Lidt flere stalinorgler i dansk politik, tak

Synspunktet har bredt sig. Både DF og Liberal Alliance (LA) koncentrerer sig om ganske få mærkesager. For nylig erklærede Simon Emil Ammitzbøll (LA) frejdigt, at partiet ingen kulturpolitik har. Den overlader man trygt til andre.

Man har kynisk taget konsekvensen af, at de færreste alligevel læser partiprogrammer. Flere og flere beslutter sig først i sidste øjeblik til, hvem de vil stemme på. Letfattelige, korte slagord afgør valget. Helst skal de gentages mange gange efter de metoder, som reklamebranchen har brugt i mange år, før de sidder fast hos selv den mest uinteresserede. I branchen kaldes det papegøje-metoden.

Men de politiske partier er de eneste organisationer, som påtager sig ansvaret for helheden, for den samlede samfundsudvikling. Det kan godt være, at man bedst lefler for de usikre og mindre vidende vælgere med forenklende slagord. Det svækker bare vitaliteten i demokratiet, hvis det er en hemmelighed eller noget ligegyldigt, hvad politikerne vil på en lang række områder. Et levende demokrati kendes på en rig kommunikation mellem borgere og politikere. Borgerne og medierne har en opgave op til næste valg med at stille partierne spørgsmål – også til de områder, som partiernes markedsføringsfolk ikke har satset på. Lad os se "hele stalinorglet"!

Kan medierne løfte opgaven? For nylig svigtede de i al fald. Der kom en meddelelse om, at medlem af EU-parlamentet for DF, Anna Rosbach, havde meldt sig ud af sit parti. Rosbach forklarede intet til sine vælgere. Hendes kontormedarbejder meddelte, at det var af private årsager – hvordan det ellers kan være en ren privatsag, som ikke rager hendes vælgere? Medierne interesserede sig ikke for det, det blev ikke nævnt i tv-avisen. Aviserne bragte nyheden med minimal opsætning. Ingen borede i sagen. EU-parlamentet kunne lige så godt ligge på Mars. Vi skulle nødig kunne sige det samme om det danske Folketing og den danske regering.

Tim Knudsen er ansat ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet