LINES KAMP
Line Hersted kæmper stadig en brav kamp. Jeg fik lidt af et chok forleden, da jeg så et nyere billede af hende på www.linehersted.dk. Hun har smidt 10 kilo, men det er ikke lige til at se. Billedet viser en sørgmodig ung kvinde, der er temmelig rundhovedet. Det skyldes den medicinske behandling hun får på grund af skizofreni.

6. april 2011 skriver Line bla. i sin dagbog: ”Jeg har været til psykiater i dag. Der blev justeret lidt i min medicin. Jeg har haft nogle voldsomme rysteture på det sidste, og været meget urolig. Derfor fik jeg ordineret Alopam (Oxazepam), og sat op Lyrica.”

Det er så synd for Line, at hun skal slås med den forbandede sygdom. Især fordi jeg er overbevist om, at hun kunne være forskånet for mange års pinsler, men desværre er det jo sådan, at mennesker som Line betragtes som sindslidende, fordi de hører, ser eller mærker tilstedeværelse af noget, der for andre er udefinerbart. Det kaldes vrangforestillinger eller hallucinationer og bliver behandlet efter bedste evne indenfor psykiatrien.

Line er blevet behandlet meget. Har som mangeårig døgnindlagt patient fået medicin i lange baner for at dæmpe angsten for det hun ellers ser og hører, og når det ikke har været nok, har hun fået serier af elektrochok, hvilket Line har været og er glad for, selvom det af og til kniber lidt med hukommelsen.

Det er i sandhed en sørgelighed, men sådan må det være, når kendskabet til menneskets mulige sansningsevner begrænses af den eksisterende viden om abnormitet, men spørgsmålet er, om det er muligt at rokke ved den viden?

Ikke lige umiddelbart. Vi har kirkens ord for, hvad der er muligt. Så man kan sige, at vores viden er præget af kristendommen, der ikke ser sansninger af ualmindelig karakter som noget brugeligt. At der findes mange mennesker, der gør disse ualmindelige sansninger til en levevej, gør ikke det store indtryk. Så er vi ovre i den okkulte afdeling, og takket være den holdning er der voldsomt pres på lukkede afdelinger i hele verden.

Her i Danmark lever sådanne sygdomsramte en forholdsvis tålelig tilværelse. Der ydes førtidspension til særligt hårdt ramte, som har brug for megen medicin for at holde syns- og høreforstyrrelser borte, og både læger og patienter er bekendt med de fysiske skader den medicinske behandling forvolder på længere sigt.

Lines kamp er ikke kirkens sag, men jeg ser kirken som snerlen, der, uden at vide af det, er i stand til at kvæle den yndigste rose…

Det er mig ubegribeligt, hvordan man kan blive ved med at tænke så udpræget ensporet, med skyklapper på og et bræt foran hovedet, så at sige, i de samme, udtrådte "giv os flere sengepladser i hospitalspsykiatrien!"-baner, som det også her igen sker, når vi efterhånden drukner i evidens for, at både indlæggelse og medicinsk, lægeligt behandling generelt af hvad der gerne kaldes for "psykisk sygdom" som oftest gør mere skade end gavn (jf. f.eks. Robert Whitaker, Anatomy of an Epidemic), og for at ikke-medicinske, alternative tilbud, som af mig andetsteds i Kristeligt Dagblad fornyligt nævnte finske Åben Dialog, med et minimum af sengepladser, langt færre end i Danmark, på iøvrigt alene åbne afdelinger og uden anvendelse af nogen form for tvang, formår at opnå langt bedre resultater. Hvordan skal mere af det, der åbenlyst ikke virker, i dette tilfælde den biologiske hospitalspsykiatri, pludseligt kunne virke?? Måske var det en idé, at prøve at tage skyklapperne af, og fjerne brættet foran hovedet, og se sagen i et lidt større perspektiv?

Iøvrigt er det jo en sandhed med modifikationer, at "de psykisk syge" ikke kan tale for sig selv. Sandt er, at mange meget vel kan tale for sig selv. Der er bare ikke nogen, der gider at lytte. Hverken pårørende, behandlerne eller samfundet som sådan. Og så er det jo så praktisk, at man ved at erklære et menneske for "sindssygt" så effektivt, og mere effektivt end på nogen anden måde, kan tage stemmen fra dette menneske, lukke munden på vedkommende. I givet fald, såfremt vedkommende lader sig provokere til at blive tilstrækkeligt gal og udvise "symptomer" (= give højlydt udtryk for sin fortvivlelse og vrede over ikke at blive hørt), i bogstaveligste forstand med hjerneskadende, den almene livsenergi og de kognitive evner, deriblandt ikke mindst også evnen til at udtrykke sig, nedsættende, og i sidste ende dødelig "behandling".