Fra hjemligt miljø til megainstitution

Børnene i landets vuggestuer og børnehaver har i de senere år fået flere legekammerater, idet mange kommuner satser på kæmpeinstitutioner. Forældrene er dog bekymrede. --

- Leif Tuxen.

Læs også

flexblock

Tema

Børn

flexblock

Fakta

Megainstitutioner

2004: 236 institutioner med mere end 100 børn.

2010: 363 institutioner med mere end...
Læs mere

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Jannie Schjødt Kold | 9. april 2011

Landet over sammenlægges daginstitutionerne med højlydte diskussioner om det gode børneliv og det nære miljø til følge. Sammenlægning, navneforandring og nye pædagogiske vinde skræmmer ikke pædagogisk leder Eva Schmidt. Hun har prøvet det før, da vuggestuerne blev integreret med børnehaverne

Når pædagogisk leder i Børnehuset Lyngen i Albertslund, Eva Schmidt kigger ud ad vinduet fra den institution, hun har haft som arbejdsplads i 33 år, kigger hun lige ud på et hul i jorden. Der hvor gravemaskinen hugger store bidder af jorden, skal der senere på sommeren stå et spritnyt storkøkken, en spisesal og lange rækker af garderober med genkendelige ikoner som bamser, dukker, pærer og æbler. Det sker til august, hvor tilbygningen skal forbinde børnehuset Lyngen med børnehuset Blokland, der så skifter navn til Lindegården og går fra at rumme i gennemsnit 75 børn til over 100 børn.

"Vi bliver den største daginstitution i Albertslud – i hvert fald indtil videre," siger Eva Schmidt om den nærtstående fremtid.

LÆS OGSÅ: Nye kæmpeinstitutioner skaber utryghed

Det er ikke bare i Albertslund, institutionerne bliver større i et forsøg på at rationalisere børnepasningsområdet. Det sker over hele landet, men på forskellige måder, forklarer formanden for Forbundet for pædagoger og klubfolk, BUPL, Henning Pedersen:

"Enten sammenlægges institutionerne og bliver til kæmpeinstitutioner med plads til mange børn, som eksempelvis Børnehuset Skibet i Vejle med 200 børn. Eller også deler flere institutioner den samme ledelse, som man gør det på Bornholm, hvor i alt 400 børn hører under samme leder, men passes forskellige steder."

Annonce

"Velkommen til Børnehuset Lyngen. Du har nu følgende valgmuligheder: Tryk 11, hvis du vil ringe til Vikingerne, tryk 12 for Ridderne, tryk 13 for personalestuen, 14 for fællesrummet, 15 for leder, 16 for Spilopstuen, 17 for Krudtuglerne og 18 for Rødderne."

Sådan lyder det, når man ringer til Lyngen, der allerede i dag er en stor institution, men sådan har det langtfra altid været.

"Da jeg startede her i huset, var det som praktikant i 1976. Det var dengang, vi var en vuggestue med 38 børn – inklusive en spædbørnsstue med otte børn," husker Eva Schmidt, der har været pædagog i 29 år og pædagogisk leder i seks.

Dengang talte man om vuggestuen som "et supplement til hjemmet". Vuggestuen skulle afspejle det hjemlige miljø og den opdragelse, der fandt sted der.

"Jeg kan huske, at når vi talte om, hvordan børnene skulle sidde og spise, så skulle situationen ligne den derhjemme," siger Eva Schmidt.

I 1980'erne begyndte man at tale om sammenlægninger, og tanken om børnehuse opstod og nåede også ud til Vestegnen og til Albertslund, hvor de tre institutioner Lyngbakken, Lyngheden og Lynghytten lå klos op og ned ad hinanden. Der var en lang proces op til den egentlige sammenlægning, der fandt sted i 1994, hvor de to institutioner Lyngbakken og Lyngheden blev til Børnehuset Lyngen.

"Jeg husker det mest som positivt. For os ansatte kom der flere faglige boller på suppen, for børnene betød det langt flere legerelationer at vælge imellem i dagligdagen, og forældrene var glade for, at børnene ikke behøvede at skifte institution, når de blev tre år," siger Eva Schmidt, der dog også tydeligt husker den heftige debat, der var i forbindelse med sammenlægningen.

"Generelt frygtede man den utryghed, der ville blive for børnene, når det hjemlige miljø blev erstattet af et stort institutionsrum, og forældrene skulle da lige vænne sig til, at vi ikke længere altid vidste, hvor deres vuggestuebarn var, når de kom og hentede det, for det var rendt over i børnehaven," siger hun.

Henning Pedersen ser også mange ligheder mellem 1980'ernes og nutidens sammenlægninger:

"Dengang gik man fra at have vuggestuer, børnehaver og fritidshjem til at have aldersintegrerede institutioner med tilbud til børn i alderen 0-5 år. I dag er det de samme typer institutioner, der bliver større," forklarer han og tilføjer: "Det vi diskuterer, er det samme."

