Nogle af forklaringerne på psykisk syges kortere liv er så indlysende, at yderligere forskning i dem synes næsten unødvendig.

En manio-depressiv patient (der nu af uransagelige grunde hedder en patient med bipolar lidelse) er så at sige pr. definition mere selvmordstruet end et psykisk raskt menneske.
På trods af det indlysende i dette, ville det være interessant at få kortlagt, hvor mange af dem, der tager livet af sig selv, forud for selvmordet har en sådan diagnose.

Mere grumset er billedet, når det drejer sig om sammenhængen mellem psykiske lidelser, livsstil, social placering i samfundet og tidlig død. Her kan der i højere grad sættes ind med forebyggelse, når vi kender sammenhængen mere præcist.
I særlig grad vil det interessere mig at kende noget mere til sammenhængen mellem økonomisk fattigdom og tidlig død.

Det mest ømtålelige emne er uden tvivl sammenhængen mellem indtagelse af psykofarmaca og tidlig død.

Da den antipsykiatriske bevægelse (Laing, Cooper m.fl.) var på sit højeste i 1970erne blev psykofarmaca generelt lagt for had. Rationalet var, at det jo var absurd at behandle noget medikamentelt, som slet ikke er en sygdom, derimod en sund reaktion på et sygt samfund.

I denne artikel "Psykisk syge dør 20 år tidligere" nævnes medicinens virkning på kroppen kun i en bisætning.
Her er et uopdyrket forskningsfelt. Vi har ikke brug for et ideologisk korstog imod psykofarmaca. Men vi kunne særdeles godt bruge nogle facts om lang tids medicinerings påvirkning af forskellige organer, som kan være en forklaring på tidlig død.

Måske vil det støde nogen, men jeg finder det slet ikke irrelevant at gøre obduktion obligatorisk, når et menneske med en psykiatrisk diagnose afgår ved døden væsentligt tidligere end ved gennemsnitslevealderen.

Et parameter på, hvor relevant en forskning i død som en bivirkning af psykofarmaca er, kan være, hvor højt medicinalindustrien vil råbe i debatten herom.

Jeg har ingen tro på, at medicin kan undværes i behandling af psykiske lidelser. Men måske kunne en kortlægning af dens betydning for tidlig død betyde, at man tog op til overvejelse, om den eksisterende medicin er god nok eller i det hele taget den "rigtige".

Det er direkte pålagt psykiatriske læger at opfatte patienten som "sygdomsbæreren" og behandleren skal kun angribe den sygdom, det er hans opgave at behandle.

Det er ikke en patient, og slet ikke et menneske, så hvem f. rager det, om de dør af psykofarma? Hvis sygdommen blev bekæmpet er kvalitetskriterierne opfyldte og dokumenterede. At sygdomsbæreren så helbredes gennem at afgå ved døden skal vel registreres som en succes mht. at behandlingen nu ikke behøver fortsættes. Tæller positivt i statistikker og på regnskabet.

Også dette, som alt andet, et godt eksempel på, hvor ret Jaakko Seikkula har, når han påpeger, at et system som det danske, der jo svarer til hvad vi finder de fleste steder i den vestlige verden, altid kun reagerer, som han udtrykker det, altid løber efter i et desperat og på forhånd dømt til at mislykkes forsøg på, at rette op på de selvskabte problemer, i stedet for at tage initiativ, komme på forkant, og undgå at begå brølerne til at starte med. F.eks. og ikke mindst den kæmpestore brøler det er at tro, at medicinering, især den angiveligt forebyggende langtidsmedicinering, skulle være uundgåeligt. Finske "Åben Dialog" (også kendt som "Vestlaplandsmodellen")-tilgangens meget veldokumenterede succes burde være bevis nok for, at dette ikke er tilfældet.

Det er meget nemt, at bebrejde "de psykisk syges" livsstil som en faktor, og "psykisk sygdom" selv som en anden. Så længe man undgår at spørge ind til, hvad der egentligt får folk til at leve usundt, f.eks. have svært, mere svært end gennemsnitsbefolkningen, ved at lægge smøgerne på hylden. De såkaldte "antipsykotiska" nedsætter dopaminaktiviteten i hjernen, nikotin booster dopamin, og med hjernen som værende et organ, der i allerhøjeste grad er selvregulerende, burde det ikke forundre nogen, at folk på "antipsykotika" oplever en uimodståelig trang til nikotin. Eller hvordan nøjagtigt "psykisk sygdom" fører til selvmord. Her vælger man så gerne at lukke øjne og ører for, at mange faktisk vælger døden fremfor en eksistens som angiveligt kronisk hjernesyg, og derved med meget dystre fremtidudsigter, og med et hav af utålelige bivirkninger.

