Borgerkrigen var også en teologisk krise

Appel til Nordstaternes unge mænd om at melde sig fri-villigt til unionshæren. I teksten lover nordstatssoldaten blandt andet, at det amerikanske flag igen skal vaje over Fort Sumter, og at de forræderiske konføderationssoldater skal ende i en blodig grav.

- Arkivfoto.

Læs også

flexblock

Tema

USA

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Bente Clausen | 11. april 2011

Slavespørgsmålet i USA var en af hovedårsagerne til Den Amerikanske Borgerkrig, der begyndte for 150 år siden - for står der ikke i Bibelen, at der må holdes slaver?

"Så, klokken 4.30, da det just begyndte at blegne i øst, lød der et dybt drøn af mortérer, som kom fra Fort Johnson, og et øjeblik senere bragede en granat over Sumter. Det var signalet. Der opstod en kort pause. Så annoncerede flere skud, at krigen var igang."

Sådan skriver Allan Nevins i "War for the Union – The Improvised War" om den amerikanske borgerkrigs begyndelse den 12.april 1861 med angrebet på Fort Sumter i South Carolina.

Fem år senere, da sydstatsgeneal Robert E. Lee overgav sig til Nordstaternes general Ulysses Grant i domhuset i Appomattox i Virginia, havde 625.000 amerikanske mænd mistet livet. Det er flere end i alle de krige, USA har deltaget i. Sydstaterne mistede næsten en tredjedel af alle mænd mellem 18 og 40 år, Nordstaterne hver tiende.

Og mange byer som blandt andet Atlanta i Georgia lå i ruiner, mens indbyggerne i smukke Savannah i samme stat overgav sig for at redde byen. Nordstatsgeneralen William Sherman, der på sin "march mod havet" fra Georgia gennem North og South Carolina ellers brændte ned, hvor han kom frem, tilbød præsident Lincoln Savannah i julegave.

Annonce

I morgen er det 150 år siden, fortet blev angrebet af Sydstaternes Konføderation, og borgerkrigen startede.

I februar 1861 løsrev syv Sydstater sig fra Unionen, og da skuddene ved Fort Sumter forstummede, fulgte fire andre med. Det var den nye præsident, republikaneren Abraham Lincoln, der blev den udløsende årsag til krigen. Han førte valgkamp i 1860 på løftet om, at der ikke ville blive godkendt flere stater med slaveri. Det splittede det demokratiske parti i Nord og Syd og for og imod slaveri, og blandt andet derfor vandt Lincoln præsidentmagten.

Sydstaterne følte deres livsstil truet. De frygtede, at antebellum-kulturen – livsstilen som den var, og som den beskrives i storfilmen "Borte med blæsten" med store plantager, krinolinerne, den landadelige livsstil og slaveriet – ville forsvinde. For selvom Nord og Syd lå i samme union, var Syden landbrugsområde, dybt afhængig af "Kong Bomuld" og de næsten fire millioner slaver, der plukkede det hvide guld. Nord var urbaniseret og industrialiseret. Det sidste var en af de væsentlige årsager til, at Nord kom sejrende ud af borgerkrigen.

Diskussionen om slaver var ikke ny. I 1804 vedtog flere Nordstater love, der gradvist ville ophæve slaveriet. I 1808 forbød Kongressen slavehandel. Men slaveriet blev opretholdt syd for den såkaldte Mason-Dixon-linje, der skærer staten Missiouri i to dele. Og frem til borgerkrigen i 1861 handlede stort set alle konflikter mellem Nord- og Sydstater om slaveri.

Det var ikke sådan, at alle hvide nordstatsfolk var imod slaveri og alle sydstatsfolk for. I Syden ejede 43 procent af befolkningen slaver. Ud af 8000 plantageejere havde 1800 over 100 slaver – heriblandt var også nordstatsmænd, der havde giftet sig ind i sydstatsfamilier, overtaget plantagen og beholdt slaverne. Halvdelen af plantageejerne havde mellem en og fire slaver. Men rigtig mange af Sydstaternes soldater var fattige hvide bønderkarle som aldrig havde ejet slaver. De kæmpede for at bevare den sydstatslige livsstil. Nordstaternes soldater kæmpede for at stoppe slaveriet, men de var ligesom deres jævnaldrende på den anden side af fronten overhovedet ikke i tvivl om, at sorte var en degenereret race.

Også tre store hvide protestantiske trossamfund blev splittet på spørgmålet om slaveri. Metodisterne i 1844, baptisterne i 1845 og presbyterianerne endeligt i 1861. Trossamfundene havde alle været imod slaveri i 1700-tallet. Men i 1800-tallets Sydstater ændrede de nye præster holdning – eller tog realpolitisk stik af deres menigheder.

Og den helt specifikke hvide protestantisk-amerikanske tradition spillede en hovedrolle i, hvordan slaveriet blev opfattet af både en række nordstatsfolk og de fleste af sydstatsindbyggerne.

Den anerkendte kirkehistoriker og professor Mark Noll, Notre Dame Universitetet i staten Indiana, skrev i 2006 bogen "The Civil War as a Theological Crisis".

