Derfor er det at stikke blår i øjnene på sig selv og andre, hvis man vil påstå, at ægteskab og partnerskab er to forskellige ting. Men det var netop, hvad mindst halvdelen af udvalget gjorde.

BAGGRUNDEN FOR selve udvalgsarbejdet var en udtalelse i det tidlige forår 2010 fra biskop Karsten Nissen, som mente, at folkekirken selv burde nedsætte en arbejdsgruppe med det formål at finde ud af, hvad der nu om dage teologisk og kirkeligt kan siges om ægteskab og ægteskabsstiftelse. Det var et forslag, som de øvrige biskopper støttede på bispemødet i april 2010, hvorefter vi bad kirkeministeren om at tage sig af det praktiske. Det sidste var ikke særlig klogt. Vi skulle have gjort det selv.

Men nu blev det altså kirkeministeren, som under indtryk af flere beslutningsforslag i Folketinget i februar og marts 2010 fik meget travlt og nedsatte et udvalg, som skulle påbegynde arbejdet i begyndelsen af maj og være færdig midt i september.

Den daværende kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) gjorde Karsten Nissens forslag til sit eget, som om hun selv var "folkekirken", uagtet at hun som minister faktisk er "staten". Resultatet blev et meget hastigt udvalgsarbejde, som – når man medtænker sommerferieperioden – ikke gav megen tid til at indhente vurderinger og synspunkter fra teologer, sociologer, samfunds- og kulturforskere, som kunne have bidraget med en relevant viden på dette område.

Så udvalget kom til at bestå af 12 vanekirkegængere – de fleste godt over sølvbryllupsalderen – fra alle hjørner af dansk kirkeliv. Vi kunne selvsagt ikke blive enige.

Et flertal på ni kunne dog blive enige om, at man i kirkerne burde kunne foretage en kirkelig velsignelse af et registreret partnerskab. Derefter delte udvalget sig midtover, således at seks medlemmer mente, at registreret partnerskab burde kunne indgås i kirken på den forudsætning, at ægteskab og partnerskab er to forskellige ting. Seks andre mente "med forskellige begrundelser" – som udvalgets sekretariat diplomatisk udtrykte det – at partnerskab ikke bør kunne indgås i kirken.

For ministeren var det ikke nogen god udvalgsindstilling at gå i Folketinget med, og den efterfølgende høring har heller ikke vist andet, end hvad man vidste i forvejen. Så hvad skal ministeren gøre?

NU ER DET JO EN NY kirkeminister, som ikke behøver at overtage hele arvegodset ukritisk. Så derfor er mit forslag til Per Stig Møller (K), at han tager udvalgsrapporten med i Folketinget som en dokumentation for, at folkekirken ikke har kunnet blive enig med sig selv om dette spørgsmål, som folkekirken i øvrigt heller ikke står og falder med, eftersom det er et samfundsanliggende.

Derfor må det være op til Folketinget at afgøre, om homoseksuelle skal kunne blive gift med hinanden eller ej, hvilket vil sige, at Folketinget må finde ud af at ophæve den absurde skelnen mellem ægteskabslov og partnerskabslov.

Det kan ikke hjælpe noget, at man som en skjult dagsorden forudsætter, at det traditionelle ægteskab er noget andet end partnerskabet, som Folketinget allerede har lovgivet for. For så skylder man i det mindste en forklaring på, hvad forskellen går ud på.

I store dele af den folkelige bevidsthed eksisterer forskellen ikke mere. Parforholdet har for længst sejret over både ægteskab og partnerskab. Det, Folketinget kan gøre, er at vedtage en lovgivning, som forudsætter, at alt registreret samliv mellem to mennesker er et civilt anliggende, som i princippet etableres af den borgerlige myndighed.

DET BETYDER IKKE, at kirkerne og trossamfundene så skal stå på sidelinjen og se til med mulighed for at supplere med en velsignelseshandling. Lovgivningen kan udmærket være formuleret på den måde, at det civile samfund i skikkelse af borgmesterkontoret kan skrive en bemyndigelse til kirker og trossamfund, så de på borgmesterens vegne får mulighed for at foretage den rituelle og stiftende etablering af det juridisk gyldige samliv.

Det skal selvfølgelig være sådan, at alle trossamfund får tilbudt denne mulighed for at tilbyde juridisk bindende stiftelser af parforhold – heteroseksuelle som homoseksuelle. Hvis der er nogle trossamfund, der ikke vil bruge denne mulighed, kan de lade være.

Hvad folkekirken angår, skal det naturligvis være forudsætningen, at de præster, som ikke har samvittighed til at være med til stiftelse af homoseksuelt samliv, kan sige nej på de vilkår, som allerede er beskrevet i rapporten fra det kirkeministerielle udvalg.

Men ægteskab og partnerskab er én og samme ting. Hverken folkekirken eller Folketinget står sig ved at lade, som om de er to forskellige ting. Ret beset bør der være tale om én ordning, som er begrundet i det, som samfundets lovgivere vedtager. Det var formentlig i den retning, Grundtvig tænkte, da han i forbindelse med sine overvejelser over obligatorisk borgerlig vielse i 1851 skrev følgende:

"Derimod troer jeg, at som man er Folk, saaledes bliver man Ægtefolk, enten man lader sig vie eller ikke, og jeg troer fremdeles, at naar man beder Vorherre være med sig i hele sit Liv og Levnet, da har man ham ogsaa med sig i sit Ægteskab, enten man er viet i Kirken eller i Huset, af en Præst eller af en Byfoged, og at dersom man ikke beder Vorherre være med sig i hele Livet, da bliver man ogsaa gudsforladt i sit Ægteskab, om man saa var viet midt i Peterskirken og det af Paven selv." (Danskeren IV).

Kresten Drejergaard er biskop i Odense Stift