Mener du, at DR sætter tilstrækkeligt fokus på den kristne kulturarv?
Påsken bliver i år så godt som umulig at finde på DR's tv-kanaler, når højtiden falder i næste uge.
Fra skærtorsdag til og med 2. påskedag begrænser de påskerelaterede tv-programmer på DR's hovedkanal, DR 1, sig til en påskeudgave af madprogrammet Spise med Price samt de vanlige programmer, Før Søndagen og søndagsgudstjenesten fra DR Kirken. I samme periode sender søsterkanalen DR 2 et sidste afsnit af en dokumentarserie om pilgrimsvandring og filmen "The Mission" om en 1700-tals jesu-iterpræst, der kristner en stamme Amazon-indianere.
LÆS OGSÅ: DR skærer ned på religion i radioenTil sammenligning transmitterede DR 1 sidste år fra gudstjenester både skærtorsdag og langfredag og viste et børneprogram om påsken, mens DR 2 havde en hel temaaften om pilgrimsrejser og en eftermiddag om folkekirken og ritualer.
DR's manglende påske- fokus ærgrer landsformand Lars-Peter Melchiorsen fra den kristne lytter- og seerforening KLF, Kirke & Medier.
"Påsken er jo den største kristne højtid, og det synes jeg ville være rimeligt at markere. Der er behov for, at DR sætter fokus på, hvad påsken handler om, og selvom Spise med Price er ganske udmærket, kunne man sagtens have taget påsken op i for eksempel et samtaleprogram," siger han.
Selvom DR kun viser en enkelt tv-gudstjeneste i påsken, fastholder mediehuset i år det samme antal årlige tv-gudstjenester som sidste år, i alt 44. Flere af gudstjenesterne er i år flyttet til sommermånederne, hvor DR tidligere har haft længere perioder uden tv-gudstjenester, og derfor er der færre tv-gudstjenester i påsken. Samtidig sender DR's radiokanaler igen i år gudstjenester på alle påskens helligdage. På den måde er der ikke tale om en nedpriortiering, mener Lotte Lindegaard, kanalchef for DR 1.
"Vi sender præcis det samme antal gudstjenester som sidste år, vi fordeler dem bare anderledes. Fordi vi sendte to ekstra, eksperimenterende tv-gudstjenester i påsken sidste år, fik vi en længere sommerpause i vores søndagsgudstjenester. I år vil vi hellere have en kortere sommerpause, så vi er til stede en større del af året, og vi har ikke talt om at opnormere det samlede antal årlige tv-gudstjenster."
Netop fordi DR fastholder sit årlige antal gudstjenester, vil Lars-Peter Melchiorsen ikke konkludere, at DR svigter sin egen formulering om at vægte særligt den kristne kulturarv, men:
"Naturligvis havde jeg gerne set flere tv-gudstjenester i påsken, netop fordi det er den vigtigste højtid. Helst så jeg faktisk, at DR ville bringe andre kirkelige programmer end bare gudstjenesterne for på anden vis at sætte fokus på, hvad påsken indeholder."
gehlert@k.dkleder side 10