Folkekirkens reaktion på de nye religioner har været at skabe forskellige samtalefora. Man har stået usikkert over for spørgsmålet om mission. Derfor har man forsøgt at imødekomme de nye religioner ved at acceptere dem i deres egenart. På samme måde har man lavet forskellige mellemkirkelige fora. Vægten er dermed lagt på kultur og etnicitet i stedet for på mission og integration i folkekirken. Det har affødt en række identitetsproblemer for folkekirken, hvilket man blandt andet kan se i den politisering, som på den ene side aarhusbispen Keld Holm og på den anden side MF'eren Søren Krarup er tegn på.

Et andet tegn på identitetsproblemet ser man i de tværkulturelle centre, der er dannet i flere af landets stifter. I det folkekirkelige tværkulturelle center i Odense finder man for eksempel artikler på hjemmesiden, der er rettet imod regeringens integrationspolitik, og udtalelser fra en af præsterne om, at fundamentalistiske muslimer og fundamentalistiske kristne er af den samme kategori.

Det ser derfor ud til, at der mangler en platform i folkekirken, som kan sikre mission blandt de fremmede af andre religioner. Man har svært ved at optage indvandrermenigheder i folkekirken, fordi det ville ligne mission, som passer dårligt til det multietniske og multireligiøse ideal, som stadig hersker i folkekirkens ledende lag. Der er nemlig næppe tvivl om, at missionen ville blive styrket gennem indvandrermenighedernes optagelse, fordi de deler kultur med de nye danskere, som fortsat vil komme til landet. Det er et vadested, folkekirken står i, og det skaber tøven, fordi mission kan forveksles med assimilation.

På den anden side føles det stadig tydeligere, skønt retorikken er uklar, at missionen er uopgivelig for en klar kirkelig identitet. Alene den faldende medlemsprocent gør, at missionen er blevet taget alvorligt, men det sker som i Københavns Stift ved, at man retter opmærksomheden mod etniske danskere, som ikke får deres børn døbt eller af andre grunde har meldt sig ud af kirken.

Denne vej undgår spørgsmålet om mission blandt muslimer og andre, men spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt, hvis man ønsker at fastholde folkekirken som danskernes kirke. Med den procentvise del af indvandrerne, som allerede er kristne, synes det, at medlemstallet kunne vendes til fremgang ved at tilknytte dem folkekirken. Bredden i folkekirken synes også dogmatisk stor nok til at rumme indvandrermenighederne, når man ser på for eksempel karismatiske valgmenigheder som den i Aarhus, præster med sekulariseret gudsbillede og menighedsrådsmedlemmer, som tror på reinkarnation, og som ikke udelukkes af folkekirken.

En første interessant prøveballon i denne sag kunne være Church of Love i Odense. Men dilemmaet i folkekirken viser sig tydeligt i denne sag. Man mister medlemmer, men i Odense går det uendelig langsomt med at optage en indvandrermenighed, som ønsker at være del af folkekirken. Det er en modsigelse, som er typisk for den langsommelighed, der er i førerkabinen i supertankeren folkekirken.

Torben Bramming er ny skribent i Kristeligt Dagblads kirkeanalyser i stedet for domprovst Henrik Wigh Poulsen, der er standset. Torben Bramming er sognepræst og leder af Brorsons-Centret i Ribe.