet til at handle om personer og litterære fronter.

Men det er denne kulturpolitiske dimension, det overordnet handler om. Uden det nordiske sigte ville prisen ligne en hvilken som helst anden litterær pris. Der kunne lige så godt være tale om Det Danske Akademis Store Pris eller Nobels litteraturpris. Eneste forskel ville være, at forfatterne ikke nødvendigvis er danske eller skandinaver.

Hvad skal vi så med Nordisk Råds Litteraturpris i dag og fremover? Hvis ikke den lever op til sin målsætning, nemlig at øge interessen for nabolandenes litteratur, sprog og det nordiske fællesskab, må juryen tage det til efterretning og indrette sin praksis efter det. Eller også skal man lave formålet om og gøre det til en rent litterær pris ved at fjerne al den idealistiske snak om kulturfællesskab og nabolande og sprog.

For så vidt kunne man helt nedlægge Nordisk Råds Litteraturpris med dens nuværende sigte. Den har tjent sit formål, og det er ikke mere aktuelt og relevant. Det synes jeg dog ikke, man skal gøre. Jeg mener, at man skal holde fast i det idealistiske formål. Man skal prise de gode bøger, der på vidt forskellig vis kan puste til interessen for den nordiske litteratur og holde liv i, hvad der måtte være tilbage af et nordisk kulturfællesskab.

kultur@k.dk

I denne klumme skriver Kristeligt Dagblads litteraturanmeldere Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt