I stedet appellerer de til rummeligheden, som netop er årsag til hele miseren i folkekirken. Det var den rationalistiske og grundtvigianske rummelighed og lærefrihed, som gjorde det muligt for bibelkritik og bekendelsesfornægtelse at florere i folkekirken uden konsekvenser.

De kalder oven i købet den rummelighed gavnlig, som tillader folkekirkepræster uden konsekvenser at fornægte Guds ord og den lutherske bekendelse, som man næsten dagligt kan læse om i Kristeligt Dagblad.

Hans-Ole Bækgaard og Thomas Bjerg Mikkelsen slutter af med at bedyre, at de ikke vil folkekirkens splittelse. Det vil jeg ikke betvivle. Desværre er det netop problemet med Indre Mission.

DET ER IKKE folkekirken, der tvinger højrefløjens præster til fælles gudstjenester og markeringer med vranglærere. Det er højrefløjen, der frivilligt forbliver i folkekirken og lokker sine tilhængere til det samme ved at give udseende af, at man er tro mod den lutherske bekendelse, selvom man udmærket er klar over, at man netop herved handler i strid med den lutherske bekendelse.

Det sidste kan jeg skrive, fordi jeg selv ved flere lejligheder har oplyst blandt andre de to herrer herom. Desværre besvares kritik af Indre Mission fra ortodoks luthersk side som hovedregel ikke.

Højrefløjens præster er akkurat lige så hykleriske, når de aflægger løfte om at forsvare den lutherske bekendelse, som Thorkild Grosbøll og ligesindede er. Sidstnævnte er dog så ærlige, at de ikke forsøger at skjule det.

De frimenigheder, som måtte blive dannet med tilknytning til Indre Mission, bliver da også dannet mere af pragmatiske end af principielle grunde. Hvis de ønskede et principielt opgør med folkekirken, måtte man forvente, at de også brød med Indre Mission, som fortsat er med til at legitimere folkekirken.

Magnus Nørgaard Sørensen,

cand.theol., stud.jur. og præst i Den Evangelisk-Lutherske Augustanakirke i Aarhus,

Mosegårdsparken 67,

Spørring, Trige