Josephne Schnoor |
13. april 2011
Museerne støder ofte på forfalskninger. En ravbjørn fra Nationalmuseet fik for nylig stemplet uægte. Og det er langtfra eneste eksempel på genstande, der alligevel ikke er helt det, som man troede
En nu berømt og berygtet ravbjørn led i februar den kranke skæbne at blive tvangsfjernet fra Nationalmuseets udstilling. Den var slet ikke de 6000 år og fra jægerstenalderen, som eksperter ellers havde vurderet den til at være. Den kan snarere skrive 1990'erne på fødselsattesten. En ærgerlig oplevelse for museets eksperter, men den er de ikke ene om.
Det anerkendte amerikanske magasin Archaeology har sammenstykket en hitliste over svindelnumre af den helt store slags.
LÆS OGSÅ:Nationalmuseets kendte ravbjørn er uægte
Berømte museer som Metropolitan Museum of Art i New York og Louvre i Paris har gået samme tunge gang og erkendt, at en højt profileret genstand viste sig at være uægte. Den 14. februar 1961 udsendte "The Met" for første gang i museets historie en meddelelse, hvor tre etruskiske terrakotta-statuer blev erklæret "af tvivlsom oprindelse" og "ikke lavet i oldtiden" – og de mandshøje krigere røg ud af udstillingen, hvor de havde stået siden 1933.
På Louvre måtte man fjerne den kostbare Saitaphernes guldtiara opkaldt efter en skyterkonge fra det tredje århundrede f.Kr. Tiaraen kom til Louvre via russiske antikhandlere, der i slutningen af 1800-tallet fodrede de store museer med oldgræske og skytiske genstande. Tiaraens oprindelse blev dog ikke tjekket, og i 1903 dukkede en russisk juveler op i Paris og fortalte, at han var blevet lokket til at fremstille tiaraen efter græsk-skytiske forbilleder. Skandalen var total og Louvre til grin.
Piltdown-manden går for at være det største af alle arkæologiske svindelnumre. Fundet i 1912 i Piltdown i East Sussex i England blev dette kranium anset for at være en tidlig menneskeart. Først i 1953 blev det afsløret som kæbebenet fra en orangutang og skallen fra et moderne menneske. I mere end 40 år skabte fundet forvirring blandt forskerne.
Et svindelnummer af bibelske dimensioner kom i 2002 med Jesu brors gravurne. En forsker fra Sorbonne Universitet i Paris fremviste en urne af lysebrun kalksten med indskriften "Jakob, søn af Josef, bror til Jesus".
Fundet vakte vild opsigt som det vigtigste fund for Det Nye Testamente-arkæologien nogensinde. For godt til at være sandt – indskriften viste sig at være moderne.
Et andet berømt svindelnummer er de præ-columbianske krystalkranier kendt fra Indiana Jones-filmen "Legend of the Crystal Skulls". Flere af kranierne viser nemlig spor efter moderne værktøj. De tilhører hverken mayaer eller aztekere, men stammer fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor en øget efterspørgsel på oldsager medførte talrige forfalskninger.
De berømte udgravninger af den minoiske kultur på Kreta blev også ramt af forfalskninger. I 1903 fandt man fem små fajancestatuetter ved Knossos-paladset. De blev beskrevet som "barbrystede kvindelige slangetæmmere" og udråbt til slange-gudinder. Offentligheden var meget interesserede i Knossos, så minoisk kunst kom i høj kurs. Pludselig svømmede markedet i slangegudin-der, primært de uægte.
Endelig var runeindskriften på en kampesten, der blev fundet i Minnesota, USA, ikke lavet af nordboere i 1383, men af spøgefulde studerende udi skandinaviske runer. Tidligere runefund i området fik arkæologer til at lave laboratorieanalyser og grave omkring stenen, før de angerfulde unge gik til bekendelse.
Så selvom forfalskninger ikke er historiske, skaber de deres egen historie om en verden, der kan og vil bedrages.
Kilde:
www.archaeology.org. Archaeology Magazine, A publication of the Archaeological Institute of America, Boston University.
bagsiden@k.dk