Britisk historie kaster nyt lys over forholdet til Norden

I efterkrigsårene faldt det diplomatiske barometer markant til, hvad vi i dag kender som den kolde krig.

"De britiske diplomater beskrev tilfælde af panik i de nordiske hovedstader," fremhæver Alyson J.K. Bailes med henvisning til truslen fra Stalins Sovjetunionen.

Hun taler også om, at en diplomat indberetter om "småstatskomplekset" i de nordiske lande. Selv blev hun før sin første nordiske udstationering advaret om, at de lokale havde "lange tæer". Ikke i bogstavelig forstand, men fordi det var let at træde folk over tæerne i overført forstand.

Generelt var forholdene til Norden dog gode, ikke mindst til Norge, som under Anden Verdenskrig havde en eksilregering siddende i London.

Over for Kristeligt Dagblad understreger Alyson Bailes, at det også spillede ind, at alle landene var protestantiske, hvilket ikke var vigtigt i religiøs forstand, men i forhold til kulturen og omgangstonen i landet.

De to danske historikere Rasmus Mariager og Thorsten Borring Olesen holdt oplæg ved præsentationen af bogen. De fremhæver begge, at de britiske indberetninger ikke i sig selv afslører store diplomatiske hemmeligheder, som kaster dramatisk nyt lys over forholdet til Storbritannien. Men dokumenterne giver omvendt en indsigt, som går på tværs af alle de nordiske lande. Den hidtidige forskning har været meget nationalt orienteret.

"Set med mine øjne er pointen, at Storbritannien havde et instrumentelt forhold til Danmark, Norge og Sverige. Fra London smigrede man de nordiske lande, der alle led af et småstatskompleks. Når briterne smigrede, troede mange i de nordiske lande, at de havde et tæt forhold til briterne. Bogen viser, at det ikke var tilfældet, selvom den også viser, at britiske socialdemokrater i Labour naturligvis støttede de danske, norske og svenske socialdemokratier," fremhæver historiker Rasmus Mariager fra Københavns Universitet.

Han siger, at Storbritannien først og fremmest blev opfattet som en ven i en tid med stor international ustabilitet. Men det var ikke alt sammen fryd og gammen i det danske forhold til briterne.

"I 1945 havde forbindelserne mellem landene været positive, men allerede i 1947 anskuede man fra britisk side dansk politik med nogen skepsis. Danmark blev opfattet som en kræmmernation uden hang til heroisme. Forholdet blev dog på ny bedre allerede i 1948," forklarer Rasmus Mariager.

Professor Thorsten Borring Olesen fra Aarhus Universitet hæfter sig ved omtalen af den handelsmæssige krise mellem Danmark og Storbritannien sidst i 1940'erne.

"Det er interessant at notere sig, at den britiske udenrigsminister Ernest Bevin i 1949-1950 engagerede sig så forholdsvis stærkt i de handelsmæssige stridigheder mellem Danmark og Storbritannien for at udvirke en større forståelse i den britiske regering for de danske problemer. Det er mig bekendt ikke tidligere kommet så klart frem," siger Aarhus-professoren.

Han fremhæver, at dokumentsamlingen giver ny viden om Storbritanniens forsøg på at se Norden som et hele.

"Det er interessant at se Storbritanniens vanskeligheder ved at forfølge en samlet nordisk regional politik, når denne som regel skulle forfølges i bilateralt diplomati over for de enkelte nordiske lande. Samtidig afslører dokumenterne klart, hvordan de nordiske landes relationer til Storbritannien var af forskellig tæthed og intensitet. Norge var via gode netværksforbindelser helt ind i toppen af den britiske regering det nordiske land, der var tættest knyttet til Storbritannien," påpeger Thorsten Borring Olesen.

Et af de centrale spørgsmål dengang var, hvordan de nordiske lande skulle organisere sig forsvarsmæssigt efter Anden Verdenskrig. Et skandinavisk forsvarsforbund var på tegnebrættet, før Danmark, Norge og Island meldte sig ind i Atlantpagten (Nato).

"Det er påfaldende, hvor systematisk den norske regering holder den britiske underrettet om gangen i de skandinaviske forhandlinger, hvilket giver briterne og Vestmagterne en stor mulighed for politisk at påvirke gangen i forhandlingerne," siger Thorsten Borring Olesen om det tætte forhold mellem Oslo og London.

Han fremhæver, at briterne både på diplomatisk og militært plan var bevidste om vigtigheden af at inddrage det neutrale Sverige i en forsvarsløsning.

"Helt til afslutningen af de skandinaviske forhandlinger i januar-februar 1949 arbejder briterne for at finde kompromiser, der kan slå bro mellem de to yderløsninger: dansk-norsk medlemskab af Atlantpagten og Sverige udenfor som neutralt på den ene side, og et rent neutralitetsforbund mellem de skandinaviske lande på den anden side," forklarer Thorsten Borring Olesen.

Han påpeger videre, at dokumenterne udstiller forskellen mellem USA og Storbritannien. Amerikanerne er i militær forstand mest optaget af Grønland og Island, mens briterne fokuserer på det politiske koldkrigsmæssige prestigetab, det vil være, hvis man ikke får Danmark og Norge med i Atlantpagten.

norum@k.dk

The Nordic Countries: From War to Cold War, 1944-1951. 380 sider. 90 britiske pund. Whitehall History Publishing/Routledge.