Franske katolikker bliver færre, men giver mere til kirken

Værre står det til i Arras i den nordlige del af landet, i Bourges midt i Frankrig og sydpå i Marseilles, hvor det gennemsnitlige årlige bidrag pr. indbygger er under 5 euro svarende til 37 kroner. Og allerværst står det til i Saint-Denis lige nord for Paris, hvor man er helt nede på at give 2,50 euro, altså 18 kroner, pr. indbygger. Det er en bydel med meget socialt boligbyggeri og en stor muslimsk befolkning, og sammenfaldet af lave indkomster og indbyggere, der enten er ikke-kristne eller som for længst har opgivet enhver religiøs praksis, er ikke godt nyt for den kirkelige økonomi.

Men kan man overhovedet drive en national kirke for 700 millioner euro? En god ting er, at biskopperne ikke behøver at bekymre sig om vedligeholdelsen af de kirkebygninger, der er fra før 1905, hvor kirke og stat blev adskilt, for de tilhører alle staten, og det er kommunerne, der betaler for deres bevaring. Katedralerne i Saint-Denis, Bourges og Marseilles er derfor ikke i fare, selvom bispedømmerne er fattige. En anden faktor i kirkens favør er, at ordenssamfundene, hvis økonomi er adskilt fra bispedømmernes, også råder over egne midler, om end de ofte er bundet i institutioner og i øvrigt afspejler, at der bliver færre munke og nonner.

Fremtiden kan nok bekymre, for det er kun gennem konservative budgetter og indbyrdes solidaritet, at den franske kirke kan få tingene til at hænge sammen. Velhavende bispedømmer hjælper fattige med at bygge nye kirker – for eksempel i de nye boligkvarterer – og på det administrative plan arbejder man med at opbygge fælles ressourcer. Og det er præstelønninger og pensioner samt lønninger til de lægfolk, der i stigende omfang overtager de forvaltningsmæssige opgaver, der tidligere blev løst af præster og ordenssøstre, der tynger på finanserne.

Så når man betragter den franske katolske kirke, ser man en national kirke, der år efter år skal drives for private midler. Det gør den til noget specielt i dagens Europa, hvor størstedelen af de store kirker direkte eller indirekte får statstilskud eller som Church of England råder over store formuer i fast ejendom. Og det er forståeligt, hvis de franske biskopper er lidt misundelige på deres kolleger i Spanien, Italien eller Tyskland. Til gengæld giver de barske livsbetingelser franskmændene værdifulde erfaringer med at drive kirke på markedsvilkår, som resten af Europas kirker kan få gavn af, hvis og når den politiske udvikling i Europa kræver, at kirkerne i højere grad skal stå på egne ben.

kirke@k.dk