Der er ingen tvivl, at man kan komme galt afsted, når man befinder sig i en ekstrem sindstilstand, at man kan komme til at skade sig selv såvel som andre. Men disse "selvmord", der ikke er virkelige selvmord, men ulykker, er i fåtal, og jeg har ikke mødt en "psykisk syg" endnu, der ikke havde en plausibel grund til at forsøge respektive begå selvmord. Og som regel drejede det sig om af behandlingen skabte omstændigheder, der lod selvmord stå frem som en sidste udvej. Norske Hege Orefellen taler om psykiatriens "egne selvmordsutløsende mekanismer". At hverken selvmord eller overdødelighed generelt er et problem i alternative, mennesket i krise respekterende, og kun i meget begrænset omfang på medicinsk behandling byggende hjælpetilgange som finske Åben Dialog, burde give stof til eftertanke, og anledning til et radikalt paradigmeskift mht. samfundets syn på og håndtering af livskriser, aka "psykisk sygdom". Men så længe medicinalindustriens profit står på spil, så længe samfundet ikke frygter noget mere, end at skulle tage ansvar for sin egen dysfunktionalitet, og det faktum, at denne får enkelte mennesker til at vantrives og ende i dyb emotionel krise, og så længe psykiatrien med sit higen efter anerkendelse som lægevidenskab således er garanteret frit spil til at udagere sin profileringsneurose, vil systemet blive ved med at løbe efter, og ikke bestille andet, end at udbedre de selvforskyldte skader med lappeløsninger, der i bedste fald dækker over de egentlige problemer, og ofte skaber nye.

Psykisk syges meget kortere levealder forbindes
heller ikke med brugen af kemikalier, hvor de mere
end 30000 kemikalier, man er gået igang med at
undersøge i EU-regi, meget sjældent nævnes i medi-
erne.
Så langt, som jeg har registreret så stopfodres
psykisk syge med medicin, der ligesom kunstgødningen
og E-stofferne, alt er fremstillet af kemikalier,
hvorved man vel kan påstå, at brugen af kemikalie-
fremstillet medicin korrelerer med den meget lavere
levealder, som de psykisk syge har.
Men måske er de kemikaliefremstillede medicinpiller
et våben, hvormed det jødisk/romerske imperium smider
os, der stemte NEJ til romtraktaten ud af jødernes
paradis.

Frede skrev:

Nånå, Frede! Det ville da være en utrolig sammensværgelse, med en hulens masse deltagere, som næppe ville være ligefrem dødsønskende engagerede.

Ja, det er generelt utroligt, at man styrer samfund komplet efter amatørprincipper. Nej værre! For hvis f.eks. en søfarende er til havs og lider nød, så reagerer vedkommende NATURLIGVIS med at søge mere vidende og erfarne personers assistance til problemet. Gør noget ved det!

Men i vores type samfund anvender vi f.eks. bevisligt uduelige keynesianske principper til at styre samfundsøkonomien.

Blind underkastelse i udenrigspolitik, fedtende for vores nye, danske favoritførernation. (Uanset denne også er fallit, militant og korrupt over alle grænser).

Kun uforpligtende henstillinger og formaninger til at styre lov- og retsudøvelse. Har ingen systematisk overvågning af administration, f.eks. en SELVIGANGSAT reaktion, når ingen aktindsigt gives til tiden. End ikke med rykkere! Eller administrative afgørelser uden indhentet viden om sagerne - endsige overholdelse af tidsfrister, information om ankemuligheder, dokumentation for afgørelsesgrundlag.

Ingen systematisk opsamling af information om sagsbehandling hos det offentlige med henblik på kontrol, effektivisering - og naturligvis en offentlig (og dermed præventiv) afstraffelse af bureaukratisk personale, der forsynder sig imod systemet - sådan som dette er ment og publiceret i offentligheden. Absolut ikke, som det er indirekte ment eller "forstået" i inderkredsen.


