I julen har det været tradition på DR1 at sende dejlige gamle julefilm som "Det er herligt at leve" med James Stewart. Ikke i år!! Jeg tror, mange (især ældre mennesker) er blevet skuffede.
For mange år siden, da TV3 var en ny opfindelse, viste de "Biskoppens kone" med Gary Grant og David Niven i julen. Jeg optog den og så den med min datter. En rigtig julefilm, som glæder hjertet. I år så vi den med børnenbørnene, og de syntes, det var en dejlig film, selvom den var i sort-hvid. Den fik dem til at tænke over, hvad julen "i virkeligheden" drejer sig om.
Alle de ukristelige forandringer både på TV og radio viser bare tidsånden i al dens gru: overfladisk, larmende og aldeles åndløst.
Man kunne genudsende den dejlige Jesus-film i 3-4 afsnit, som mange med stor glæde så for 10-13 år siden i påsken på DR1. Hvad er den dybere mening med det her? Er det globalisering og multi- alting, vi føler os nødsaget til at tilpasse os?
TV2 viste i påsken for ca. 15 år siden en dejlig autentisk udsendelse "Bøn for Benny" lavet af Birgit Stresino. Den fik tårerne frem selv på forhærdede ikke-troende. Hvorfor bliver den ikke genudsendt?








































