Præster risikerer embedet, hvis de arver fra sognebørn

I august sidste år blev et menighedsråd i Nordsjælland bekendt med, at den ene af præsterne i sognet stod til at arve et hus til en værdi af knap tre millioner kroner fra et sognebarn. Præsten bekræftede i september, at hun var indsat som arving. Efter et lukket menighedsrådsmøde skrev rådet til biskoppen, at rådet lagde afstand til, at en præst arvede et sognebarn, og at rådet mente, at sådanne sager skadede kirkens omdømme.

Den vurdering er retsteolog Kristine Garde helt enig i. Og hun mener, at biskopperne bør forlange at få oplyst, om en præst i stiftet har arvet et sognebarn og under hvilke omstændigheder.

"For præster bør overhovedet ikke tage imod arv fra sognebørn. Og de bør i det mindste tænke decorum, lige så snart de ved, at de er opført i et testamente," siger hun.

Decorum er et moralsk regelsæt, som alle tjenestemænd er underlagt.

Eksemplet ovenfor er et af flere, som Kristine Garde gennemgår i en artikel til en udgave af Præsteforeningens Blad, som endnu ikke er udkommet.

At man som præst bør frasige sig arv, eller at man overhovedet ikke har ret til den, fremgår af Personalestyrelsens pjece "God sædvane i det offentlige" fra 2007 og af Danske Lov fra 1683.

Sognepræsten i Nordsjælland meddelte menighedsrådsformanden i januar i år, at hun havde frasagt sig arven.

"Selvfølgelig kan præsten have private venner i sognet, og de kan godt gøre præsten arveberettiget. Men i situationer, hvor præsten som embedshaver har ydet sjælesorg, og – måske allermest – hvis det er sjælesorg i forbindelse med en efterladt ægtefælle, taler vi ikke længere om en ubetydelig embedsgave. Og det er faktisk med embedet som indsats, hvis præster modtager arv," siger Kristine Garde.