Dengang frygtede kritikerne uoverskueligheden, og at det enkelte barn ville forsvinde i alt det nye og store. Især var man bekymret for de mindste børns tarv. Nøjagtigt som i dag, hvor netop frygten for, at institutionen taber det nære miljø på gulvet, fylder meget. Tilhængere mente dengang, at man gav noget til børnene, fordi de store børn ville kunne tage sig af de små, og alle ville lære noget af at være i miljø med hinanden.

Sådan ser Eva Schmidt det også i dag:

"For børnene har de store institutioner den klare fordel, at der er langt flere muligheder for selv at vælge forskelllige børnefællesskaber i løbet af dagen og vælge, om man vil lege far-mor-børn eller klatre i træer."

Dermed peger hun også på den udvikling i det pædagogiske syn, der har været siden de første sammenlægninger. For hvor man op i 1980'erne troede på en mere voksen til barn-form for læring, er man i dag bevidst om, at børn lærer rigtig meget af hinanden.

"Det er ikke kun på stuerne, børnene lærer noget," siger hun, "der foregår rigtig meget læring i garderoberne."

Med det mener Eva Schmidt, at børnene håndterer mange sociale situationer med hinanden uden de voksnes indblanding, og at det er en vigtig træning for "at kunne begå sig i skolegården" senere hen. Hvis for eksempel lille Mira ikke vil have sin flyverdragt på, kan det sagtens være, at Sandra kommer og på fineste pædagogiske vis får hende overtalt, eller at børnene selv løser en konflikt omkring en forsvunden gummistøvle.

Den helt store udfordring ved at blive en stor institution ligger i at bevare overblikket. For forældrene bliver det udfordrende at forstå et stort børnehus og mekanikken i det.

"Forældrene bliver utrygge, især når de skal aflevere et barn første gang i en meget stor institution, og når de skal hente et barn i en anden del af huset, end hvor de afleverede det," siger Eva Schmidt og sætter dermed tanken om det hjemlige miljø på tapetet igen.

For netop det uoverskuelige og "det fabriksagtige børneliv", er det, der bliver reageret imod. Så meget at Landsorganisationen for Daginstitutioner, DLO, får mange henvendelser fra forældre, der ønsker at starte deres egen private daginstitution med "et mere trygt og nært miljø".

DLO mener, at kæmpeinstitutionerne en rigtig dårlig idé, fordi der ofte vil være mindre ro og tryghed omkring barnet, men også fordi forældrenes mulighed for at få indflydelse vil være mindre.

"Det er langt sværere at skabe medejerskab og indlevelse i forældregruppen, når du har at gøre med en kæmpeinstitution," siger sekretariatschef Morten Kyst.

For Eva Schmidt at se kræver de nye store børnehuse også et andet engangement fra forældrenes side.

"Jeg tror, man i fremtiden bliver nødt til at tage en dag fri en gang imellem og komme ned og se, hvad der rent faktisk foregår på en helt almindelig dag i børnehaven. Så mor kan se, hvor meget hendes dreng har leget, med hvem, og hvor mange situationer han har klaret rigtig flot," siger hun og ved godt selv, at den situation måske ikke ligger lige for hos de fleste travle småbørnsforældre.

Selvom den udbygning, der lige nu foregår foran Eva Schmidts vindue på mange måder minder om de sammenlægninger, der fandt sted for omkring 16 år siden, så er der i hvert fald en afgørende forskel ifølge formanden for pædagogerne.

"Argumentet dengang var primært pædagogisk. I dag er sammenlægningerne først og fremmest drevet af en økonomisk motivation," siger Henning Pedersen, og Eva Schmidt stemmer i:

"Selvfølgelig er der økonomi i det. Vi bliver meget fleksible, og det er jo det, kommunerne har brug for," siger hun.

Selvom BUPL kan se både fordele og risici ved de nye kæmpeinstitutioner, arbejder fagforeningen ikke med en egentlig anbefaling på området:

"Vi er ikke for eller imod sammenlægningerne. For os at se handler det primært om, hvilke rammebetingelser man som institution har. Du kan have en lille institution med nogle dårlige vilkår, og det vil kunne mærkes på kvaliteten, og du kan have en kæmpe-institution med gode vilkår, og så vil kvaliteten være høj," siger Henning Pedersen.

Men understreger dog, at det er vigtigt, at man bruger sine rammebetingelserne til at arbejde med overskuelighed og til at lave små fællesskaber i de store institutioner. Selve ordet megainstitution er ifølge Henning Pedersen medieskabt.

"Vi ligger ikke inde med en definition af begrebet megainstitution, vi kan bare konstatere, at institutionerne generelt bliver større," siger han.

Tilbage i det i hedengangne Lyngbakken, nu Lyngen og snart Lindegården, prøver Eva Schmidt at få ørenlyd. Både fra diskussionerne og fra gravearbejdet udenfor. For hende gælder det om at se fremad og fortsat have fokus på den faglige udvikling, der hele tiden har været hendes drivkraft.

"Og så hjælper det selvfølgelig, at vi har prøvet det før og lært noget undervejs," slutter Eva Schmidt.

familieliv@k.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock