Den nye rapport om dåbsoplæring er spændende og vigtig læsning. Det er refleksioner og overvejelser over en vigtig periode i de unges liv, som kirken bør tage alvorligt, og det er sket med denne udgivelse.
Det seneste halve år har jeg som leder af Folkekirkens Konfirmandcenter været rundt i mange sogne og set, hørt og oplevet konfirmationsforberedelse på nærmeste hold. Der sker utroligt mange gode ting, der tænkes og reflekteres, og konfirmanderne møder autentiske præster.
Når det er sagt, er arbejdsvilkårene ind imellem helt urimelige.
LÆS OGSÅ: Biskopper vil modernisere konfirmandundervisning
Konfirmandstuer, der hverken lever op til begrebet stue eller til et lokale for læring. Tvivlsom belysning eller en rungende lyd, så samtale i mindre grupper er en umulighed. Bord- og stoleopsætning, der giver indtryk enten af pænhed eller forfald og i hvert fald ikke ungdomsliv. Tekniske og andre læringsmæssige hjælpemidler, der slet ikke kan stå mål med det omgivende samfund.
Og her står præsten – uden den store pædagogiske baggrund, uden et "lærerværelse" hvor muligheden for sparring og viden kunne hentes, med sammenbragte klasser, hvor eleverne ikke kender hinanden eller kender hinanden alt for godt. Interne stridigheder, jalousi og klassekonkurrence mødes en gang om ugen i konfirmandlokalet med præsten som "domptør".
Opgaven løses forbavsende godt på baggrund af svære vilkår, men bør udvikles og nytænkes.
Med den nye beretning om dåbsoplæring bliver der lagt op til forandring, men man bør genoverveje formuleringen i forslag til ny anordning, paragraf 2, som for mig se, slet ikke er i overensstemmelse med rapportens øvrige hensigter.
Her tales om at "lære dem, hvad det vil sige at leve i en kristen tro og som en del af det kristne fællesskab".
Læring og undervisning kan betegnes som handlinger, der har til formål at fremme tilegnelse af viden, kunnen, indsigt og forståelse – i gængs pædagogisk forståelse: af målbare, kognitive processer.
Men kirken vil meget mere. Den vil netop nå de unge med størrelser, der ikke er målbare – med liv, spiritualitet, fællesskab og frem for alt mødet med ordet, der tog bolig. Det er ikke målbart, det kan ikke evalueres – det er nemlig henvendt til hele mennesket, til tro.
Der er ingen tvivl om, at der er læring i konfirmationsforberedelse, men forud går tilstedeværelsen, oplevelsen og fællesskabet.
Skal konfirmationsforberedelsen lykkes, skal vi turde mødes med de unge, dér hvor de er, men et andet sted end der, hvor skolen er.
Vi skal opleve, lege, udfordre, forstyrre, tænke store tanker sammen, anspore, drille, udvikle og samtale. Der skal være plads til barnets verden, der er på vej, og den unge, der slås med store eksistentielle spørgsmål.
Derfor en opfordring til, at udvalget finder et bredere begreb.
Finn Andsbjerg Larsen,
leder af Folkekirkens Konfirmandcenter,
Stenbakken 30, Bjerringbro