Opfølgning på forseelser i administrationen burde også - men sker sjældent - automatisk iværksættes imod nominelle chefer for de primært skyldige i administrationshierarkiet. Chefen SKAL holde sig underrettet om de underordnedes arbejde. Og hvis han intet vidste? UD! Hvis han vidste? Straf og pensionsfratagelse.

Det er lidt underligt, at alle synes at have accepteret nultolerance mht. ganske inferiøre forseelser som ugyldig billet. Men når man kommer til LEDELSE og UDØVELSE, så skal disse i forvejen privilegerede personer beskyttes EKSTRA imod nogen form for ansvar. Hvornår var det nu, vi vedtog et princip om, at en chef skal behandles bedre end andre mennesker? Eller bare diskuterede det offentligt? Har vi en offentlig grundlov for tosserne, og så en anden derudover for lederne, der i modsætning til den første legitimiserer FORRANG, SÆRRETTIGHEDER, SÆRBEHANDLING for offentlige magtudøvere og deres venner?

Og jeg tror faktisk, at omkostningerne ved denne systematiske uansvarlighed i administrationen LANGT overstiger hvad psykisk syge kan afstedkomme på nogen mulig måde.

Vi har kun én virkelighed for alle mennesker, og bør ikke have sekundære magtmenneskevirkeligheder. Lad hellere de sidste udslette sig selv i (velsagtens også påtaget) fortvivlelse over dette, end majoriteten skal miste jordforbindelse og autentisk tilstedeværelse i deres liv.

LINES KAMP
Line Hersted kæmper stadig en brav kamp. Jeg fik lidt af et chok forleden, da jeg så et nyere billede af hende på www.linehersted.dk. Hun har smidt 10 kilo, men det er ikke lige til at se. Billedet viser en sørgmodig ung kvinde, der er temmelig rundhovedet. Det skyldes den medicinske behandling hun får på grund af skizofreni.

6. april 2011 skriver Line bla. i sin dagbog: ”Jeg har været til psykiater i dag. Der blev justeret lidt i min medicin. Jeg har haft nogle voldsomme rysteture på det sidste, og været meget urolig. Derfor fik jeg ordineret Alopam (Oxazepam), og sat op Lyrica.”

Det er så synd for Line, at hun skal slås med den forbandede sygdom. Især fordi jeg er overbevist om, at hun kunne være forskånet for mange års pinsler, men desværre er det jo sådan, at mennesker som Line betragtes som sindslidende, fordi de hører, ser eller mærker tilstedeværelse af noget, der for andre er udefinerbart. Det kaldes vrangforestillinger eller hallucinationer og bliver behandlet efter bedste evne indenfor psykiatrien.

Line er blevet behandlet meget. Har som mangeårig døgnindlagt patient fået medicin i lange baner for at dæmpe angsten for det hun ellers ser og hører, og når det ikke har været nok, har hun fået serier af elektrochok, hvilket Line har været og er glad for, selvom det af og til kniber lidt med hukommelsen.

Det er i sandhed en sørgelighed, men sådan må det være, når kendskabet til menneskets mulige sansningsevner begrænses af den eksisterende viden om abnormitet, men spørgsmålet er, om det er muligt at rokke ved den viden?

Ikke lige umiddelbart. Vi har kirkens ord for, hvad der er muligt. Så man kan sige, at vores viden er præget af kristendommen, der ikke ser sansninger af ualmindelig karakter som noget brugeligt. At der findes mange mennesker, der gør disse ualmindelige sansninger til en levevej, gør ikke det store indtryk. Så er vi ovre i den okkulte afdeling, og takket være den holdning er der voldsomt pres på lukkede afdelinger i hele verden.

Her i Danmark lever sådanne sygdomsramte en forholdsvis tålelig tilværelse. Der ydes førtidspension til særligt hårdt ramte, som har brug for megen medicin for at holde syns- og høreforstyrrelser borte, og både læger og patienter er bekendt med de fysiske skader den medicinske behandling forvolder på længere sigt.

Lines kamp er ikke kirkens sag, men jeg ser kirken som snerlen, der, uden at vide af det, er i stand til at kvæle den yndigste rose…