Han skriver blandt andet, at den amerikanske civilisation er bygget på en blanding af republikansk demokrati – det vil sige udstrakt frihed – og lægmænds religiøse initiativ.

"Det religiøse lægmandsinitiativ er først og fremmest bibelsk. Det er næret af stor tillid til og en bogstavelig læsning af Bibelen og ledet af, hvad lægfolket får ud af den. Hvis mange nok kan læse, at slaveri er en del af bibelhistorien, så er slaveri lovligt. Og der er mange vers i Bibelen, som kan nære en holdning til slaveri," siger Mark Noll.

Til gengæld er han glad for, at der dengang fandtes andre – men ikke særlig vægtige – stemmer, der talte for det modsatte. Ikke mindst dem, som mente, at slaveriet i Bibelen ikke var racerelateret. Tværtom var de fleste bibelske slaver hvidere end de romere, de fik som herrer. Det var ikke tilfældet i USA. Her var alle slaver sorte, og det omgivende samfund racistisk – også i Nordstaterne.

Men de fleste slavemodstandere argumenterede alene med "ånden i Bibelen", et teologisk argument, Mark Noll ikke er imponeret af.

I en situation, hvor både Nord og Syd mente at have Gud på deres side i krigen, endte hele spørgsmålet om slaveri i et limbo.

"Den amerikanske religiøse individuelle tradition bidrog til et dødvande i spørgsmålet om slaveri. Det førte til en nærmest teologisk krise efter krigen, fordi religionen i slavespørgsmålet havde vist sin ineffektivitet som skaber af en bred konsensus i offentligheden," siger Mark Noll.

Lektor Luke E. Harrow forsker i religion og Sydstaterne i 1800-tallet. Han skriver i "Religion and American Politics – From The Colonial Period to the Present", at den mest fundamentale kilde til legitimering af konføderationen i Syden var kristendommen.

"De teologiske skrifter om emnet var så intense og intellektuelt overbevisende, at det spillede en central rolle i, at hundredtusinder unge mænd, hvoraf de fleste aldrig havde ejet slaver, var villige til at se døden i øjnene i borgerkrigen," hedder det fra Luke E. Harrow.

For eksempel refererer han baptistpræst Thornton Springfellow fra Virginia for udtalelser, som, han mener, er det bedste eksempel på Sydstaternes bogstavelige bibelfortolkning – både blandt præster og lægfolk.

"Springfellow håbede, at sydstatsfolkene ville tage Bibelen og få inspiration til at tage beslutningen om slaveri fra disse inspirerende sider."

Men "profeten" i Sydstaterne var presbyterianerpræsten James Henry Thornwell fra South Carolina, som ikke fattede, at slavemodstandere havde et bibelsk argument overhovedet.

"Den eneste måde, man overhovedet kan føre en bibelsk sag mod slaveri på, er ved at strække bibelske passager til ukendelighed, at indføre tvungen teologisk doktrin og åbent krænke den lov, der gør Bibelen til sin egen fortolker."

Disse teologiske stridigheder stoppede ikke ved Appomattox. Sydstatspræster og indbyggere ændrede ikke hverken teologi eller holdning efter nederlaget.

"For Guds straf falder ofte på de mindst skyldige først", eller: "Guds udvalgte folk, jøderne, tabte også nogle af deres krige", var hyppigt hørte udtalelser.

Efter borgerkrigen fulgte Rekonstruktionen. Nordstaterne var villige til at strække sig langt for at forene Unionen igen – så opsatte, at de satte kikkerten for det blinde øje, hvad angik diskriminerende lovgivning, lynchninger og andre overgreb, som de nu frigivne slaver blev udsat for.

LÆS OGSÅ: Da Amerikas Athen brød i brand

I 1965 – 100 år efter borgerkrigens slutning – fik de sorte amerikanere deres fulde borgerrettigheder.

I 2008 valgte USA's befolkning for første gang nogensinde en sort præsident. Eller i hvert fald en næsten sort præsident.

Allan Nevins sammenfatter situation op imod krigsudbruddet som en stigende spænding mellem de to stater.

"Set i bakspejlet kan vi nu forstå, at en konflikt mellem Syd og Nord var uundgåelig, da Lincoln blev indsat. Intet, som administrationen legitimt kunne have gjort, ville have forhindret det. De syv stater fra bomuldskongeriget var stålsatte på egen republik og De Forenede Stater lige så opsatte på at bevare Unionen. (...) Tidspunktet, hvor borgerkrigen måske kunne have været forhindret, lå meget længere tilbage. Hvis Yancey, Rhett og andre (demokratiske politikere, red.) var blevet forhindret i at splitte det demokratiske parti ved mødet i Charleston, hvilket med mere sydstatsklogskab kunne være sket, så ville unionsfolk måske have kunnet kontrolleret situationen. Hvis den beskedne, ubeslutsomme Buchanan (præsident før Lincoln) havde reageret øjeblikkeligt, da South Carolina rev sig løs, og havde indkaldt til et konvent, kunne det måske have dæmmet op for utilfredsheden. Men den 4.marts kunne krigen lige så lidt undgås, som man kan stoppe vandet i Niagara Falls."

Sydstaterne fik deres "tabte sag".

benteclausen@k.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock