Birthe B. Pedersen skriver fra Frankrig |
12. april 2011
To kvinder iført niqab blev anholdt, da det franske forbud mod fuld krops- og ansigtsdækning trådte i kraft i går. Men for at deltage i en ulovlig demonstration, ikke for at bære den forbudte klædning
To kvinder iført niqab, den muslimske klædning, der dækker krop og ansigt og kun efterlader en revne til øjnene, blev i går anholdt foran Paris' domkirke, Notre Dame. Demonstrationen var en protest mod det forbud mod at dække ansigtet til på offentlig gade, som trådte i kraft i går.
Politiet kan ikke tvinge en kvinde til at tage sløret af på gaden. Men hvis hun ikke vil, kan hun tilbageholdes i op til fire timer og idømmes et "borgerskabskursus", og hun risikerer en bøde på op til 1000 kroner.
LÆS OGSÅ:Frankrig håndhæver nu forbud mod slørDe første anholdelser skyldes imidlertid ikke niqaben i sig selv, men derimod deltagelsen i demonstrationen foran Notre Dame, som ikke havde fået forhåndstilladelse. Flere sympatisører, der ikke bar niqab eller burka, blev ligeledes anholdt.
"I dag handlede det ikke om anholdelser på grund af brugen af niqab. Det er overtrædelsen af demonstrationsforbuddet, der er årsag til anholdelserne," udtalte Alexis Marsan, politikommissær i Paris.
I lørdags blev 61 mennesker anholdt ved en anden demonstration i Paris, deriblandt 19 niqab-klædte kvinder, der nægtede at efterkomme ordren om at sprede demonstrationen. Også repræsentanter for radikale islamiske organisationer i Storbritannien og Belgien blev anholdt.
Gårsdagens demonstration foran Notre Dame i Paris var indkaldt på foranledning af en muslimsk forretningsmand Rachid Nekkaz, der er grundlægger af organisationen Rør ikke ved min grundlov.
"Jeg er modstander af niqab, men også af forbuddet på åben gade. Gaden er et frihedsrum for alle," lyder det fra Nekkaz, som har opfordret til civil ulydighed og desuden oprettet et fond til at betale bøderne for de kvinder, der bliver dømt for at bære niqab eller burka på gaden, i offentlige transportmidler eller i butikkerne.
En af fortalerne for kvindernes ret til at bære niqab, Kenza Drider, tog i går toget fra sin bopæl i Avignon til Paris, hvor hun blev modtaget af et større opbud af journalister.
"Det er ikke en provokation. Jeg er blevet inviteret til at deltage i en tv-udsendelse, og jeg benytter mig blot af mine europæiske borgerrettigheder. Jeg har frihed til at gå og komme, og jeg har religionsfrihed," sagde Kenza Drider ved sin ankomst til Paris.
Hun blev ikke anholdt, og politiet har ved flere lejligheder erklæret sig utilpas ved at skulle håndhæve burkaforbuddet.
"Betjentene kan komme til at stå i meget vanskelige situationer, hvis en kvinde nægter at følge med på stationen, og forbipasserende begynder at blande sig. Loven vil blive uendeligt vanskelig at håndhæve, og der vil blive uendeligt få anholdelser," har formanden for kommissærernes faglige organisation, Manuel Roux, udtalt.
Det franske burkaforbuds ikrafttræden er blevet kritiseret i Mellemøsten, blandt andet i Jordan, hvor lederen af Det muslimske Broderskab, Hammam Said, har erklæret, at "denne lov er et anslag mod islam og mod alle muslimer i verden."
bpedersen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad